search

Jægersagen og Politiken

»Hvis ikke vi havde trykt bogen, så kunne effekten af forsvarschefens brev meget vel være blevet en reel tavshed.«

»Hvis ikke vi havde trykt bogen, så kunne effekten af forsvarschefens brev meget vel være blevet en reel tavshed.«

Berøringsangst. Det, der begyndte som Forsvarets forsøg på at bremse en bog, er endt i en større skandale i Forsvaret – en skandale, der langtfra har udtømt sin kraft. Mange andre medier har bidraget til, at vi er nået dertil. Men Journalisten har bedt mig reflektere over Politikens rolle i forløbet.

Jeg kan se to umiddelbare, positive effekter af vores offentliggørelse af bogen. 

1) Det er muligt, at der, uanset hvad vi havde gjort, alligevel ikke var kommet et fogedforbud, fordi bogen var ude via en uges omtale og via de digitale anmeldereksemplarer. Men jeg tvivler. Med den tyngde, kammeradvokatens og forsvarsledelsens daglange procedure i byretten havde, tror jeg desværre ikke, at den sunde fornuft havde sejret uden vores meget synlige publicering. Og så havde vi – i hvert fald i første omgang – været en bog fattigere og en meget uheldig præcedens rigere. 

2) Jeg tvivler på, at debatten om Jægerbogen og de kontroversielle krigstemaer, den rummer, i det hele taget var fortsat uden vores initiativ.

Nogle dage efter publiceringen undersøgte vi, hvordan andre medier havde besvaret forsvarschefens brev. Det viste sig, at ingen andre end Politiken overhovedet havde svaret. Det synes jeg, er ganske tankevækkende. Svarer man ikke, har man selvfølgelig umiddelbart undgået at få noget i klemme. Men det bestyrker min hypotese om, at hvis ikke vi havde trykt bogen, så kunne effekten af forsvarschefens brev meget vel være blevet en reel tavshed, der havde sat en ny norm for, hvad Forsvaret kan opnå med den slags henvendelser.

Og så er der den efterfølgende skandale i forsvarsledelsen, der har afsløret en spinkultur, der har udartet sig til noget, der ligner kriminelle, og i hvert fald helt uacceptable, handlinger. Den må jeg indrømme, at vi hverken havde forudset eller troet mulig på forhånd, selv om tendenserne til ekstrem spin jo nu, hvor skandalen er åbenbar, desværre står i kø. Og ikke bare på Forsvarets område.

Politiken holdt sagen i gang, uden at vi derfor kan tage hverken den fulde ære eller det fulde ansvar for den implosion i forsvarsledelsen, der fulgte. Men jeg vil dog hævde, at vores intuition – nemlig at Forsvarets forsøg på både at bremse bogen og kræve pressedækningen stoppet med en generelhenvisning til rigets sikkerhed var problematiske skridt, der måtte reageres på – har vist sig mere rigtig, end vi kunne gøre os konkrete forestillinger om den dag.

Og så er der debatten om vores beslutning. Den var umiddelbart skuffende. Ikke bare fordi modviljen var massiv fra det herskende politiske flertals side – det er jo sådan set forventeligt, om end retorikken var usædvanlig skinger. Men især fordi så mange kolleger i pressen brugte så meget energi på sidevinkler om mediestunts og ophavsret, sidevinkler uden egentlig substans, i stedet for at forholde sig til de principielle spørgsmål, der er på spil.

Fair nok, at Jyllands-Posten fandt det rigtigst at "gøre honnør" for forsvarschefen og respektere et muligt kommende fogedforbud, der ikke var rettet mod dem eller os, men mod forlaget. Men knap så fair, at både Berlingske og Jyllands-Posten brugte irritationen over den opmærksomhed, vi fik, og misforståelserne om ophavsret som en undskyldning for at undgå at gøre deres principielle synspunkter på pressefriheden klare – synspunkter, der, når det kommer til stykket, dårligt kan føre til andet end støtte til den linje, Politiken har lagt.

Jeg har da heldigvis også til gode at høre en kollega direkte ønske, at politianmeldelsen mod Politiken bør føre til en domfældelse. Det bør jeg selvfølgelig glæde mig over. Men man kan ikke just påstå, at de har sagt det modsatte højt. De har faktisk kun nødtvunget mumlet det. Det synes jeg, er lidt slapt, både i forhold til den i andre sammenhænge så højt besungne pressefrihed og i forhold til alle de væsentlige historier, som vores beslutning – direkte og indirekte – allerede har kastet af sig. •

Kommentarer
1
Lars Werge
18.10.09 20:54
Re: Jægersagen og Politiken

Kære Tøger Seidenfaden

Uanset at det altid er morsomt at læse en chefredaktør gøre sig til på ytringsfrihedens alter med den slet skjulte hensigt at optimere profitten, og uanset at det er barokt at læse dine anmærkninger om, hvorfor chefredaktører ikke havde besvaret Tim Sloth Jørgensens henvendelse (jeg morer mig for eksempel med at skifte ud i begreberne og forestille mig, at det i stedet var en chefredaktør, der ikke svarede på en henvendelse fra en menig journalist - og tro mig, det er slet ikke svært at være enig i dit mellem-facit: "Svarer man ikke, har man selvfølgelig umiddelbart undgået at få noget i klemme", men det er jo bare et billigt oratorisk trick, og den slags falder en viis chefredaktør som du naturligvis ikke for), så rejser din bagside på 'Journalisten' et par spørgsmål hos mig.

1) Du taler om, at der var principielle spørgsmål på spil og som bagtæppe for jeres beslutning. Her er det, at jeg ikke helt opfatter hurtigt nok til at forstå, at det er dine mod-debattører og ikke dig, der er skinger - for er ophavsretten ikke en principiel ting, og var det ikke sådan, da I offentliggjorde bogen, at I forbrød jer mod forfatterens ophavsret?
Hvis du vil svare, at der var en aftale, eller at der bagefter er indgået et forlig med forlaget, så vil jeg parere med en opfølger: Var den oplysning alligevel FOR hemmelig til at blive offentliggjort i første omgang, og hvad er ræsonnementet bag sådan en tankegang, sagens eksplicitte indhold taget i betragtning?

2) Du mener, at det var vigtigt, at bogen udkom. Du mener, at ytringsfriheden står over alt andet, forstår jeg hermed - også hensynet til eksempelvis det danske militærs sikkerhed? Du vil, hvis du nogen sinde når til denne reaktion på dit indlæg i mit fagblad, formentlig mene, at det er en latterlighed overhovedet at nævne, at Forsvarskommandoen jo oprindelig frarådede udgivelsen med henvisning til, at den ville kunne skade vore militære udsendte.
Det baserede du på dit kendskab til dansk militær. Som du har heller ikke jeg været indforskrevet i styrkerne. Men modsat du har jeg tilsyneladende en tro på, at autoriteter skal udfordres - på deres autoritet, men ikke på den ekspertise, de besidder.
Nu er jeg klar over, at Forsvarskommandoen for tiden ikke fremstår som Rex Gildo i den tyske Schlagerparade i '70erne (=den sikre vinder), men hvad er egentlig udsigten til, at du fremover vælger en linje, der enten er for ytringsfriheden i enhver form og forstand (som nu) eller imod den, hvis det ikke lige tjener dit moralsk/politiske og dit blads økonomiske formål (som i forhold til Jørgen Leth-erindringerne eller i forhold til Muhammed-tegningerne)?

Mange hilsner
Lars Werge

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen