Der er gået mode i at bruge muldvarpemetoder til at fælde små og store skurke. Seneste eksempel er Ekstra Bladets serie om børnelokkere. Kritikerne mener ikke, det er journalistik. Ekstra Bladets graverchef kalder det et skoleeksempel på undersøgende journalistik.

FALSK IDENTITET. Engang var vagthunden de undersøgende journalisters forbillede. Nu er muldvarpen kommet på mode.
Mandag den 26. maj sprang Ekstra Bladets Tine Røgind ud som kvinden bag den 13-årige Arto-profil BabyMay. Samme aften gik Morten Spiegelhauer fra "Operation-X" undercover som fiktiv ånd. Ugen efter spillede han clairvoyant med kunstigt skæg, paryk og briller. Og i samme periode prøvede undercoverjournalister fra DR Dokumentar at åbne et bordel i København.
Muldvarpemetoder er blevet populære, og de kaster ofte nogle sensationelle historier af sig.
Ekstra Bladets kampagne førte til afsløringen af fire mænd, fire forsider og fire anholdelser.
På Ekstra Bladet synes man selv, at kampagnen er graverarbejde af fornemste skuffe. Kritikerne mener, at det efterhånden er umuligt at adskille undersøgende journalistik fra tv-underholdningsprogrammer med skjult kamera.
»Det minder om det gamle tv-program på TV3 "Rent Fup", hvor man lokkede kendte personer ind i absurde scenarier, hvorefter de gik amok for skjult kamera. Ekstra Bladet gør det samme, fordi de lokker folk ind i en falsk verden, frister dem og smider dem på forsiden. Det synes jeg er tarveligt,« siger Ekstra Bladets tidligere graverjournalist Cavling-vinder Anders-Peter Mathiasen.
Han mener, at den undersøgende journalistik på Ekstra Bladet i stigende grad handler om at iscenesætte situationer fremkaldt af muldvarpe.
»I stedet for klassiske 'dette her er sket-historier' laver man 'hvad nu hvis-histoirer',« siger Anders-Peter Mathiasen.
I den aktuelle sag opretter man derfor en falsk profil i stedet for at finde mindreårige på Arto, som virkelig er blevet krænket af ældre mænd.
Ekstra Bladet har tidligere fået en række borgmestre til at hoppe på et falsk tilbud om sort rengøring. Miki Mistrati har spillet forretningsmand på jagt efter granit i Kina. En kvindelig reporter har drukket champagne og er blevet raget på lårene, da hun gav den i rollen som skandinavisk glædespige i det japanske natteliv.
Leder af gravergruppen på Ekstra Bladet Heine Jørgensen afviser kritikken.
»Medmindre vi kunne koble os på tre-fire piger, der skulle ud og møde ældre mænd, var muldvarpemetoden den eneste måde at lave historien på,« siger han.
Han mener, at muldvarpemetoden bliver brugt mere og mere.
»Og den bliver også misbrugt. Men hvis nogle tror, at det er den lette genvej til god journalistik, må de tro om igen.«

HEINE JØRGENSEN HAR BLÅ HÆTTETRØJE på og kasket med skygge. Når han sidder og snakker i kantinen i Politikens Hus, kommer man til at tænke på den flabede standup'er Jan Elhøj – ham, der var makker med Simon Juul i "Banjos Likørstue". Ikke ligefrem billedet på den arketypiske graverjournalist. Men Heine Jørgensen er også en af de mere kontante af slagsen.
»Sæt dig ned. Tag en stol. Nu skal vi ha det råt for usødet.«
Heine Jørgensen har sammen med en kollega udviklet et barometer for, hvor meget WAUH en artikel har. Normalt går skalaen fra 0 til 10. Alt under 5 egner sig ikke til tryk. 10 er en tophistorie.
»Den her har et wauh på 15,« siger han – og den indeholder desuden fem ud af fem tillægskvaliteter: Sex, magtmisbrug, skandale, 'han snyder dig' samt personer, der er kendte eller bestrider en fremtrædende post.
Blandt cheferne glæder man sig over, at kampagnen var et smukt samspil mellem avis, net, tv og mobil. Avisens løssalg har ifølge chefredaktør Poul Madsen været mærkbart bedre, og afsløringerne satte nyhedsdagsordenen en hel uge.
Oveni skal lægges, at serien blev trykt, efter at en kilde forgæves havde forsøgt at nedlægge fogedforbud. Falbert var selv nede i byretten for at forsvare avisen.

