IT-ekspert: Arnfeldts mail-forklaring er »meget usandsynlig«

Peter Arnfeldt har brugt sin private e-mail til at skrive med journalist Jan Kjærgaard, angiveligt fordi arbejdsmailen ikke virkede på Mac. Men den forklaring er usandsynlig, siger IT-ekspert baseret på oplysninger fra Skatteministeriet. Arnfeldt fastholder over for journalisten.dk.

Peter Arnfeldt har brugt sin private e-mail til at skrive med journalist Jan Kjærgaard, angiveligt fordi arbejdsmailen ikke virkede på Mac. Men den forklaring er usandsynlig, siger IT-ekspert baseret på oplysninger fra Skatteministeriet. Arnfeldt fastholder over for journalisten.dk.Det er ulovligt for en embedsmand – også en spindoktor – at bruge sin private e-mailadresse i arbejds medfør. Det gjorde spindoktor Peter Arnfeldt alligevel, da han kommunikerede med journalist Jan Kjærgaard i den såkaldte "skattesag".

Det erkendte Arnfeldt selv i går.

"Peter Arnfeldt har brugt sin private mail i arbejdssammenhæng, hvilket ikke er lovligt.
Og det var fordi, at han ikke kunne gå på sit arbejdsmailsystem fra sin private Mac, forklarede han under afhøringen i dag," refererer DR.dk.

Når Peter Arnfeldt bruger sin private mailadresse, er det ikke muligt for nysgerrige sjæle at søge aktindsigt i de mails, han skriver.

Men der er næppe hold i forklaringen om, at Arnfeldt ikke kan bruge sin arbejds-e-mail på sin Mac, vurderer Peter Kruse, partner i IT-sikkerhedsfirmaet CSIS.

»Det er meget usandsynligt,« siger han.

Ekspert: Der er noget, der ikke stemmer

Skatteministeriets mailsystem bør sagtens kunne åbnes på en Mac, forklarer eksperten. Flere af journalisten.dks læsere har også sat spørgsmålstegn ved Arnfeldts undskyldning.

Peter Kruses vurdering bygger på, at Skatteministeriet bruger Microsoft Outlook til at læse mails. Det oplyser ministeriet i et skriftligt svar til journalisten.dk. Og det er højst usandsynligt, at Peter Arnfeldt ikke kan åbne netop Outlook på sin Mac.

»Der er flere måder at læse sine mails på en Mac. Den ene er at bruge den indbyggede mailklient, der hedder Mail. Den bruger jeg læser jeg selv mine mails igennem Exchange. Den anden er at bruge en webmail. Hvis der anvendes Exchange vil denne hedde Outlook Web Access. Begge metoder virker fint på Mac. Der er ingen tekniske begrænsninger i det,« siger Peter Kruse.

Kan det så passe, at han ikke kan læse sine arbejdsmails på sin Mac?

»Nej, det er meget usandsynligt. Der er noget her, der ikke stemmer.«

Skatteministeriet vil ikke forholde sig til sagen 

Det er dog ikke umuligt. En forklaring kan være, hvis Skatteministeriet har en særligt skrap IT-sikkerhedspolitik, der tilsiger, at ingen medarbejdere kan åbne arbejdsmails på private computere, siger Peter Kruse.

Skatteministeriet ønsker ikke at svare på flere spørgsmål, der har forbindelse til "skattesagen".

"Skattesagskommissionen er gået i gang med sit arbejde, og sagen ligger derfor hos den i samarbejde med politiet. Skatteministeriet ønsker ikke at bidrage med yderligere oplysninger om sagen og/eller levere oplysninger, der relaterer sig til forhold der kommer frem i sagens forløb," skriver ministeriets presseafdeling.

Men journalisten.dk erfarer, at medarbejdere godt kan åbne mails hjemmefra.

Peter Arnfeldt fastholder 

Peter Arnfeldt fastholder sin forklaring – at tekniske problemer var årsagen til, at han måtte bruge sin private e-mailadresse frem for arbejdsmailen, når han sad derhjemme.

Hvordan kan det være, det ikke virkede på din Mac derhjemme?

»Det ved jeg ikke rent teknisk, men jeg havde masser af bøvl med det. Derfor brugte man også det i ministeriet, at man sendte arbejdsmails til min private e-mailadresse i den periode,« forklarer Peter Arnfeldt til journalisten.dk.

»Jeg brugte jo ikke Mac på kontoret. Men hvis jeg skulle læse noget derhjemme om aftenen, så har det været sendt til min Hotmail (privatmail, red.). Undersøgelseskommissionen er i besiddelse af mails, der dokumenterer, at det forholder sig på den måde,« siger Arnfeldt.

Men han tilføjer, at han ikke må udlevere noget, imens sagen står på.

Opdateret 12.22: Peter Arnfeldt svarer på kritikken. 

1 Kommentar

Carsten Hansen
30. AUGUST 2012
Re: IT-ekspert: Arnfeldts mail-forklaring er »meget usandsynlig«

Ekstra Bladet har formentligt al dokumentation til stede.  Alle lydfiler og alle mails har det nok liggende klar i en skuffe.. Efterhånden som  Peter Arnfeldt løbende udtaler sig, trækker Ekstra Bladet drypvis deres dokumentation frem og sætter det på deres forside.  

At de siger at lydfiler er slettet og mails er blevet væk er voldsomt utroværdigt.  Journalister sletter da ikke deres dokumentation -- aldrig---... Hverken med vilje eller ved en fejl. De har en backup det er da klart. 

Her som tiden går og  Peter Arnfeldt udtaler sig trækker Ekstra Bladet deres kaniner frem på forsiden. Og formålet med det hele--at få solgt aviser--vil blive opfyldt.

 Jeg håber Ekstra Bladet ved hvad de gør. De kan ødelægge  Peter Arnfeldt  som menneske. Og hvad med  Peter Arnfeldts retssikkerhed. ??