Ja tak til blod, sex og sorger

Afgang. Lørdag den 3.

Afgang. Lørdag den 3. februar smækkede kulturskribent Gregers Dirckinck-Holmfeld med døren i en intern mail til Ekstra Bladets medarbejdere.

Gregers Dirckinck-Holmfelds søndagsinterview til avisen den 28. januar handlede om skuespilleren Lone Hertz' mangeårige fravær fra den danske teaterscene. Men det blev taget af, kort før avisen gik i trykken. Årsagen skulle angivelig være, at artiklen ikke handlede om »hvordan Lone har det med sine mange mænd.«

Det forklarede chefredaktør Hans Engell i en mail til Gregers Dirckinck-Holmfeld. I mailen kommenterede Engell desuden et tidligere interview med den invaliderede skuepiller Erik Wedersøe med formuleringen, at Ekstra Bladet ikke skal beskæftige sig med »folk, der ikke kan gå.«

Hændelsesforløbet er beskrevet i Gregers Dirckinck-Holmfelds afskedsmail til Ekstra Bladets medarbejdere.

»Det er udtryk for en kolossal menneskeforagt, at man ikke gider beskæftige sig med en skuespiller, der ikke kan gå mere,« siger Dirckinck-Holmfeld til Journalisten.

I mailen til bladets medarbejdere refererer Holmfeld til en mail fra Hans Engell. Her har chefredaktøren nedfældet følgende retningslinjer for avisens interviewartikler:

»Det er ugebladshistorier, vi vil have – kød og blod, sex og sorger, gæld og formue, kærlighed og frygt, sygdom og død, børn og fraskilte – ikke det finere franske.«

Den redaktionelle linje havde Gregers Dirckinck-Holmfeld ikke lyst til at følge.

»Det kommer ikke som en tordnende overraskelse. Det har ligget i luften længe, det er bare strammet voldsomt op. Men det springende punkt her er Hans Engells tilføjelse om det finere franske. Ekstra Bladet har altid haft plads til mangfoldighed, hvor du på den ene side kan være enormt skrap, bringe side 9-piger og massageannoncer. Men samtidig har det været fuldstændig fast praksis, at kulturområdet havde både holdninger og plads. Det er forsvundet gradvist de senere år,« siger han til Journalisten.

Journalisten ville gerne have spurgt Hans Engell, hvorfor der ikke er plads til folk, der ikke kan gå i Ekstra Bladets spalter, hvad der ligger bag formuleringen det finere franske, og hvorfor interviewet med Lone Hertz blev pillet af.

Hans Engell har ikke reageret på Journalistens henvendelse.

 

0 Kommentarer