SERIEN HAR FÅET TEMPERAMENTET op i det røde felt. Både blandt kritikerne og hos Heine Jørgensen.
For eksempel skrev lektor og underviser i undersøgende journalistik på Journalisthøjskolen Asbjørn Slot Jørgensen på sin blog, at Ekstra Bladets muldvarp havde fristet mændene til at begå noget ulovligt.
»Ekstra Bladet har ikke afsløret voldtægtsmænd eller børnemisbrugere – men lokket nogle mænd i en chat-fælde. Tillykke til Ekstra Bladet: God historie, godt fjernsyn – elendig journalistik.«
Asbjørn Slot Jørgensen skriver, at næste skridt kunne være at bevise, at taxachauffører kan overtales til at slukke taxameteret, hvis man tilbyder dem 1.000 kroner. Eller at politiet er parat til at køre over for rødt, hvis man stjæler en bil og kører ræs gennem gaderne.
Efter at have læst blogindlægget blev Heine Jørgensen så stiktosset, at han skrev en mail til Asbjørn Slot Jørgensen.
"Asbjørn – mit liv er for kort til at bruge mere tid på det her. Og på DJH. Derfor har jeg i dag meddelt skolen, at jeg beder mig fritaget fra tjenesten som censor. Mine evner rækker helt tydeligt heller ikke til at berige skolen med noget som helst. Du behøves ikke svare, for jeg har ikke mere at tilføje."
Også Nyhedsavisens chefredaktør, Simon Andersen, har kritiseret Ekstra Bladet. Ifølge Simon Andersen fremlagde avisen ikke beviser for, at politichefen var på "purung sexjagt".
"Politimanden er klam. Ekstra Bladet er det også," skrev Simon Andersen.
Heine Jørgensen siger, at etikken er 100 procent i orden. Ekstra Bladet har fremlagt al dokumentation i sagen, og den viser, at Tine Røgind i rollen som BabyMay ikke lagde op til noget seksuelt. Det var ganske enkelt en del af setuppet, at BabyMay ikke skulle være agent provocateur. Hun skulle være passiv.
»Den eneste sted, hvor hun er sprød, er i casen, hvor militærmanden fra Korsør siger, at han gerne vil nusse hende i håret, og hun svarer, at "det ville være rart". Hun svarer ikke, at "du kan røre mig i fissen",« siger Heine Jørgensen.
– Men hvor realistisk er BabyMay overhovedet – en pige på 13 år, der er parat til at mødes med gamle mænd, der er ude på at komme i bukserne på hende?
»Der er ikke mange af hendes type. Men én pige er en for meget. BabyMay er jo nærmest debil, men ikke mere debil, end at hun er modtagelig for den her slags mænd – og dem er der mange af. De er virkelig predators.«
– I stedet for at lave en falsk profil kunne I have spurgt nogle piger på Arto om deres ubehagelige oplevelser med ældre mænd?
»Det har vi også gjort. Men uden undercover ville vi ikke kunne bevise, at de her mænd er parate til at gå ud i virkeligheden. Alle de mænd, vi skulle møde, dukkede op, og de kom med tydelige seksuelle hensigter,« siger Heine Jørgensen.

EKSTRA BLADETS ARTIKEL INDSKRIVER SIG som det seneste eksempel på en lang række historier, hvor muldvarpemetoder bliver brugt til at afsløre klamme krænkende mænd. I 2006 var der bid, da TV-avisen oprettede en falsk Arto-profil på den 13-årige Pernille81. Samme år fik "Operation-X" skovlen under chatkonsulenten Rudy Frederiksen, og i efteråret 2007 identificerede og spærrede Arto.dk en række lumre mandeprofiler, som tilhørte Ekstra Bladets redaktion.
Med i puljen af historier hører også Ekstra Bladets undercover-afsløring af Søren Ventegodt som Doktor Klam.
Tidligere journalist på Ekstra Bladet Anders-Peter Mathiasen siger:
»Klamme mænd er åbenbart moderne lige nu.«
Om brugen af muldvarpe og skjult kamera siger han:
»Efter et årelangt samliv med både Poul Madsen og Bent Falbert ved jeg, at de ikke selv ville kunne overleve at blive udsat for skjult kamera i særlig mange timer, før andre kunne lave kioskbaskere på dem – ligesom det nok i virkeligheden gælder for os alle sammen.«
Heine Jørgensen er ikke nervøs for, at der er gået mode i klamme mænd.
»Ekstra Bladet laver ikke kun journalistik om pik og patter, men der er ikke noget, der er mere eller mindre fint for os. Det her var en af de historier, jeg allerhelst ville lave.«
Heine Jørgensen, 37 år, har i en årrække arbejdet med undersøgende journalistik, især computer-støttet journalistik med regneark, samkøring af databaser og den slags. I børnelokkerserien er computerteknikken blevet brugt til at optage og gemme BabyMays chat med mændene på Arto og Messenger og til at registrere alt, hvad mændene lavede på deres webcams.
Tidligere har Heine Jørgensen lavet historier om svindel i boligselskaber, EU-lobbyister og Nordsøværftets konkurs.
Klassiske afsløringer, men denne gang er det anderledes.
»Når man laver en god historie, plejer reaktionen at være, at cheferne roser de folk, der stod bag. Men dette er ikke nogle få menneskers projekt. Det er teamwork,« siger Heine Jørgensen.

