Direktør i Stodir Invest, Thordis Sigurdardottir, er blevet formand for Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media Scandinavia. Og det er sket uden hendes tilstedeværelse eller accept. Det skriver Epn.dk.
Thordis Sigurdardottir er utilfreds. Ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har hun pr. 20. september overtaget formandsposten i Nyhedsavisens moderselskab, 365 Media Scandinavia. Men beslutningen blev truffet, uden at hun var til stede, og det har gjort hende rasende. Hun oplyser, at hun træder ud af bestyrelsen.
»Jeg var der slet ikke, og de kan slet ikke beslutte det, så det bliver ændret med det samme,« fortæller hun til Epn.dk og medgiver, at hun har fået nok af efterspillet om Nyhedsavisens drama.
Ifølge Thordis Sigurdardottir må formandsskiftet bero på en misforståelse, som er opstået, da Morten Lund ikke både kan være direktør og formand i selskabet. Samtidig var alle andre bestyrelsesmedlemmer trådt tilbage med undtagelse af Thordis Sigurdardottir.
Morten Lund har ikke ønsket at kommentere formandsskiftet.
»Det må være tid til at komme videre. Vi taler trods alt om en virksomhed, der ligger nummer 2-3.000 over Danmarks største,« siger han til Epn.dk .
Siden Nyhedsavisens lukning har Morten Lund ikke ønsket at stille op til interview over for Journalisten eller Journalisten.dk.
Læs også: Morten Lund føler sig hængt ud.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.