search

(I)SLAM TIL HALSEN

Islam er genstand for en nærmest overvældende interesse i Vestens medier. Dette gælder ikke mindst Danmark, hvor den såkaldte tørklædedebat blot er den nyeste tilføjelse til listen over de »Islam-relaterede« emner, som de fleste danskere har en mening om.

Islam er genstand for en nærmest overvældende interesse i Vestens medier. Dette gælder ikke mindst Danmark, hvor den såkaldte tørklædedebat blot er den nyeste tilføjelse til listen over de »Islam-relaterede« emner, som de fleste danskere har en mening om.
Men såvel danske som andre vestlige medier har et problem. Dette problem er med et enkelt ord stereotyper. Med flere ord er det, at klicheer og let genkendelige billeder er irriterende praktiske, når der kun er begrænset spalteplads eller sendetid til rådighed.

Når journalistik beskæftiger sig med islam, er det ekstra problematisk, at de stereotyper, der er knyttet hertil, hovedsageligt er af negativ karakter. For har man sagt islam har man også sagt fanatisme, kvindeundertrykkelse, terrorisme og store bomber.
Havde en eller anden journalist været så smart at copyrighte krigeren med det støvede fuldskæg, Kalashnikov’en og de gule øjne, som lyser af religiøs fanatisme, så ville vedkommende sandsynligvis være særdeles velhavende i dag.
Billeder af sådanne farlige personer eller af moskeer fyldt til randen med horder af bedende ledsager alt for ofte artikler og indslag i tv, der behandler problemstillinger, som angiveligt vedrører islam, men som ofte i høj grad også handler om noget andet. Som for eksempel Tørklædesagen.
Et andet eksempel er et indslag i Tv-Avisen om andengenerationsindvandrere i Vollsmose, hvor der pludselig blev indklippet to sekunder med stenkastende palæstinensere – på Vestbredden.

Pointen her er, at Vestens opfattelse af islam er præget af en lang række af disse stereotype forestillinger, som journalister viderebringer, men som ikke afspejler virkeligheden eller »sandheden« om hvordan islam og muslimerne »er«.
Vores opfattelse af islam er et resultat af en forestilling om, at der eksisterer en mere eller mindre homogen gruppe på en milliard mennesker kaldet muslimerne, om hvilken det er muligt at have en generel viden. Det svarer til at sidestille en dansk elektriker fra Rødovre med en argentinsk højlandsbonde, fordi begge er kristne. Sandheden er mere nuanceret.

En del af årsagen til problemet er uden tvivl, at journalister ofte er for mageligt anlagte til at researche tilstrækkeligt og derfor er tilbøjelige til at trække dels på stereotyper, dels på let tilgængelige oplysninger. Som for eksempel da en dansk mellemøstkorrespondent i anledning af Israels 50-års fødselsdag skulle skrive en artikel om Israel og havde brug for en repræsentant for den palæstinensiske befolkning i landet. Han valgte at tage hen på American Colony Hotel – et af den vestlige presses populære hang-outs i Jerusalem – hvor han interviewede den palæstinensiske dørmand.

Og mens vi er ved spørgsmålet om bekvemmelighed, så kan en anden del af årsagen til de mange stereotyper måske skyldes det faktum, at mens Berlingske, Information, JP og Politiken alle har korrespondenter i henholdsvis Jerusalem og Tel Aviv, så har ingen af dem korrespondenter i Mellemøsten uden for Israel. Det vil altså sige, at Libanon, Syrien, Jordan, Irak og så videre dækkes fra Israel, hvis forhold til disse muslimske lande med en voldsom underdrivelse må betegnes som køligt.
Jeg siger ikke, at det er umuligt for en journalist i Mellemøsten at bedrive sin gerning på forsvarlig vis med Israel som base. Men jeg er overbevist om, at en af grundene til, at Israel huser langt størstedelen af Vestens Mellemøstkorrespondenter er, at det er væsentligt lettere at arbejde som journalist i Israel, end i for eksempel Jordan eller Libanon. Ikke mindst fordi det israelske forsvars pressetjeneste er yderst rundhåndet med oplysninger og ofte tilbyder at transportere journalister til hotspots.

For en del journalister forholder sagen sig dog ganske anderledes. Jeg har selv talt med en række journalister og korrespondenter i Beirut. For mange af disse journalisters vedkommende var det et bevidst valg at arbejde i Beirut frem for i Israel, for de ønskede at fremstille sagen fra en anden vinkel end den fremherskende.
Robert Fisk (Independent) pointerede over for mig, at en palæstinenser, som kommer til Israel med et våben i vestlige medier oftest kaldes »terrorist,« mens en israeler, som kommer til Libanon med et våben kaldes en »soldat«. Og han gav David Hirst (Guardian) ret i, at det ikke er journalistens opgave at konsolidere stereotyper, men tværtimod at medvirke til at nedbryde dem. Derfor arbejder de to med Beirut som base.
Men de fleste af de yngre journalister, jeg talte med, sagde, at der sjældent er spalteplads eller sendetid til at føre modtageren ind i en helt ny vinkel eller problemstilling. Derfor er det ikke bare fristende, men nærmest naturligt – eller endda nødvendigt – at anvende stereotyper, som skaber en umiddelbar genkendelse hos modtageren.

Kort og godt: Jeres problem som journalister er, at I fra starten står i (I)slam til halsen, fordi tusinder af artikler, radio- og tv-programmer går forud for det indslag eller den artikel, I selv skal til at lave. Der er med andre ord dannet præcedens for, hvordan I kan skabe genkendelse hos modtageren, nemlig ved hjælp af beskrivelser og billeder af overfyldte moskeer og tungtbevæbnede militiamænd.
Det har været med til at forplumre debatten og skabe indirekte postulater om sammenhængen mellem islam, fanatisme, gadevold, andengenerationsindvandrere, kvindeundertrykkelse, terrorisme, tvangsægteskaber og sundhedsfarlige shawarmaer.
Disse forestillinger og postulater bør bekæmpes med alle midler.
Det skader de mennesker, de vedrører, og de umuliggør en seriøs debat, hvilket skader os alle.

Balancegangen mellem stereotyperne og nuancerne er den største udfordring. Jeg mener hermed ikke, at det er journalistens opgave at frigøre sig totalt fra alt, hvad der hedder gældende praksis, regler og rutine. Jeg opfordrer heller ikke til, at enhver form for generalisering skal undgås.
Men hvis I som journalister ønsker at medvirke til at nedbryde stereotype forestillinger, så må I være indstillet på tit at skulle ofre den klarhed, som en velkendt forklaringsramme eller kliché forsyner en given historie med, til fordel for en mindre klar, mere tidskrævende, men retfærdigvis også mere virkelighedsnær fremstilling af de forhold, I dækker.

Sune Segal har skrevet speciale på Københavns Universitet om de vestlige mediers dækning af islam. Som en del af specialet tilbragte han blandet andet otte måneder i Beirut, hvor han interviewede vestlige journalister med base i Mellemøsten.

Af Sune Segal, antropolog

Kommentarer
1
Mette Rotbøll
11.11.10 12:22
Re: (I)SLAM TIL HALSEN

 

 "Et andet eksempel er et indslag i Tv-Avisen om andengenerationsindvandrere i Vollsmose, hvor der pludselig blev indklippet to sekunder med stenkastende palæstinensere – på Vestbredden."

 Det omtalte indslag - eksistere det på internettet et sted? Er det muligt at få et link?  

Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen