Den danske stjernefotograf Jan Grarup har gjort det igen – vundet guld. Denne gang for snuden af 2000 andre fotografer fra hele verden, som deltog i kampen om dette års "the Leica Oskar Barnack Award". Se vinderbillederne her.
Han behøver egentlig ikke flere priser for at bevise sit værd. Gennem årene er det blevet til hele tre førstepriser i World Press Photo (foruden lige så mange andenpladser), en håndfuld Årets Pressefoto og tillige også Årets Pressefotograf. Dertil priser fra UNICEF og FUJI. Og nu kan han så føje endnu en titel til sit imponerende CV:
The Leica Oskar Barnack Award 2011.
Det er hans uhyre stærke og meget voldsomme fotoserie fra efterskælvet i Haiti i januar 2010, der indbringer ham prisen. På vegne af Time Magazine og Dagbladet Information skildrede han dengang situationen i landet, som blev kastet ud i totalt kaos efter jordskælvskatastrofen: Plyndringer, brand i gaderne og lig overalt prægede billederne, som kan ses i tre gallerier på Informations hjemmeside.
Og ifølge the Leica Oskar Barnack Award viser Jan Grarups vinderserie, ‘Haiti Aftermath’, »katastrofens omfang og de overlevendes skæbner i billeder af enorm intensitet.«
Jordskælvet i Haiti den 12. januar 2010 anses for at være det mest alvorlige jordskælv nogensinde i Nord-og Sydamerika. Og ifølge dommerkomiteen udmærker Jan Grarup sig ved at være en fotograf, der ser sin egen opgave som langt mere end blot den simple at skildre et øjebliks situation. Målet med hans sort/hvide fotos er af skabe følelser. Og det har han på alle måder formået.
I alt var der indsendt 2000 bidrag i kampen om dette års Leica Oskar Barnack Award, hvoraf 16 kom fra Danmark. Prisen består af et Leica M9-kamera samt 37.500 kr.
Her kan du se vinderserien og læse et større Q&A med Jan Grarup.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.