Jakob har hjulpet iværksætter med at pitche til Løvens Hule: ”Det er måden, du fortæller på, der får folk til at lytte til dig”

Jakob Kahlen er uddannet grafisk designer og hjælper blandt andet start-ups med at forberede sig til iværksætterprogrammet Løvens Hule. ”Man skal lade sin passion for det, man pitcher, skinne igennem,” siger han. Vi har spurgt: Hvordan laver man et godt pitch?

Så sent som mandag formiddag hjalp Jakob Kahlen og hans kollega, journalist Anders Emil Møller, en iværksætter med at blive klar til at deltage i tv-udsendelsen ’Løvens Hule’.

Hvordan laver du et perfekt pitch?

Uanset om du er selvstændig kommunikatør, journalist, fotograf eller grafiker, lever du ofte af at sælge dine idéer. Men hvordan lander du egentlig det perfekte pitch? Det har vi spurgt nogle af dem, der pitcher allermest, om. Dette er anden artikel i serien.

Her skal iværksættere pitche idéer for fem potentielle investorer. Jakob Kahlen og hans kollega hjalp iværksætteren med at komme frem til sin kernefortælling og lave et godt pitch.

”Det er fedt, fordi det er specielt, men også fordi man ikke selv skal stå og præsentere, men hjælpe andre med det. Det er ligesom at pitche igennem nogen. Det handler ikke bare om, hvad man selv ville sige, men om, hvad de kan sige, og hvordan det kan virke autentisk, når de står og siger det,” siger Jakob Kahlen.

Han er uddannet grafisk designer og har arbejdet med branding, produkt- og identitetsudvikling siden 1996.

I 2016 stiftede han sammen med to partnere det kreative laboratorie ‘Trouble’, hvor de blandt andet hjælper iværksættere med at bygge virksomheder og produkter, herunder også at pitche deres idéer bedst muligt.

Det værste, du kan gøre, når du skal pitche din idé, er ikke selv at være overbevist om, at idéen er god, siger han.

”Man er nødt til selv at være overbevist om, at det her er noget, verden behøver. Man skal selv have lyst til at arbejde med det. Hvis det er en journalistisk historie, skal man synes, verden har brug for at høre den,” siger han og tilføjer:

”Man skal lade sin passion for det, man pitcher, skinne igennem. Og så må man gerne vise sin personlighed.”

Sæt dig ind i kundens behov og historie

Når du skal sælge din idé, er det vigtigt at sætte sig ind i kundens behov, fortæller Jakob Kahlen.

Hvis du eksempelvis som grafiker skal sælge et logo, skal du huske, at kunden ikke nødvendigvis forstår sig på design, men måske derimod økonomi eller noget meget specifik faglig viden. Derfor er du nødt til at sætte dig ind i kundens verden og forstå, hvad de har brug for, og hvad de kan bruge det arbejde, du vil lave, til.

Du skal bygge en velargumenteret og velkomponeret fortælling op omkring dit arbejde og overbevise dem om, at det er lige netop det logo, de har brug for for at understøtte deres mission, siger han.

”Det er altid en god idé at researche virksomhedens historie, værdisæt og dykke dybt ned i den kultur og de emner, der omgiver virksomheden. Herefter kan man så konceptuelt binde sit design op på noget af det, man har fundet i sin research. Og når det skal præsenteres, tager man virksomheden med på hele den rejse, man selv har været på for at nå frem til resultatet,” siger han.

På den måde viser du, at du har sat dig ind i deres situation.

”En visuel identitet, for eksempel et logo, kan være nok så flot, men hvis man som kunde ikke forstår, hvorfor det passer til ens virksomhed, bliver den sjældent forankret det rigtige sted og på den rigtige måde, og så kommer den ikke til at være et stærkt redskab til at udleve virksomhedens mission,” siger han.

Eventyrmodellen

Når Trouble hjælper iværksættere med at lave gode pitches, arbejder de ofte med at finde ind til kernen af, hvad de gerne vil fortælle.

”Vi starter med at finde ud af, hvad det er for nogle værdier, de har bygget virksomheden på. Altså hvad er deres kerneværdier i virksomheden,” siger han.

Når de har fundet kerneværdierne, er næste skridt at finde ud af, hvad det er for et problem, de er i verden for at løse, og skabe en fortælling ud fra det.

”Vi prøver ofte at hjælpe dem med at opbygge en dramaturgi igennem deres fortælling. Den dramaturgi kan minde om et eventyrs. Opbygningen skal have de traditionelle eventyrselementer. En helt, en fjende og en udfordring,” siger han og tilføjer:

”De skal selvfølgelig ikke fortælle et eventyr, men deres fortælling skal opbygges lidt ligesom et.”

Opbygningen af et pitch behøver ikke bygge på eventyrmodellen, men det er en model, Jakob Kahlen ofte bruger til virksomheder. Han tror også på, at den kan overføres til journalistiske eller grafiske pitches. For ham handler det altid om at fortælle sin idé så godt som muligt.

”Én ting er at have en masse historier, man gerne vil af med. Men det er måden, du fortæller på, der får folk til at lytte til dig og få øje på dig,” siger han.

0 Kommentarer

Læs også

Automatisk kladde 3

”Man skal pitche med sin egen stil og stemme”

16. SEPTEMBER 2019