Jakob Elkjær bliver medieredaktør på Politiken

Journalistens egen redaktør, Jakob Elkjær, skifter job efter fem år i chefstolen. Han starter som medieredaktør på Politiken fra 1. november. Læs hvorfor her. Opdateret 13.16.

Journalistens egen redaktør, Jakob Elkjær, skifter job efter fem år i chefstolen. Han starter som medieredaktør på Politiken fra 1. november. Læs hvorfor her. Opdateret 13.16.

Jakob Elkjær har været redaktør på fagbladet Journalisten siden 1. januar 2006. Nu skifter han posten ud med en nyoprettet stilling på Politiken, hvor Elkjær skal være medieredaktør. 

Hvordan har din tid på Journalisten været?

»God. Det er en meget stærk redaktion, som gør det let at være chef. DJ har respekteret den redaktionelle integritet, som er så afgørende for produktet. Kilderne er skallesmækkende mimoser, og det er både svært, sjovt og udfordrende, så det vil jeg ikke give slip på.«

Hvorfor er det tid til at rykke videre?

»Det kribler altid i fingrene for at skrive teksterne selv, så jeg tænkte, at det var på tide at blive udøvende igen. Politiken er spændende, fordi avisen dækker mediestoffet som kultur – ikke erhverv. En typisk medievirksomhed er jo ikke større end et mellemstort flyttemandsfirma, men betydningen for demokratiet er stor.«

Jakob Elkjær har for nylig haft en afstikker fra Journalisten, da han i et halvt år var fellow på Syddansk Universitet.

Elkjær har tidligere arbejdet som journalist på Politiken fra 1997 til 2002. Han har også været indlandsredaktør på Information og nyhedsredaktør på Dagen, før han kom til fagbladet Journalisten i 2006.

Forbundsformanden i Dansk Journalistforbund, Mogens Blicher Bjerregård, roser Jakob Elkjær for indsatsen i det, DJ på sin hjemmeside kalder »et af de mest krævende redaktørjobs i landet«.

»Jakob Elkjær har ydet en fantastisk flot indsats på fagbladet Journalisten. Han har skabt en stærk redaktion, lavet et hav af væsentlige historier og fået liv i Journalisten.dk sammen med medarbejderne på redaktionen. Jakob har en klar stemme i mediedebatten, og han har en stor aktie i, at DJ og fagbladet Journalisten er med til at sætte dagsordenen på medieområdet i Danmark,« siger Mogens Blicher Bjerregård.

Opdateret 13.16: Tilføjet citat fra Mogens Blicher Bjerregård og mere baggrundsinformation.

11 Kommentarer

Jan Hillers
28. OKTOBER 2010
Re: Jakob Elkjær bliver medieredaktør på Politiken
Ja det kommer ikke som en overraskelse at Jakob skal til en chefstilling paa Politiken. Jeg synes Journalisten i perioder har vaeret en lang ansoegning og jeg haaber virkelig ikke Jakob kommer til at afloese Thoeger. Det tror jeg ikke han har integritet til. Men Jakob skal da have, at der har vaeret meget godt i Journalisten i hans tid.
Jan Eskildsen
8. OKTOBER 2010
Re: Jakob Elkjær bliver medieredaktør på Politiken

Hvis man mener, at Jakob Elkær har været "den mest provokerende, kritiske og vidende redaktør, vores fagblad nogensinde har haf", er man historieløs og uvidende. Den betegnelse passer stadig kun på Frede Jakobsen.

Men til lykke med det nye job alligevel.

Erik Svarre
8. OKTOBER 2010
Re: Jakob Elkjær bliver medieredaktør på Politiken

Alle de panegyriske ord får mig til at gribe til pistolen….

 

Dansk Journalistforbund har i de seneste mange år udviklet sig  meget – faktisk til et helt nyt forbund med meget stor diversitet. I en grad, som også er faldet nogen for brystet. Det er sket efter en lang sej demokratisk proces i hovedbestyrelsen og forbundets øverste myndighed, delegeretmødet.. Formålet er selvfølgelig at styrke forbundet som fagforening – der jo trods alt er det, som det hele drejer sig om.

 

Skiftende redaktører af fagbladet Journalisten har med skiftende held søgt at afspejle denne transformation fra et lille specialforbund til en fagforening med et langt bredere sigte. Forbundsbladet er det kit, som binder os sammen, så det manglede bare, hvis ikke denne udvikling havde fagbladet og redaktørens største opmærksomhed.

 

I de seneste år er der imidlertid ikke en udvikling, man har fået fornemmelse af  i Journalisten– snarere tværtimod. Det er gået efter de forhåndenværende søms princip, ud ad tangenten, strittende til alle sider i forhold til udviklingen i forbundet. Der er kommet et ”nyt” fagblad for kommunikationsfolk, men det understreger vel bare, at der ikke er et holdbart kit til at binde os sammen.

 

Jeg mener ikke, at redaktør JaKob Elkjær har forvaltet det mandat, som en demokratisk forening under stor forandring har givet ham. Han har dermed heller ikke været med til at styrke os som et samlet forbund med den kraft, der er nødvendig for at klare os i en verden, der bestemt ikke er gunstig for journaliststanden. Derfor tillod jeg mig den satiriske bemærkning

Hans Madsen
5. OKTOBER 2010
Re: Jakob Elkjær bliver medieredaktør på Politiken

Argh! Øv! Journalister landet over græder i kor, og jeg tuder med. Du har eddersparkme gjort det godt. Men jeg frygter lidt, at du vil drukne en smule på Politiken. Der bliver du bare én blandt mange - jeg synes dine styrker umiddelbart ligger i at sætte mærkbare aftryk på den offentlige debat, og du har løftet Journalisten op på et niveau, hvor I gør netop det. Kritisk, klart, kontant. Det er blevet til det blad, som vi alle vidste, at vi havde brug for, men ikke lige vidste, hvordan man skulle lave helt præcist. Det spørgsmål har du besvaret gennem dine år på chef-posten. Bryd ud. Gå imod strømmen - og lad være med at blive en del af den store grå redaktionelle masse. Vi har brug for din stemme - og du vil absolut blive savnet.

Venligst

Hans Madsen

Lene Søborg
4. OKTOBER 2010
Re: Jakob Elkjær bliver medieredaktør på Politiken

Tillykke med jobbet Jakob. Du har været den mest provokerende, kritiske og vidende redaktør, vores fagblad nogensinde har haft. Du har skabt et fagligt magasin, vi fagbladsjournalister gerne fremhæver, når vi kæmper for redaktionel frihed og kvalitet Og jeg har kastet mig nysgerrigt over bladet, når det er dumpet ind af brevsprækken. Tak for det og for de mange indspark til mediedebatten i alle andre medier, incl. vores egen redaktion, der har haft fornøjelsen af et redaktionelt spark i den rigtige retning.

MVH Lene Søborg

redaktionschef Børn&Unge

Flere