Mikael Jalvings farvel til Berlingske-spalten "Groft sagt" sker, fordi han alligevel nok ville været blevet fyret. Det siger han i et interview til Journalisten.dk. (Opdateret).
»Jeg var godt klar over, at jeg muligvis var den næste i rækken. Men jeg har længe gerne villet væk fra Berlingske Tidende, og at Lars Hedegaard blev fyret sidste år, er egentlig bare symptomatisk for avisens drejning,« siger Mikael Jalving, der nu bliver ny opinionsskribent på Jyllands-Posten.
Den betragtning forstår Mikael Jalvings nu forhenværende redaktør Kristian Mouritzen ikke. Tværtimod har Mikael Jalving haft stadig mere spalteplads i Berlingske Tidende, mener han.
»Nej, slet ikke. Der har ikke været tale om at fyre ham, hvorfor fanden skulle vi dog det? Han har udtrykt stor glæde over for mig for at være på avisen. Så han har bare fået et bedre tilbud, sådan er det bare,« siger Kristian Mouritzen.
Mikael Jalving uddyber sin begrundelse for at forlade Berlingske Tidende:
»Jeg har længe haft det sværere og sværere med Berlingske Tidende, og det er ikke blevet bedre, efter at Lisbeth Knudsen kom til. Jeg kan næsten ikke holde ud at læse Berlingske Tidende længere, som er blevet et ulideligt mainstream-medie.«
"Groft sagt"-skribent Claes Kastholm siger til Journalisten.dk, at Mikael Jalvings afgang fra Berlingske Tidende ikke får ham til at følge med til Jyllands-Posten, som kortvarigt havde tidligere "Groft sagt"-skribent Lars Hedegaard hos sig, efter at han blev afskediget fra Berlingske Tidende sidste år.
»Nej, jeg kan ikke se, at det skulle blive aktuelt for mig at forlade "Groft sagt",« siger Claes Kastholm, der tilbage i november slog fast, at "Groft sagt"-spalten nok skal overleve.
Selv om Mikael Jalving ifølge Claes Kastholm er en både sjov og begavet skribent, så bliver hans afsked ikke et problem for "Groft sagt", mener han.
»Han er nogle gange rabiat ved at være så liberal. Det er jeg ikke,« siger Claes Kastholm grinende.
3