En journalist skal kunne dømmes efter injurielovgivningi alle 15 og snart 25 EU-lande.

Juridiske kvaler. Der er, hvad alle journalister, der skriver om udenlandske personligheder, vil få. I hvert fald hvis EU Kommissionens udkast til en forordning bliver gældende. Ifølge udkastet skal ærekrænkelser eller krænkelser af privatlivets fred dømmes efter loven i det land, hvor den krænkede bor, også selv om krænkelsen er fremsat i et udenlandsk medie.

Danske medier er foreløbig undtaget fra EU-forordningen i henhold til de danske forbehold til Maastricht Traktaten. Men alle andre journalister, som skriver om den franske præsident Chiracs problemer med retsvæsenet, om Silvio Berlusconis motiver for at begrænse dommernes magt eller om kreativ bogføring i internationale virksomheder, risikerer at blive holdt ansvarlig ikke bare efter medieansvarsloven i deres eget land, men også i det eller de lande, hvor de pågældende personligheder bor.

"Det betyder, at en journalist skal kende lovgivningen i samtlige EU-lande. Det vil i praksis betyde en begrænsning af ytringsfriheden, fordi det vil være en kæmpemæssig opgave at tjekke lovgivningen i alle 15 og snart 25 medlemslande. Udgiverne vil tænke sig om to gange, inden de offentliggør en kritisk artikel om en udenlandsk personlighed," siger Sophie Scrive, juridisk rådgiver i udgivernes europæiske organisation, EMPA, som har protesteret mod forslaget i den netop overståede høringsrunde.

Forslaget til forordning, som foreløbig går under titlen Rom II, handler om regler for forhold uden kontraktlige bindinger og skal beskytte parterne med hensyn til for eksempel produktsikkerhed og betaling. Kun forslagets paragraf 7 handler om pressen og injurielovgivningen.

"Der er ikke tale om et forsætligt ønske om at indskrænke pressefriheden. Men det kan blive konsekvensen af forordningen. Vi er meget bekymrede," siger også Renate Schröder, juridisk rådgiver i International Federation of Journalists, IFJ.

Forskellig lovgivning
Den juridiske tjek-liste, som medierne skal operere med, er så meget længere, som de eu-ropæiske lande af historiske og kulturelle årsager har vidt forskellige lovgivninger på området. Fransk lovgivning indeholder en paragraf, der forbyder fornærmelser af udenlandske statsoverhoveder. Paragraffen er blevet benyttet af Marokkos konge mod dagbladet Le Monde.

Også den franske lovgivning om beskyttelse af privatlivets fred er særdeles restriktiv. Den såkaldte "droit à l'image" giver enhver, der fotograferes på offentlige steder, ret til at anlægge erstatningskrav, også selv om billedet ikke er ærekrænkende.

I nogle lande er injurier og beskyttelse af privatlivets fred alene et civilretligt spørgsmål. I andre hører områderne under straffeloven, og journalister og redaktører kan idømmes fængselsstraffe. Det gælder blandt andet Italien, hvor en journalist og redaktøren af tidsskriftet Panorama er blevet idømt henholdsvis syv og otte måneders fængsel for bagvaskelse.

Der er også forskel på, om bevisbyrden i sager om ærekrænkelse hviler på journali-sten eller den krænkede part. Og endelig nyder offentlige personer, herunder politikere og repræsentanter for hæren, i nogle lande særlig beskyttelse. Det gælder især de østeuropæiske kandidatlande til EU.

Den organisation, som overvåger pressenfriheden i henhold til FNs Menneskeretskonventions paragraf 19, hedder Artikel 19. Den understreger, at krænkede parter naturligvis skal have reel adgang til at sagsøge et medie. Men det skal ske i mediets hjemland og efter dette lands lovgivning, fastslår Peter Norrlander, jurist i Artikel 19 i London.

"Intet tyder på, at det er for svært for eventuelle ofre at anlægge sag i mediernes hjemland. Der er allerede eksempler på, at russiske forretningsfolk har sagsøgt britiske medier. Der er ingen grund til at svinge pendulet den anden vej rundt, så journalister bliver jaget vildt. Vi er i forvejen bekymrede over den måde, hvorpå lovene om ærekrænkelse benyttes imod journalister i Europa," siger Peter Norrlander.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg har i løbet af de sidste tre år afsagt domme i 12 sager, hvor europæiske lande har overtrådt paragraffen om pressefrihed. I de fleste af disse sager er lovgivningen om ærekrænkelse og krænkelse af privatlivets fred blevet benyttet til at forsøge at forholde offentligheden visse oplysninger.