Journalistens tidligere chefredaktør Jakob Elkjær forlader Politiken. Han skal være ny pressechef for Københavns overborgmester.
Folkevandringen fra journalistikken til den politiske kommunikation er ikke slut endnu. Og denne gang er det ingen ringere end Journalistens tidligere chefredaktør, nuværende medieredaktør på Politiken Jakob Elkjær, der skifter til en stilling som pressechef hos Københavs overborgmester Frank Jensen.
Det var ikke uden en vis overraskelse, at fagbladet Journalistens redaktion tirsdag eftermiddag fik meddelelsen om Elkjærs nye job. For godt nok er Elkjær tidligere blevet beskyldt for at have en socialdemokratisk observans – dengang Journalisten afdækkede B.T.'s kampagne mod Helle Thorning Schmidt.
Men dels havde Elkjær ved sit sidst jobskifte til Politiken netop ønsket sig tilbage i en rolle som skrivende journalist, dels har Elkjær ved flere lejligheder stået for en kritisk tilgang til den position, visse spindoktorer og kommunikationsfolk har fået i moderne journalistik – både som redaktør på Journalisten og som medieredaktør på Politiken.
Således senest da Ekstra Bladet brød kildebeskyttelsen af spindoktor Peter Arnfeldt. Her understregede Elkjær i en klumme i Politiken, at medierne har et medansvar for den udskældte godbidsjournalistik, der har hersket på Christiansborg.
»Der skal to til at bage en rævekage. Medierne bestemmer selv, hvem vi tildeler kildebeskyttelse. Ved at tale løst og fast med spindoktorer uden for citat har vi skabt et monster, vi ikke kan styre,« skrev Elkjær.
Jakob Elkjær er uddannet journalist og har siden 1996 været ansat på Berlingske, Politiken, Ritzau, Information, fagbladet Journalisten og senest igen på Politiken som medieredaktør.
»Jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet – og med de for mig helt nye udfordringer. København er i en rivende udvikling, og den vil jeg gerne bidrage til og være en del af,« siger Jakob Elkjær i en pressemeddelelse.
Jakob Elkjær tiltræder 1. marts og afløser Amalie Kestler, der ved årsskiftet tiltrådte som politisk redaktør på Information.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.