OVERENSKOMST. I alt 540 medarbejdere har med overvældende flertal godkendt de nye overenskomster for henholdsvis TV 2/DANMARK og TV 2-regionerne. Dansk Journalistforbund (DJ) forhandlede overenskomsterne på plads før sommerferien, og der er tilsyneladende tale om branchens største lønstigninger.
Begge steder er der hvert af de næste tre år en lønstigning svarende til knap 1.000 kroner om måneden, men mens kollegerne på TV 2 får pengene udbetalt, får kollegerne på TV 2-regionerne en del af pengene i form af en uges ekstra ferie om året. Resten bliver udbetalt som løn.
Som noget helt nyt har TV 2s fast tilknyttede DJ-freelancere fået rettigheder, der minder om de fastansattes – for eksempel løn under sygdom, løn ved børns første sygedag og under barselsorlov.
Aftalen afskaffer også den traditionelle skalaløn, der i stedet bliver erstattet af en grundløn – dog foreløbig kun som eksperiment frem til marts 2008.
To tredjedele af DJs medlemmer deltog i urafstemningen, og ja-procenten var på mere end 90.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.