Advokat for pressechef Jacob Winther, Hans Sønderby Christensen, anslår, at der går et par uger, før han er klar til at lægge sag an mod filminstruktør Christoffer Guldbrandsen.
Jacob Winther ønsker at anlægge en injuriesag, fordi filminstruktør Christoffer Guldbrandsen i filmmagasinet Ekko har peget på Jacob Winther som manden bag lækagen af en historie om danske jægersoldaters hemmelige opgave i Irak på TV 2 i 2007. Hans advokat er i gang med at forberede sagen.
»Der skal kunne formuleres en påstand, og der skal være klarhed over, hvad sagen præcist skal handles om. Det vil blive afklaret i løbet af nogle uger og kan så komme ind i et mere formelt regi,« siger advokat Hans Sønderby Christensen.
Forsvarsministerens pressechef, Jacob Winter, ønsker ikke selv at kommentere sagen og henviser alle spørgsmål til sin advokat. Hans Sønderby Christensen har dog ikke meget at sige til, at Guldbrandsen angiveligt ligger inde med en lydoptagelse, som skulle dokumentere Jacob Winthers rolle i sagen.
»Det siges, at der findes en lydoptagelse. Der er ingen, der ved, om det er en mødesamtale eller en telefonsamtale, eller hvad det er. Før jeg ved noget om det, så har Jacob Winther ingen kommentarer til det. Eller rettere: Det rigtige er at sige, at det har han ingen mening om. Det kan han ikke have,« siger Winters advokat.
Hans Sønderby Christensen har ikke mere at tilføje
»Min opgave er ikke at køre det her op. Vi taler om et krigsførende ministerium. Jacob Winther skal passe sit arbejde. Det samme skal Forsvarsministeriet. De har ærlig talt brug for arbejdsro, så jeg har ikke yderligere at tilføje,« siger han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.