Først trak islændingene sig ud af Nyhedsavisen. Nu lukker de fuldstændigt deres anden udenlandske satsning på gratisaviser.
Det går skidt for Baugur Groups medieeventyr. I sidste uge solgte den islandske investeringskoncern deres resterende 51 pct. af Nyhedsavisen, og nu er det fuldstændigt farvel og tak til gratisavisen BostonNOW, der skulle have været begyndelsen på et verdensomspændende gratisavis-imperium.
Ifølge flere britiske og amerikanske medier udkom sidste udgave af BostonNOW i går mandag. Og modsat tilfældet med Nyhedsavisen står der ingen optimistiske købere klar til at føre projektet videre.
Økonomien i BostonNOW er ellers blevet betegnet som 'healthy', og gratisavisens oplag på 119.000 har været stigende. Men bladdøden skyldes ifølge gratisavisen selv, at den islandske økonomi har det mere end turbulent i disse tider.
Da islændingene invaderede det amerikanske marked i april for et år siden, skortede det ellers ikke på løfter om, hvordan Nyhedsavisen og nu også BostonNow blot var begyndelsen på en ny storhedstid for islandske medier.
Til Berlingske Tidende erklærede chefen for Dagsbrún Media, Gunnár Smári Egilsson, at næste skridt var 10 andre amerikanske byer og tillige nye lande i Europa.
»Vi starter nu i Boston , men planen er at gå ind i 10 andre byer. Det bliver hverken New York, L.A. eller andre af de helt store byer, for der er markederne simpelthen for komplicerede. Og vi er ikke på jagt efter trofæer, men byer og markeder, hvor vi kan lave en god forretning,« sagde Gunnár Smári Egilsson til Berlingske Business.
I Boston allierede Dagsbrún Media sig med den i USA kendte udgiver Russell Pergament som for få år siden lancerede gratisavisen »am New York«, og som for syv år siden startede Metro Boston. Og i stil med Nyhedsavisens websatsning ville BostonNOW oprette brugerdrevne fora, afstemninger, blogs og video-deling.
Samtidig blev ekspansionsplanerne for Europa luftet.
»Vi kigger lige nu på Norge, Sverige, Finland, Holland, Belgien, Skotland og Irland. Og senere i år træffer vi beslutning om, hvilke af de europæiske lande vi går ind i,« udtalte Gunnár Smári Egilsson.
Men lige lidt hjalp det. De store visioner fik aldrig ben at gå på. I sidste uge solgte Baugur Group hele sin mediedivision til Stodir Invest, der altså ikke havde meget fidus til BostonNOW. I går var det derfor sidste dag for gratisavisen.
"The downturn in the economy and the reduction in newspaper advertising nationally at the local retail level hurt us, but the upheaval in the international market, particularly in Iceland, really did us in," udtaler BostonNOWs udgiver, Michael Schroeder, ifølge International Herald Tribune.
Læs også: David Trads med til åbningen af BostonNOW. Samt fra Editor & Publisher: 'BostonNOW' Folds, Victim of Iceland's Economic Woes.
(opdateret)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.