SELVRESPEKT. Journalist Ejvind Koch Pedersen, Skanderborg, bekender sig i Journalisten som en af dem, der blandt meget andet stygt sætter sit eget navn under diskutable pressemeddelelser.
Han slutter med, at vi er mange, der overvejer, hvordan man undgår sligt … "med faglig selvrespekt og vores løn i behold".
Den forstår jeg ikke.
Jeg har tænkt meget over det, men hvor er det, den halter?
Jeg lever i fredelig sameksistens med min chef, som bor og virker 30 kilometer borte i sit eget regi. Vi passer hver sit.
Men jeg ved da, at hvis en sur bagermester kom til mig og vred armen om på mig for at få mig til at lave bæ-journalistik, og jeg ikke ville, og bagermesteren dernæst klagede til min chef, så ville min chef da trille sig på gulvet af lutter grin.
Vi skal ikke gøre annoncørerne dummere, end de er. De ved udmærket, hvordan klaveret spiller. Om ikke før, så efter at vi har snakket om det.
Jeg er så heldig at være ansat på en gratisavis, som ikke er en Ritzau-avis blandt talrige med deraf følgende udsigt til snarlig druknedød i stimen. Jeg har en daglig tilfredshed i samarbejdet med en salgsafdeling, der har nøjagtigt den samme flair for lokal-avisens betydning for et lille samfund – eller en række småsamfund – i en tid, hvor de samlende funktioner – skole, nærpoliti, biblioteksvæsen, you name it – langsomt opløses og forsvinder ud i fjerne horisonter. Småsamfund propfulde af personlighed, som ofte mangler formgivere af den fælles profil – og nogen med lyst til at være det. Småsamfund med hverdagshelte og klemte skæbner, som dagbladene ikke altid har mulighed for at yde credit. Det er der en tilfredshed i at kunne gøre.
Lysten skal drive værket. Og hvis værket falder i helhedens smag, er det godt.
Hvis ikke – så bliv filmanmelder ved en landsavis, søg ind ved TV 2, eller gå ud og fej gaden. Lønnen er ikke noget problem i vores samfund.
Det bør selvrespekten naturligvis heller ikke være.
Elsebeth Nilsson, Ugeavisen Faaborg

SVAR. Dejligt for dig, Elsebeth, at du arbejder et sted, hvor du ikke behøver at frygte vrede annoncører, bagermestre og handelsstandsforeningsformænd. Nyd det. Og respekt for din chef.
Men jeg ved, at der er andre kolleger, som ikke har den frihed.
Min pointe var sådan set bare, at det ikke kan komme bag på vort eget fagblad, at mange redaktioner i landet er ude for pression af den type. Og at det nogle steder halter med friheden til at afvise pressionen. Jeg gætter på, at det kommer til at halte endnu mere, i takt med tilbagegangen på annoncemarkedet.
Ejvind Koch Pedersen, journalist, Skanderborg