search

Jakob Stegelmann: »Alle var imod Nixon, og det skulle så gå ud over Anders And«

Medierne har brug for mere fiktion, mener Jakob Stegelmann, vært på Troldspejlet gennem 26 år: »Der er selvfølgelig også brug for nogen, som kan klare ebola og klimaforandringer, men mentalt er der mere brug for fiktionen«

TIL CITAT: Jakob Stegelmann

Betragter du dig selv som journalist?
»I dag er jeg mere journalist, end da jeg startede, fordi ”journalist” ikke længere er en klassisk reporter. Jeg plejer at sige, at jeg er ”formidler”. Jeg fortæller om ting, jeg godt kan lide, og så kæmper jeg for anerkendelse til dele af kulturlivet, som ikke får den anerkendelse, de fortjener. Det gælder for eksempel tegneserier og computerspil.«
 
Hvornår opstod den interesse?
»Jeg har haft stor interesse for tegneserier, film og i det hele taget kulørte historier, siden jeg var teenager. Dengang fik de slet ingen opmærksomhed, og hvis de endelig fik omtale, var det nedladende. Det samme gjaldt, da jeg startede på Filmvidenskab i 70’erne. Jeg var især forelsket i serier og film fra USA, og det var dybt politisk ukorrekt. Alle var imod Nixon, og det skulle så gå ud over Anders And.«
 
’Troldspejlet’ startede i 1989. Det skulle have heddet ’Mediemagasinet’ – hvorfor?
»Jeg skrev til DR og foreslog et program om fantasy, for jeg fornemmede, at den genre havde brug for hjælp. Og jeg ville gerne fortælle til børn og barnlige sjæle. Samtidig var monopolet ved at blive brudt, og DR ville gerne have et program om ”medier”, for det var nyt og spændende. Så spurgte de, om jeg ikke ville lave sådan et i stedet for.«
 
Endte det så, som du ville?
»Ja, helt klart. Jeg lavede det hele selv, så det var mig, der bestemte. Det var faktisk det samme program som nu, i dag er tempoet bare lidt højere. Det er sjovt, at jeg har været vært i 26 år, for det ville jeg slet ikke, da vi startede. Men da vi kom i gang, var der en, der sagde: »Prøv nu at sætte dig i stolen.« Det gik bedre, end jeg havde troet. Så blev jeg siddende.«

»I mit konceptpapir stod: ”Værten spiller ikke guitar.” Det er selvfølgelig en kliché, men det gjorde alle værter altså dengang! Værterne fyldte meget, og siden er det kun blevet værre. Værten må ikke blive vigtigere end programmet. Jeg laver ikke andet end at forkorte mit manus, når jeg sidder i stolen. Det har også et pædagogisk aspekt: Mine seere har en masse viden på forhånd. Jeg kan ikke hamle op med en 12-årig, når det handler om ’World of Warcraft’! Og jeg skal slet ikke prøve.«
 
Hvorfor har du valgt, at børn skal være din målgruppe?
»Jeg elsker at formidle til børn. De har ingen fordomme, og børn anerkender ikke idéen om dårlig smag. 10-12-årige er befriende fri for den irriterende blaserthed, hvor toeren og treeren er dårlige, bare fordi etteren var rigtig god. Hvis en journalist har forvildet sig ud for at dække nogle rollespillere, så står de der i en skov, og journalisten spørger: »Hvorfor er det her spændende?« Det spørger du jo ikke en fodboldspiller om. På ’Troldspejlet’ bruger vi aldrig ordet ’hvorfor’. Enhver ved da, hvorfor en varulv er interessant.«

Hvad er branchens største problem?
»Aviserne leder efter læsere, men de er ikke der, hvor de nye læsere er. Så anmelder de en opera i Stockholm, men de anmelder ikke det nye ’GTA’ (populært computerspil, red.).«
 
Men tror du ikke, der har siddet en analyseafdeling et sted og målt, at det ikke sælger aviser?
»Jo, og måske er det for sent for de trykte aviser. De mennesker, der køber aviser, er en forsvindende minoritet, og de mennesker, der gerne vil læse om ’GTA’, læser mere og bedre andre steder. Men for netmedierne er det ikke for sent. Der er store muligheder for virkelig at vise spil og film frem på spændende måder på nettet.«
 
Du mener, at der er brug for mere fiktion i medierne. Hvorfor?
»I gamle dage var der mere fiktion i aviserne, for eksempel flere tegneserier. Jeg mener, at folks behov for fiktion er vigtigere for deres helbred end slankekure og coaches. Der er selvfølgelig også brug for nogen, som kan klare ebola og klimaforandringer, men mentalt er der mere brug for fiktionen. Jeg forstår ikke, at medierne synes, det er så uinteressant.«
 
Gælder det al fiktion?
»Der er én stor undtagelse: Sport. Sport er dybest set fiktion. Det er jo ikke vigtigt for hverken ebola eller EU, om bolden går i mål. Men alle er ligesom blevet enige om, at sport er helt vildt vigtigt – fordi folk elsker det. Jeg drømmer om, at det samme kan ske for computerspil.«
 
Mener du, journalister har fordomme om de genrer, du dækker?
»Ja, og det er skuffende, at medierne ikke er kommet længere. I 30’erne var bøger farlige, der var faktisk historier om, at du kunne få dårlige øjne af at læse. I 50’erne gjorde Batman og Robin dig homoseksuel! I 80’erne var det rollespil, som kunne gøre dig psykisk syg. Og i dag er det computerspil, som døjer med dommedagsprofeterne. Nu kan vi bare vente på, at de opdager noget farligere.«
 
Hvad er så løsningen?
»Hvis de store medier skal være en del af løsningen, skal de forstå at dække det, danskerne interesserer sig for. Jeg tror dybest set ikke, at ret mange mediechefer har forstået, hvor stor en del spil er af rigtig mange danskeres liv. Jeg savner de kulørte chefredaktører, som brænder for indholdet og læser artikler og ikke Excel-ark. Walt Disney-typerne, der tør sætte alt over styr, fordi de har en glød af galskab.« 

[[nid:32692]]

Foto: Ricky John Molloy

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen