Hvad lavede du som ung?

”Som barn dyrkede jeg en masse sport. Fodbold, tennis, badminton. Da jeg kom i puberteten, begyndte jeg at spille musik i stedet. Jeg skulle være rockmusiker – troede jeg. Efter gymnasiet spillede jeg 40-50 timer om ugen og fik begyndende tinnitus. Det, kombineret med at jeg nok ikke var god nok til nogensinde at blive en rigtig god musiker, gjorde, at jeg tænkte: Måske skal du bruge dit liv på noget andet.”

Hvorfor blev du journalist?

”I gymnasiet var jeg også glad for at skrive og for at optræde. Og så blev jeg frustreret, hvis debatter foregik på et uoplyst grundlag, så jeg tænkte, at jeg nok skulle være forsker eller journalist. Jeg tog på universitetet, hvor jeg begyndte at freelance for fakultetets avis, der hed Humanist. Inden jeg blev kandidat, sagde min redaktør: Du kan få lov til at være på bladet i et år, og så kan du undervejs få fri til at skrive på din ph.d.-ansøgning. Og så gik det naturligvis sådan, at jeg aldrig fik skrevet et eneste ord på den ansøgning.”

Drømte du om at blive sports- eller musikjournalist?

”Nej. Det var de store spørgsmål, der trak i mig. Politik, indland, udland, økonomi. Det andet var nogle interesser, jeg havde, og som jeg fortsat har, men da jeg skrinlagde idéen om at blive musiker, stod det klart, at jeg skulle noget helt andet.”

Efter din tid på Humanist arbejdede du med erhverv på først Direkt og siden Berlingske Business. I 2014 endte du i Bruxelles som avisens EU-korrespondent. Hvordan var det skifte?

[quote:0]

”Jeg landede i juli, og få dage efter blev det malaysiske fly fra Amsterdam til Kuala Lumpur skudt ned over det østlige Ukraine. Det førte til økonomiske sanktioner mod Rusland. I løbet af efteråret var der store druknekatastrofer i Middelhavet, og der kom for alvor fokus på migrantkrisen. Så kom der ny regering i Grækenland, så terrorangreb i Frankrig. Kæmpe dagsordener afløste hinanden og kulminerede med Brexit-afstemningen. Det var en helt vild periode, som betød, at jeg arbejdede for to personer. Jeg følte, jeg stod midt i verdenshistorien – hele tiden. Journalistisk er Bruxelles fantastisk, fordi man har en utrolig adgang til primærkilder. Du kan gå direkte til pressemøde med Angela Merkel, Emmanuel Macron, Viktor Orbán. Og så har du adgang til alle deres rådgivere.”

Hvordan er korpsånden mellem journalisterne? Hjælper man hinanden?

”Herhjemme er der, hvis du for eksempel sidder på et erhvervsmedie, en vis konkurrence om de samme historier. I Bruxelles er det anderledes, for et italiensk, britisk eller tysk medie føler ikke, de konkurrerer med dig. Man har hele tiden adgang til udenlandske journalister, der har dækket forskellige ting intensivt. Og hvis man får fat i et lækket dokument, deler man det tit med andre journalister, for hvorfor ikke? Det kommer jo tilbage den anden vej.”

[quote:1]

Det lyder fantastisk, man får helt lyst til at tage af sted. Hvorfor tog du hjem igen?

”Lige så spændende det var, lige så ufatteligt hårdt var det. Jeg tænkte hele tiden, at jeg ikke skulle være dernede resten af mit liv, og nu var timingen god. Og så var jeg så heldig, at ledelsen på Berlingske havde en god idé til, hvad de ville bruge mig til, når jeg kom hjem.”

Ja, du skulle være økonomiredaktør. Det nåede du at være i knap et halvt år, for nu skal du til DR. Hvorfor det?

”DR har en kæmpe stor skare af seere, lyttere og læsere, og selv om det er fantastisk at være på Berlingske – og man når mange læsere – så når man bare bredere ud på DR. Så jeg kunne ikke sige nej til sådan et tilbud.”

Hvad er branchens største udfordring?

”Troværdighed. Det er lidt deprimerende at se de der troværdighedsmålinger, for jeg synes, der bliver produceret ufatteligt meget god journalistik. Men man må forholde sig til, hvordan folk oplever det. Og hvis det her fag skal overleve af noget, er det troværdighed. Behovet er kun blevet større, i takt med at udbuddet af informationer eksploderer.”

Hvad er løsningen?

”Fokus på kvalitet, mod til at gå egne veje og en tro på de projekter, man selv definerer som vigtige. Man skal virkelig passe på med at lade sig styre af Facebooks algoritmer. Vi ved, at mange unge har Facebook som primær nyhedskilde, og derfor er der meget trafik fra Facebook til medier. Det rummer en stor fare. Går man for meget op i algoritmen, så er det Facebook, der bestemmer. Vi skal have modet til selv at bestemme.”

Har vi det mod? 

”Medier skal definere, hvad de synes er vigtigt – og turde gå all in. Det savner jeg tit at se. Det kan være helt befriende at klikke ind på Financial Times’ netavis og se, at hvis de har en egenproduceret kvalitetsnyhed, så kan den ligge øverst på hjemmesiden i timevis. De fleste medier har en tendens til at skifte lidt for hurtigt ud, for man er bange for ikke at få klik. Men hvis man virkelig har lavet noget gennemarbejdet, skal man tro på det. Uanset hvad det er. Når journalisten brænder for stoffet, skinner det totalt igennem i produktionen. Et konkret eksempel fra Berlingske er, at vi har haft held til at lave nogle fede ting om bitcoins de seneste måneder, hvilket i bund og grund kommer af, at vi fik en praktikant ind, som vidste en masse om bitcoins. Det er jo fantastisk. En ung fyr kommer ind, som ved noget, vi andre ikke ved. Lad ham da vise det i spalterne. Chefer skal være bedre til at lade deres journalister dyrke deres besættelser.” 

Foto: Sofia Busk