
Foto: Kasper Løftgaard
”Man skulle være et skarn, hvis man ikke sætter pris på det, jeg har fået lov at opleve i mit arbejde,” siger Jakob Bøving Arendt, der for to år siden sagde farvel til Slotsholmen efter 11 år i flere forskellige presse- og kommunikationsstillinger.
Han fremhæver først og fremmest de positive sider ved arbejdet. Oplevelserne, kollegerne, fællesskabet, dedikationen.
”Men det er ikke det samme som, at det ikke har en konsekvens. Man brænder sit lys i begge ender, for det er også et virkelig hårdt arbejde,” siger han.
Jakob Bøving startede som pressemedarbejder i Finansministeriet i 2009 og sluttede som kontorchef for regeringens kommunikationsenhed i 2020.
Han var med, da Paris-aftalen blev underskrevet, har besøgt Downing Street, Det Hvide Hus, overværet EM-kvindefinale, Tour De France og har hængt i en helikopter over Bagdad. Han var med i Sierra Leone, da Helle Thorning-Schmidt som den første vestlige statsleder besøgte landet midt i ebola-epidemien, og han har oplevet flere amerikanske præsidenter. Og Arnold Schwarzenegger.
Men hverdagen og arbejdsdagene var uforudsigelige, og de var ofte pressede. De bestod af konstant medieovervågning, præsentationer af udspil, forberedelse af interviews og rejser – og af at skulle smide alt, fordi en begivenhed krævede ministerens opmærksomhed.
Bægeret flød over
Lokummet kunne begynde at brænde midt i en arbejdsdag. Eller som da Paris blev ramt af et terrorangreb en fredag aften i 2015, hvor Jakob Bøving Arendt måtte afbryde en middag med nogle venner, drikke en kande kaffe for at klare hovedet, arbejde hele natten og ile til den franske ambassade med den daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen dagen efter.
”Det er det, der gør, at det job er rasende spændende, men også virkelig hårdt,” siger Jakob Bøving Arendt.
Midt i coronakrisen var bægeret ved at blive fyldt, mens han sad i stillingen som chef for regeringens kommunikationsenhed.
Det sidste halve år var præget af, at arbejdet var ekstremt meningsfyldt. Sat på spidsen var han med til at redde liv i coronakrisens første fase, men arbejdspresset var massivt.
Det nåede et punkt, hvor Jakob Bøving Arendt var så belastet, at han fik ondt i fingre og arme og måtte diktere notater ved at tale ind i sin telefon. Samtidig blev han tilbudt posten som direktør for Kost- og Ernærningsforbundet, som var et tilbud, han ikke kunne sige nej til.
”Jeg er imponeret over, at dem, der er blevet derinde, stadig står oprejst,” siger han.
Medarbejdere under pres
Jakob Bøving Arendt står langtfra alene med sin oplevelse af et stort arbejdspres, viser trivselsmålingerne for de 19 ministeriers presse- og kommunikationskontorer. I omkring halvdelen oplever medarbejderne et så stort arbejdspres, at det kan medføre stress og medarbejderudskiftning, advarer eksperter.
Nogle oplever problemer med balancen mellem arbejds- og privatliv, nogle føler, at de ikke har tid nok til at løse deres opgaver. Mere eller mindre udtalte stresssymptomer bliver også angivet som en del af arbejdet i flere ministerier.
Alligevel svarer medarbejderne langt de fleste steder, at de overordnet er glade og tilfredse med deres arbejde.
Det overrasker ikke Jakob Bøving Arendt, der ”nok havde svaret det samme i de undersøgelser”.
”Man græder med det ene øje og smiler med det andet, fordi det er et afhængighedsskabende og skidesjovt arbejde. I hvert fald i en afgrænset periode. Mange af de medarbejdere synes nok også, at arbejdet er fedt, men at der er for meget af det,” siger han.
