search

Italiens Wallraff

  Journalisten Fabrizio Gatti sprang ud på dybt vand for at fortælle om italienske myndigheders overgreb på indvandrere. UNDERCOVER. Alt var planlagt ned til mindste detalje, da Fabrizio Gatti en fredag aften i september iførte sig en redningsvest, samlede armene i et kors på brystet, talte til tre og sprang ud fra en klippe på den syditalienske ø Lampedusa.

Journalisten Fabrizio Gatti sprang ud på dybt vand for at fortælle om italienske myndigheders overgreb på indvandrere.

UNDERCOVER. Alt var planlagt ned til mindste detalje, da Fabrizio Gatti en fredag aften i september iførte sig en redningsvest, samlede armene i et kors på brystet, talte til tre og sprang ud fra en klippe på den syditalienske ø Lampedusa.

Fra det øjeblik han ramte den sorte bølge, blev han en anden mand. Ikke længere privilegeret vesteuropæer med gravid kone hjemme i Milano. Men Bilal, 35 år og irakisk kurder på flugt fra fattigdom.

»Jeg levede mig fra det øjeblik fuldstændig ind i personen Bilal,« fortæller Fabrizio Gatti i et interview med Journalisten.

Bilal blev samlet op efter fire og en halv time i vandet af tilfældige forbipasserende, der hørte hans råb om hjælp. På den lokale skadestue blev han hentet af politiet og kørt til Lampedusas berygtede modtagelsescenter for indvandrere, der kommer til Europa via Middelhavet.

»Jeg valgte fredagen til at springe ud. Jeg håbede, at de betjente, der identificerer indvandrerne, ikke var på job i weekenden, så ingen ville undersøge, hvem jeg var, før mandag. Det ville sikre mig 48 timer i lejren. Nok til at få et indtryk.«

Men Gattis bedrageri blev ikke afsløret, heller ikke mandag, selv om det var på et hængende hår.

»Ham der? Han er nok en journalist fra CNN, der har sneget sig ind,« lød det fra en betjent.

»Tænk hvis han er italiensk journalist?« sagde en anden.

Men betjentene blev enige:

»Sådan noget gør italienske journalister ikke.«

I hele otte dage blev centret hans hjem. Oplevelserne overgik de værste forestillinger. Indvandrerne, inklusiv Bilal, blev tvunget til at sidde i urin, nogle blev ydmyget og slået. Tilstoppede toiletters indhold flød ud på gulvet, og lus og mider kommanderede lige så skånselsløst på de lagenløse genbrugsmadrasser, som centrets betjente gjorde ude i mødegården.

Da Bilal slap fri og igen blev til Fabrizio, slap helvede løs. Billedet af Bilal i håndjern havnede på forsiden af et af Italiens største ugeskrifter, L´Espresso. Fabrizio Gatti havde nemlig på forhånd tilsagt et par fotografer, der stod parate, da han blev ført ind i lejren. Journalistens detaljerede dagbogsreportage fra fangelejren fyldte adskillige sider inde i bladet.

Siden er interne undersøgelser sat i gang af indenrigsministeriet, og Berlusconi-regeringen gør, hvad den kan for at kaste mudder på journalisten. Ifølge justitsminister Roberto Castelli fra Lega Nord repræsenterer Gatti den del af pressen, der er blevet 'vænnet til at lyve'.

Men de ansvarlige spræller i nettet. Menneskerettighedsorganisationer, retsvæsenet, den offentlige mening og sågar EU-parlamentet er på nakken af myndighederne for at få en forklaring. Og en afklaring af situationen i modtagelsescentrene, som mange kræver lukket.

FNs flygtningeorganisation UNHCR har meddelt, at den vil oprette et permanent kontor på Lampedusa. I forrige uge var Fabrizio Gatti i Strasbourg, hvor han fortalte et målløst EU-parlament om forholdene på Lampedusa.

Parlamentet har en særlig interesse i sagen. Få uger før Gattis ophold i lejren var en delegation nemlig på besøg på Lampedusa. Forholdene var fine, alt var rent. Der var 11 indvandrere i centret.

Men besøget var planlagt i god tid. En hovedrengøring og en massedeportation af centrets beboere – som i øvrigt blev filmet og offentliggjort af en anden journalist – fik det til at fremstå helt anderledes end til daglig. Sammen med Gatti boede 1.200 indvandrere i centret, da der var flest. Det er bygget til 190. EU-parlamentarikerne føler sig taget ved næsen.

I et medieland, der er spækket med bekvemmeligheds-journalistik og ejer-manipulation, har Fabrizio Gatti høstet stor respekt for sin handling. På de to etager i højhuset i udkanten af Rom, hvor L´Espresso bor sammen med dagbladet La Repubblica, bliver han ustandseligt overfaldet af kolleger, der vil høre nyt om den lavine, reportagen har sat i gang.

Telefonen ringer, og Gatti svarer snart på engelsk, snart på italiensk. Om en time skal han interviewes live af BBC.

