Medieåret 2009 er ved at forlade os, og den slags maner som regel til ro og eftertænksomhed i skæret af julelys og nytårsraketter. Hvad skete der i det forløbne år, der er værd at mindes?

På Journalisten har vi valgt at spørge 11 studieværter om året, der gik. Det er der kommet en række svar ud af, som fint illustrerer, hvor mange retninger årets begivenheder peger i. Det er "Jæger"-bogen og stormombruste Anni og Erik, der hiver flest citater hjem.

Jægerforløbet har et grotesk strejf af fiktion og reality-show over sig, men bliver dog holdt fast i seriøsiteten af, at de faktiske begivenheder var så alvorlige: Ansatte i Forsvaret forsøgte at bedrage offentligheden ved løgnagtigt at skabe en ny virkelighed.

Det er værd at dvæle ved tanken om, at Forsvaret formodentlig aldrig var kommet i sådan et uføre, hvis ikke de havde haft en kommunikationschef til at blande sig. Så havde de ikke selv lækket den arabiske oversættelse til B.T., og skandalen havde været af betydeligt mindre omfang. I sagen om "Den hemmelige krig" var der også kritik af Forsvarets kommunikative ageren, og undervejs forsvandt dokumenter pludselig. Denne gang gik Forsvaret skridtet længere og endte med at fælde sig selv så grundigt, at den øverste chef måtte gå af.

At en offentlig myndighed så direkte forsøger at iscenesætte en falsk virkelighed, bør stå lysende klart som et skrækeksempel på, hvad 2009 bragte med sig. Det skal vi tage med i de kommende år, hvor de offentlige myndigheders kommunikationsafdelinger med garanti bliver større, mens de traditionelle medier med garanti har færre journalister ansat.

Kendisser som Erik og Anni og Sidney Lee bliver også nævnt mange gange på listen, og selv om pointen med at fremhæve de blonde personligheder groft sagt er, at vi skal holde os fra dem, så kommer studieværterne til endnu en gang at forstærke og bekræfte den tendens, som de forsøger at forholde sig kritisk til – nemlig at der findes mediepersonligheder i Danmark, som med vores hjælp surfer på en bølge af absurd fokus på folk, som dybest set ikke har andet at byde på, end at de kommer fra en form for under-Danmark og lever det udgangspunkt helt ud.

Og det er herligt at følge med i på den måde, at de fleste væmmes lidt ved det. Derfor bliver vi gladelig ved med at interessere os for dem. Det er en tendens, der med garanti er kommet for at blive. For de politisk korrekte modtagere, der (som mig selv) føler sig hævet over det, men alligevel lige skal følge med, bliver celebrity-føljetonen en svælgen i at føle sig bedre – og en chance for at definere sig selv ud fra, at vi i hvert fald ikke er på den måde. Et billigt trick, der virker.

Og det er måske den vigtigste konklusion, der er at hive ud af den tendens: Det virker. Derfor er Erik og Anni næppe de sidste eksempler på den type mediepersonligheder – og det er dermed også noget, vi skal tage med os ind i de kommende år.

Med udgangen af 2009 forsvinder jeg fra posten her og vil sige tak for denne gang. Mit midlertidige ophold som redaktør på Journalisten er slut, og det har været et herligt intenst forløb. God fornøjelse med læsningen i 2010.