Bliver fartblind
Stress-symptomerne oplevede Jakob Bøving Arendt selv. Typisk når der havde været stort pres på i lang tid ad gangen, eller når opgaven bare var umulig at løse. Salget af Dong til Goldman Sachs i 2014, hvor Bjarne Corydon var finansminister, var en af de opgaver.
”Der var stort arbejdspres over lang tid, og det var rimeligt umuligt at vende den sag til Corydons eller regeringens fordel, for nu at sige det utroligt pænt. Der kunne jeg indimellem mærke, at nu var det ikke helt sundt.”
Hvad gjorde du i de situationer?
”Det ved jeg faktisk ikke. Jeg tror, jeg bed tænderne sammen, forsøgte at dyrke sport og drak måske nok også en kold øl, når jeg kom hjem,” siger Jakob Bøving Arendt.
”Men det må aldrig være sådan, at man bliver syg af at gå på arbejde. Det må det virkelig ikke. Der har din arbejdsplads et ansvar for at få gjort noget ved det, hvis stress skyldes arbejdet,” siger han.
Blå bog: Jakob Bøving Arendt
2020- : Direktør for Kost- og Ernæringsforbundet
2018-2020: Chef for regeringens kommunikationsenhed
2016-2018: Ledende pressesekretær, Statsministeriet
2014-2016: Pressesekretær, Statsministeriet
2013-2014: Presseansvarlig, Finansministeriet
2009-2012: Pressemedarbejder, Finansministeriet
Jakob er gift med Jenny Bøving Arendt, der er direktør i Danske Gymnasier. Sammen har de tre børn.
Jakob Bøving Arendt har siddet med personaleansvar i Statsministeriet og har efterfølgende spurgt en tidligere kollega, hvad han forventede af sine medarbejdere i ministeriet: ”At man er hurtig, grundig og har masser af idéer,” lød svaret.
”Men det er jo lidt uforenelige størrelser. Det viser bare, at man forventer et rigtig højt niveau i de ministerier, jeg har været i. Og med rette. Det er prisen for at kunne være med der, hvor det sner,” siger han.
”Men jeg tror også, jeg indimellem har svigtet mit ledelsesansvar ved ikke at opdage det tidligt nok, hvis nogen har været for hårdt spændt for. Det er nok i farten, at man ikke ser det,” siger han.
Andre perioder var stille. I takt med at mediernes fokus rykker sig fra område til område, afspejler det sig i presset på kommunikations- og pressekontorerne.
”Lige nu er det måske Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, der har skidetravlt, fordi der er energikrise. Samtidig kan et andet ministerium have en helt anden dag, og det gør det virkelig svært at planlægge arbejdspresset,” siger Jakob Bøving Arendt.
”Præmissen er, at man giver alt, hvad man har i en periode. Og så finder man noget andet. Men igen, man må altså ikke blive syg af at gå på arbejde.”
Farvel har været en befrielse
For fem år siden havde Jakob Bøving Arendt ikke været klar til at vinke farvel til Slotsholmen.
Men kombinationen af et arbejdsliv, som gjorde store indhug i privatlivet, og tilbuddet fra Kost- og Ernæringsforbundet gør hans afsked med den politiske kommunikation til noget, han ikke fortryder.
I dag er han direktør for forbundet, hvor han føler, han løser en vigtig opgave og har fået indflydelse på sit arbejdsliv, så han kan tage computeren frem, når det passer, og hvor telefonen ikke er limet til hånden hele tiden.
”Det har været en befrielse. For al den viden forpligter også. Så laver jeg noget andet nu, som jeg synes er spændende og meningsfuldt, og derfor har det ikke været svært at give afkald på.”
I dag har han det ”som en fisk i vandet”.
”Det giver mig en tilfredsstillelse at kunne lave nogle lange seje træk for vilkårene for medlemmerne, og jeg er omgivet af fagligt ambitiøse medarbejdere og engagerede politikere. Og så giver det mig en glæde at kunne spille fodbold med min søn, se ’Klovn’ med min ene datter eller lege med kaninen med min anden datter uden at blive forstyrret eller få dårlig samvittighed,” siger han.

0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.