Men Gatti rider stormen af med den samme selvkontrol, som hjalp ham til at spille Bilal i en uge.

»Journalister skal hverken være revolutionære eller forfængelige. Vi skal ikke forandre verden, for så bliver vi til politikere. Men vi skal fortælle. Jeg er ikke drevet af et kald om at hjælpe andre, kun oplyse,« siger Fabrizio Gatti.

Indvandrere og indvandring har i årevis været Gattis stofområde. Han har hørt utallige historier om misbrug og overgreb i centrene for indvandrere. Læger uden grænser har lavet rapporter. Amnesty International ligeså. Men når han bad myndighederne om lov til at besøge et center, var svaret altid nej.

For fem år siden lod han, som om han var rumæneren Roman Ladu og fik adgang til et modtagelsescenter ved Milano. Før nummeret blev afsløret, tog betjente hans fingeraftryk, klædte ham af til skindet og gav ham tæv under en afhøring på en politistation. Og siden fik han en betinget dom på 20 dages fængsel for opgivelse af falsk identitet.

Derfor indebar springet fra klippen på Lampedusa ikke kun en risiko for at drukne, men også en reel fare for at havne bag tremmer.

I Lampedusa tog de hans fingeraftryk igen. En betjent kom hen til ham.

»Er du Roman Ladu, født i Bukarest den 29. december 1970?«

Gatti frøs et øjeblik til is, men lod som ingenting. Bilal forstod jo ikke italiensk. Betjentene var helt oppe at ringe. Men så glemte de alt om Roman Ladu. Ganske uforklarligt. Formentlig på grund af almindelig forvirring og mangel på styr på tingene.

Gatti havde truffet den beslutning, at hans eneste chance for at skrive den sande historie om indvandrernes forhold var at opgive falsk identitet. Historien var værd at satse på. Men ikke for enhver pris.

»Mit mål var, at mit arbejde ikke måtte skade ting eller personer, heller ikke mig selv. Jeg udelukkede på forhånd at tage over havet fra Libyen med en af de både, der sejler indvandrere over. Jeg ville aldrig få visum til Libyen, og turen var for farlig. Klippe hegnet over til lejren og snige sig ind? Stjæle fra en butik på Lampedusa og lade sig anholde af politiet? Ingen af delene levede op til mine krav om ikke at skade nogen eller noget.«

Gatti fik opbakning fra sin gravide kone, der også er journalist. Før han tog springet fra klippen, pakkede han en sportstaske med noget brød og en dåse tun med påskriften »product of Morocco«. På redningsvesten havde han skrevet »Lykke« på arabisk, og hjemme i garagen havde han hoppet og banket på den og moslet den rundt i støv, til den så gammel og brugt ud. Stuntet skulle være troværdigt.

Som surfer og tidligere praktikant på en boreplatform var Gatti ikke afskrækket af tanken om flere timer i det 20 grader varme vand. Risikoen var understrøm og høje bølger. Der var 300 meter til kysten.

Bilals identitet var også nøje valgt. Som kurder kunne han kræve at gennemføre alle afhøringer på engelsk, og det var troværdigt, at han kun beherskede nogle få ord på arabisk og i øvrigt var kristen. Ingen fattede mistanke. Der var ingen kurdisk tolk.

Men rollen krævede koncentration. Han måtte for enhver pris undgå at reagere på henvendelser på italiensk. Dem forstod Bilal jo ikke, og det måtte Fabrizio hele tiden minde sig selv om. Hans største bekymring var dog at blive udsat for vold. Eller blive udvist til Libyen, måske sat på et fly. Risikoen for at blive anklaget for spionage hos oberst Gaddafi var overhængende. Ikke lige drømmescenariet for en mand, der snart skal være far for første gang.

»Det værste var at sidde i urin. Og se på, at betjentene slog. Nogle gange slog de på nyankomne, som rystede af udmattelse, kulde og skræk. Jeg forsøgte at lægge bånd på mig selv: 'Jeg er et vidne. Hvis jeg flipper ud, ser jeg ikke resten.' Men én dag blev det for meget. Jeg skreg på engelsk: 'I slår på folk. Hvorfor!?'«

En betjent vendte sig mod Bilal og hamrede en fod ind i det hegn, han stod og smugkiggede på voldshandlingerne ved.

»Hvad fanden vil du?« spurgte betjenten, og en anden tilføjede hånligt:

»Ha, der har vi de tabte sagers advokat igen. Måske skulle vi give ham en tur også.«

Allerede i gymnasiet slugte Gatti Günther Wallraffs bog om forholdene på bunden af det tyske arbejdsmarked. I starten af 90erne arbejdede han i Sydafrika, hvor journalisten Donald Wood og den sorte aktivist Steve Biko føjede sig til listen over hans helte. Men han ser ikke sig selv som en helt.

»Journalistik er en pligt for mig. Og en enestående chance for at stå i forreste række, hver gang menneskeheden høster en ny erfaring.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen