»Hvis ikke vi havde trykt bogen, så kunne effekten af forsvarschefens brev meget vel være blevet en reel tavshed.«

Berøringsangst. Det, der begyndte som Forsvarets forsøg på at bremse en bog, er endt i en større skandale i Forsvaret – en skandale, der langtfra har udtømt sin kraft. Mange andre medier har bidraget til, at vi er nået dertil. Men Journalisten har bedt mig reflektere over Politikens rolle i forløbet.

Jeg kan se to umiddelbare, positive effekter af vores offentliggørelse af bogen. 

1) Det er muligt, at der, uanset hvad vi havde gjort, alligevel ikke var kommet et fogedforbud, fordi bogen var ude via en uges omtale og via de digitale anmeldereksemplarer. Men jeg tvivler. Med den tyngde, kammeradvokatens og forsvarsledelsens daglange procedure i byretten havde, tror jeg desværre ikke, at den sunde fornuft havde sejret uden vores meget synlige publicering. Og så havde vi – i hvert fald i første omgang – været en bog fattigere og en meget uheldig præcedens rigere. 

2) Jeg tvivler på, at debatten om Jægerbogen og de kontroversielle krigstemaer, den rummer, i det hele taget var fortsat uden vores initiativ.

Nogle dage efter publiceringen undersøgte vi, hvordan andre medier havde besvaret forsvarschefens brev. Det viste sig, at ingen andre end Politiken overhovedet havde svaret. Det synes jeg, er ganske tankevækkende. Svarer man ikke, har man selvfølgelig umiddelbart undgået at få noget i klemme. Men det bestyrker min hypotese om, at hvis ikke vi havde trykt bogen, så kunne effekten af forsvarschefens brev meget vel være blevet en reel tavshed, der havde sat en ny norm for, hvad Forsvaret kan opnå med den slags henvendelser.

Og så er der den efterfølgende skandale i forsvarsledelsen, der har afsløret en spinkultur, der har udartet sig til noget, der ligner kriminelle, og i hvert fald helt uacceptable, handlinger. Den må jeg indrømme, at vi hverken havde forudset eller troet mulig på forhånd, selv om tendenserne til ekstrem spin jo nu, hvor skandalen er åbenbar, desværre står i kø. Og ikke bare på Forsvarets område.

Politiken holdt sagen i gang, uden at vi derfor kan tage hverken den fulde ære eller det fulde ansvar for den implosion i forsvarsledelsen, der fulgte. Men jeg vil dog hævde, at vores intuition – nemlig at Forsvarets forsøg på både at bremse bogen og kræve pressedækningen stoppet med en generelhenvisning til rigets sikkerhed var problematiske skridt, der måtte reageres på – har vist sig mere rigtig, end vi kunne gøre os konkrete forestillinger om den dag.

Og så er der debatten om vores beslutning. Den var umiddelbart skuffende. Ikke bare fordi modviljen var massiv fra det herskende politiske flertals side – det er jo sådan set forventeligt, om end retorikken var usædvanlig skinger. Men især fordi så mange kolleger i pressen brugte så meget energi på sidevinkler om mediestunts og ophavsret, sidevinkler uden egentlig substans, i stedet for at forholde sig til de principielle spørgsmål, der er på spil.

Fair nok, at Jyllands-Posten fandt det rigtigst at "gøre honnør" for forsvarschefen og respektere et muligt kommende fogedforbud, der ikke var rettet mod dem eller os, men mod forlaget. Men knap så fair, at både Berlingske og Jyllands-Posten brugte irritationen over den opmærksomhed, vi fik, og misforståelserne om ophavsret som en undskyldning for at undgå at gøre deres principielle synspunkter på pressefriheden klare – synspunkter, der, når det kommer til stykket, dårligt kan føre til andet end støtte til den linje, Politiken har lagt.

Jeg har da heldigvis også til gode at høre en kollega direkte ønske, at politianmeldelsen mod Politiken bør føre til en domfældelse. Det bør jeg selvfølgelig glæde mig over. Men man kan ikke just påstå, at de har sagt det modsatte højt. De har faktisk kun nødtvunget mumlet det. Det synes jeg, er lidt slapt, både i forhold til den i andre sammenhænge så højt besungne pressefrihed og i forhold til alle de væsentlige historier, som vores beslutning – direkte og indirekte – allerede har kastet af sig. •