
Ekstra Bladets dækning af det kontroversielle VM i Qatar blev fredag hædret af foreningen Danske Sportsjournalister. Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix
Ekstra Bladets Jan Jensen blev fredag kåret til Årets Sportsjournalist 2022 og vinder af Den Gyldne Pen.
Det skete ved arrangementet Sportsjournalisternes Dag, hvor foreningen Danske Sportsjournalister uddelte en række priser til det forgangne års mest bemærkelsesværdige sportsjournalister.
De øvrige nominerede til hovedprisen var Thomas Lund Hansen og Kenneth Thygesen fra Jyllands-Posten samt Dennis Bjerre Christiansen og Kim Robin Graahede fra Århus Stiftstidende.
Men valget faldt altså på Jan Jensen for den mangeårige dækning af korruption og magtmisbrug i forbindelse med det kontroversielle fodbold-VM i Qatar sidste år.
Historierne er blandt andet foldet ud i Ekstra Bladet-podcasten Blodbold.
Der blev også uddelt fem specialpriser ved arrangementet:
Årets Digitale Hit: Blodbold, Ekstra Bladet, Jan Jensen
Årets Fortæller: Sebastian Stanbury
Årets Ankerdal*: Nicklas Degn
Årets Sportsfoto: Michael Barrett Boesen
Årets Sportsbog: Anders Haahr Rasmussen
* Ankerdal-prisen gives til en særligt talentfuld journalist, fotograf, kommentator, ekspert eller vært under 30 år.
Ny bestyrelse og nye vedtægter
Fredag var der også generalforsamling i foreningen, hvor der blandt andet blev valgt en ny bestyrelse, som fremover består af Jimmy Bøjgaard (formand), Bettina Schjølie, Martin Davidsen, Jesper Simo, Anders Kjærbye, Flemming Toft og Karl Aage Dalgaard. Ib Søby og Andreas Kraul er suppleanter.
På generalforsamlingen blev der også foretaget en række vedtægtsændringer, der blandt andet betyder, at man ikke længere skal være DJ-medlem for at blive optaget i foreningen.
Det fremgår af en skrivelse på Danske Sportsjournalisters hjemmeside.
”Det kan man også blive i dag, men vi foreslår, at vi ikke længere graduerer vore medlemmer, men enten optager eller ikke gør. Alle ansøgninger skal godkendes i bestyrelsen,” lød begrundelsen.
Derudover har man blandt andet også fjernet oplysninger i vedtægterne om, hvem Danske Sportsjournalister er medlem af eller hvem der samarbejdes med.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.