I går blev Jacob Kwon krydsforhørt i medierne, blandt andet af Deadlines Martin Krasnik på DR2, for sin rolle i DRs kommunale exit-prognose. I dag blev Jacob Kwon præsenteret som ny sportschef i DR, hvor han afløser Tine Bendix, som skifer til Metronome.
Udover DR Sporten skal Jacob Kwon lede Danmarks Radios dækning af vejr og events – herunder kongelige begivenheder og valg.
Hvor stor er forskellen på i dag og i går?
»I går var en dag, hvor jeg skulle sige undskyld for en fejl. I dag er skæggere, fordi jeg tager hul på et nyt kapitel.«
Fik du pludselig besked i går efter sagen om exit-poll at du skulle have et nyt job?
»Nej, det har været planlagt i lang tid. Jeg lagde billet ind allerede, da Tine Bendix stoppede. Jeg aftalte med Ulrik Haagerup, at vi ville vente med at offentliggøre det til efter kommunalvalget. Og jeg har stadig ansvar for valgdækningen i DR.«
Er det en forfremmelse eller en degradering?
»Det er ingen af delene. Det er et skridt til siden. Jeg kommer til at være på samme niveau, bare på et andet område.«
Er du specielt interesseret i sport?
»Ja, nej, ikke mere end den almindeligt sportsinteresserede dansker. Men jeg er interesseret i det, der kan samle os, og det er noget, sport kan.«
Er du specielt interesseret i vejret?
»Jamen, det er det samme. Det er også noget, som danskerne går op i, og det har en bred appel. Det, jeg skal lave nu, er det, der kan samle.«
Er du enig i, at TV 2 haft førertrøjen indenfor sport i en årrække?
»Nej, jeg synes DR har en mere kompetent sportsdækning. TV 2 har haft en nogle lukrative sportsrettigheder. Men når DR Sporten for eksempel dækker EM i fodhold og OL, kan vi samle flere seere end TV 2.«
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja, det er utrolig, at DR`s valgfadæse ikke har fået nogle følger for Jacob Kwon, Naja Nielsen og Ulrik Haagerup. Kwon er tilsyneladende ovenikøbet blevet forfremmet til også at være chef for DR-sporten. Det viser tydelig, hvor tilfældig udnævnelserne er inden for institutionen. Det må stå skidt til med kvaliteten hos medarbejderne i Haagerups afdeling, hvad jeg ikke kan tro. Sagen er nok den, at Haagerup ikke rigtig ved, hvad de enkelte medarbejdere kan. Der må da have været mange andre med bedre kvalifikationer end Kwon.
Jeg håber iøvrigt ikke, at det får negative følger for Martin Krasnik, efter at han i Deadline trak bukserne af en skvattet Jacob Kwon.
Det er skræmmende i hvor høj grad de forkerte fortsætter med indflydelse i DR - til stor skade.
De har sikkert en hyggelig DJØF-agtig klub, hvor de kn sikre sig de rette på de rette positioner - hvis muligt. Det er ikke første gang at en bare nogenlunde normalt orienteret chef havde sagt "no go", men ikke Ulrik H der tilsyneladende har mistet jordforbindelsen og flyver lystigt rundt som vejrballon - oplagt emne for den nye vejrchef (suk).
Hvis ovenstående er sandt bekræfter det blot min teori om at DR Nyheders ledelse har et stort ufravigeligt fokus og det er på seertal. Skidt med at man går på kompromis med substansen og redelig journalistik bare seertallet stiger og DR "vinder" over TV2 for næsten enhver pris.
Kwon er stadig i ledelsen hos DR Nyheder og Naja Nielsen og Ulrik Haagerup går fri for denne fadæse.
At Kwon stadig har ansvaret for valgdækningen i DR og ikke er fyret viser tydeligt, at DR har et stort problem og at troværdigheden og tiltroen til DR næppe bliver meget bedre så længe det her ikke får egentlige konsekvenser.
Når nu valg dækkes som om det var en sportsbegivenhed giver det god mening at lade sportsredaktøren stå for valgdækningen.