Jan Kjærgaard: »Detektor forvansker Sass Larsen-sagen«

»En decideret forvanskning af den faktiske dækning«, siger Ekstra Bladets Jan Kjærgaard efter Detektors "Hængt ud på forsiden" om Sass Larsen-sagen. Udsendelsen nævner kun en enkelt artikel fra Ekstra Bladet og de ville ikke stille op, svarer programmets redaktør

»En decideret forvanskning af den faktiske dækning«, siger Ekstra Bladets Jan Kjærgaard efter Detektors "Hængt ud på forsiden" om Sass Larsen-sagen. Udsendelsen nævner kun en enkelt artikel fra Ekstra Bladet og de ville ikke stille op, svarer programmets redaktør

Ekstra Bladets Jan Kjærgaard langer rasende ud efter DR's "Hængt ud på forsiden", der i seneste udsendelse handlede om socialdemokraten Henrik Sass Larsen og den tur, han fik gennem mediemøllen sidste efterår.

»Jeg blev egentlig lidt forbavset over udsendelsen«, siger Jan Kjærgaard, der spillede en central rolle i Ekstra Bladets dækning af Sass Larsen-sagen i 2011.

»Vi har netop været kritiske overfor systemet, Køge-kilderne osv hele vejen igennem. Fra første sekund har vi været kritiske overfor PET. Men det måtte ikke komme frem i den fakta-udsendelse. Det synes jeg simpelthen er for dårligt. De evner åbenbart ikke at rumme, at der er fuldstændig vanvittigt stor forskel på BT og Ekstra Bladet i den sag.«

Jan Kjærgaard mener, at udsendelsens præmis er »stereotyp«, siger han.

»Det er ikke sådan, at BT og Ekstra Bladet har holdt hinanden i hånden. BT og Ekstra Bladet er ikke i samme skidtspand i denne sag. Det er skammeligt, at noget der hævder at være rent som sne, laver en decideret forvanskning af den faktiske dækning.«

»Det er rigtigt, at Ekstra Bladet i de første dage var rundt på gulvet. Men hele pressen var rundt på gulvet. Det er nogle af de artikler, der blev vist. Så er der alle de andre artikler, som åbenbart ikke var interessante at vise. Så tipper faktatjekket. Det er dermed en fuldstændig forvansket fremvisning.«

Redaktøren på Hængt ud på forsiden Troels Jørgensen afviser i en mail til journalisten.dk Jan Kjærgaards kritik:

"I programmet om Henrik Sass Larsen gennemgår vi en enkelt artikel fra Ekstra Bladet. Det varer 13 sekunder ud af en udsendelse på 38 minutter. Herudover er der et klip med Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen, der siger, at Henrik Sass Larsen lyver. Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen er i flere omgange blevet tilbudt at medvirke i programmet for at svare på kritikken og fortælle om Ekstra Bladets dækning, men det har han ikke ønsket. Heller ikke chefredaktør Karen Bro har ønsket at deltage i programmet."

"Vi har i programmet ikke medtaget alle de journalister, der har skrevet kritisk om BT og PET, da programmet naturligvis sætter fokus på de artikler, der er problematiske."

"Jan Kjærgaard er ikke blevet tilbudt at være med i programmet, da vi ikke nævner nogle af hans artikler", skriver Troels Jørgensen.

Sagens hovedperson Henrik Sass Larsen siger til journalisten.dk, at han synes det er ærgerligt, at Ekstra Bladet valgte ikke at medvirke i udsendelsen.

»Ekstra Bladet har også skrevet historier, der ikke var i orden. Men generelt var det BT, der leverede hovedparten af det«, siger Henrik Sass Larsen.

»Jeg opfatter ikke, at BT og Ekstra Bladet har i gåseøjne været "lige slemme". Det har helt overvejende været BT, der har kørt løs. Men Ekstra Bladet skulle da egentlig bare have stillet op til udsendelsen. Så havde de da fået nuancerne med.«

2 Kommentarer

Peter Jensen
18. OKTOBER 2012
Re: Jan Kjærgaard: »Detektor forvansker Sass Larsen-sagen«

Mon det er denne forside: "AFSLØRING: Sass skygget af PET-agent", som Kjærgaard mener, når han siger, at han helt fra 'første sekund' har været kritisk over for?

http://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/article1631561.ece

Ekstra Bladets 'efterretningskilder' viste sig jo så i øvrigt at enten 1) tage grueligt fejl (af PET-redegørelsen til ombudsmanden forleden fremgår, at PET ikke skyggede Sass, og at der var ikke en agent på caféen - http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2012/10/15/1015150244.htm),  2) de er fulde af løgn 3) den politiske reporters 'efterretningskilder' var i stedet fra centraladministrationen - f.eks. på spindoktor-niveau - og ikke så velinformerede, så de gav udtryk for.

Henrik Lind Jørgensen
17. OKTOBER 2012
Re: Jan Kjærgaard: »Detektor forvansker Sass Larsen-sagen«

Netavisen Pio - Danmarks nye midtersøgende netavis siger de selv, mens jeg vil kalde den "Danmarks nye avis der er renset for kilder, men kun består af partsindlæg" - har også selv skrevet lidt om DR-udsendelsen. Bare til almindelig orientering.

http://piopio.dk/de-3-vigtigste-pointer-fra-haengt-ud-pa-forsiden/