Der er en tydelig forbindelse mellem eksistensen af public service-medier i et land og landets demokratiske sundhedstilstand.
Det viser et studie af 33 lande lavet af to amerikanske medieforskere omtalt af Nieman Lab ved Harvard University.
For at public service-medier skal have værdi for samfundet, kræver det dog, at finansieringen er stærk, medierne er uafhængige og beskyttet mod politisk indblanding, fremgår det af studierne.
Undersøgelsen viser, at antallet af lyttere, seere og læsere ikke betyder så meget for samfundsnytten. Det vigtigste er faktisk bare det faktum, at public service-medierne findes.
Undersøgelsen omfatter public service-medier i hele verden, og en gennemgang viser, at mens hver tysker betaler 935 kroner om året, er det i USA knap 20 kroner om året til for eksempel PBS og NPR.
Leder af Nieman Lab, Joshua Benton, skriver i en kommentar til undersøgelsen, at det er svært at skelne mellem årsag og virkning – hvad kommer først: Et sundt samfund eller sunde public service-medier?
”Jeg har en mistanke om, at selv hvis man tidoblede den offentlige støtte, ville det gøre meget lidt for at gøre grøfterne i USA mindre,” skriver Joshua Benton.