VI GÅR EN TUR RUNDT I HUSET FOR AT HILSE på de andre medlemmer af gravergrupper, holdet på Nationen.dk og en af Ekstra Bladets seks video-journalister Pernille Rølle.
Det er hende, der har filmet, når Ekstra Bladet har konfronteret mændene på gaden.
»Det var vigtigt for os at få deres umiddelbare reaktion. Og vi havde kun én chance til at få det i kassen,« siger hun.
Billederne er blevet lagt på hjemmesiden, så brugerne kunne se konfrontationerne med egne øjne. Klippene er også blevet brugt på tv-stationernes omtale af sagen.
På vores rundtur får alle, vi møder, en kort præsentation med på vejen af Heine.
»Det er Sandy French, hun er som en mor for os«, »John Mynderup er gammelfætter i gruppen. Han er også ret sjov at drille.« Og »det er viceværten Echardt. Uden ham ville der være en helt anden stemning på redaktionen«.
Dagen før blev kampagnen fejret med champagne og tale af Poul Madsen. Man mærker stadig den gode stemning i huset.
Da vi slår vejen forbi journalist Frederik Bjerre Andersen på Nationen.dk, kan han fortælle, at kliktallene for video og lyd er imponerende. Indslagene om børnelokkerne fylder næsten alle pladser i top 20, og man har rundet 1 million visninger af tv-indslag for første gang.
Ideen med serien var ifølge Heine Jørgensen at afdække, undersøge og dokumentere historierne om børnelokkere og pædofile på internettet – det var ikke at afsløre Danmarks 20 værste pædofile.
Spørgsmålet er, om det alligevel er det, der er sket. Ikke for 20 mænd. Men for fire, der er maskeret så lidt, at alle i omgangskredsen kan genkende dem.
Især politichefen har oplevet, hvad det vil sige at komme på forsiden af Ekstra Bladet. Hans navn og adresse optræder i en kæde-sms med ordlyden: "Denne sms SKAL sendes videre, da alle skal ha' ret til at vide, hvor en fucking PÆDOFIL bor!"
»Det kan ikke undgås, at nogle genkender dem,« siger Heine Jørgensen, som om det er det mest naturlige i verden.
»Deres uniform, udtryk, ansigtsform og måde at løbe på siger noget om, hvem de er. Det er nødt til at være med. Hvis man er ihærdig nok, kan man finde ud af, hvem de er, og det er der nogle svin, der har gjort. Men vi står ved vores valg og ville ikke lave noget om.«
– Deres liv er jo fuldstændig forandret fra nu af?
»De er fucked,« siger Heine Jørgensen.
– Der er vel forskel på at blive genkendt af familie og venner og så optræde på et billede i avisen, hvor hundredvis af mennesker kan genkende dig?
»Hvis du har pædofile tendenser, har du to muligheder – at pressen afslører dig, eller at myndighederne gør det. Du kan kneppe en pige, blive opdaget af politiet og komme i fængsel uden at blive genkendt. Alternativt kan Ekstra Bladet afsløre dig, og du risikerer at blive genkendt, og du har ikke været i nærheden af at kneppe en pige. Så på den måde ville du måske være bedst stillet, hvis du blev fanget af politiet, før Ekstra Bladet gør det.«
– Men det viser vel bare, at I går meget langt i offentliggørelsen af personerne?
»Hvad er alternativet? Etikken er i orden, og hvis vi ikke havde lavet den her historie, ville vi også om et år diskutere, om det skal være lettere at retsforfølge folk for forsøg på sex med mindreårige,« siger Heine Jørgensen.
Han mener, at Ekstra Bladet med sine muldvarpemetoder har anvist, hvilken vej politiet skal gå.
»Det er myndighedernes forbandede ansvar at gøre, som vi gør. Næste gang Arto har nogle mænd under mistanke, skal de give navnene til politiet, så politiets agenter kan massere dem videre.«
– Hvorfor har I udleveret navnene på de fire mænd til politiet?
»Som journalister går vi normalt meget op i at beskytte vores kilder. Men det her er ikke vores kilder. Det er skurke, og vi har ikke lovet dem kildebeskyttelse. Så vi gav navnene videre til politiet, som ransagede deres hjem, før artiklerne blev bragt.«

VI ER GÅET IND I HANS ENGELLS tidligere hjørnekontor og har sat os ved vinduet i to Arne Jacobsen Svane-stole. Den varme forårsluft får persiennerne til at blafre. Tine Røgind kommer ind i lokalet, efter at hun har besvaret spørgsmål på Nationen.dk med Poul Madsen.
Tine er 26 år, tv-uddannet og muldvarp på Ekstra Bladet på freelancebasis.
Hun fortæller, at hun fysisk har siddet inde på Ekstra Bladets redaktion, mens hun har chattet med mændene på Arto. Så selv om en del mænd har smidt bukserne og spillet pik på deres webcam, har det ikke berørt hende. Det var bare et underholdende indslag for gravergruppens medlemmer.
Eller som Heine Jørgensen forklarer det:
»Hver sjette måned var der en pikspiller, som vi optog og kunne bruge senere. Så vidste vi, at det ville blive godt.«
Tine Røgind er glad for, at hun ikke er Ekstra Bladets muldvarp på fuld tid.
»Det er mega anstrengende at infiltrere et miljø. Når jeg gør det, er jeg meget passioneret omkring det, og så kan jeg godt miste mig selv.«
Sammen med Heine Jørgensen skal hun til debriefing hos en psykolog, hvor de kan tale deres oplevelser igennem.
Hun fortæller, at hun på et tidspunkt udviklede, hvad hun selv kalder en form for Stockholm-syndrom. Hun kom så tæt på de mænd, hun chattede med, at hun fik sympati for dem.
»Jeg begyndte at sætte spørgsmålstegn ved projektet og havde ikke lyst til at afsløre mændene. Jeg begyndte at forstå, hvorfor de gør, som de gør. Over for dem har jeg haft rollen som lillepige, så måske har jeg været en slags offer.«
– Var du sikker på, at de fortjente at blive afsløret, da I konfronterede dem?
»Ja, det var jeg. Jeg fik clearet mit hoved to uger før konfrontationen ved at tale med min svigermor om, hvordan jeg havde det. Jeg talte også med andre piger på Arto, der gav eksempler på deres konkrete oplevelser med mænd. Det gav mig nye kræfter til at kæmpe.«
– Tror du, at serien kan stoppe børnelokkerne?
»Jeg tror, at det har en kæmpe effekt, men hvis der ikke er andre, der gør noget, virker det kun i en periode.« /

EKSTRA BLADET: SÅDAN GJORDE VI

1. Vi oprettede i 2006 en profil på Arto med et ungdomsbillede af den 26-årige Tine Røgind. I profilen var hun BabyMay på 13 år.

2. Etikken var, at mændene skulle tage alt initiativ. Vi lokkede ikke, vi satte ikke møder op, som mændene ikke selv havde bedt om. Vi talte ikke selv om sex og svarede ikke sexet.

3. Vi lagde lange pauser på op til seks måneder ind i researchen over for de mænd, vi undervejs spottede som repræsentative cases.

4. Op imod 100 mænd kontaktede BabyMay: De nysgerrige, der hurtigt skred. De seksuelt meget aggressive, der gik på webcam og onanerede. De udspekulerede og målrettede, som var parat til at pleje forholdet og gøre det mere og mere seksuelt.

5. Sidst i researchen gik det op for os, at de her mænd faktisk ikke kun havde en fantasi, men virkelig ville mødes.

6. Vi besluttede at sige ja til at mødes med fire mænd. Ville de komme med deres seksuelle fantasier i baglommen?

7. Alle fire mænd kom frivilligt til os. Ved mødet blev de konfronteret af journalisterne, videofilmet og fotograferet.

Kilde: Heine Jørgensen, Ekstra Bladets graverchef