search

Iscenesætteren

Mads Brügger har lavet fjernsyn i verdens mest censurerede land, Nordkorea. Hans arbejdsmetode er en blanding af Rent Fup og TV Avisen.

Mads Brügger har lavet fjernsyn i verdens mest censurerede land, Nordkorea. Hans arbejdsmetode er en blanding af Rent Fup og TV Avisen.

VANVID: Man tror, det er løgn, men tv lyver som bekendt ikke. Og det her er ganske vist: I spidsen for titusinde uniformerede, rasende, koreanske demonstranter går en høj skaldet dansker og heiler med strakt arm flankeret af en lille landsmand i kørestol. Det foregår på Kim Il Sung-pladsen i Nordkoreas hovedstad, Pyonyang, og viser journalist på DR Mads Brügger og skuespiller Jacob Nossel på arbejde. På officielt tv-job i et land, der siden borgerkrigen i 1950erne har været et af klodens mest isolerede stater, der formelt stadig er i krig med USA og angiveligt har fire millioner mænd under våben. Et land, som ikke har tradition for at lukke udlændinge ind – slet ikke journalister.

Men Mads Brügger, 34, har gjort det. Igen. Udtænkt en bizar ide og gennemført den. Sidste år viste DR2, hvordan han og en kollega turnerede USA rundt og udgav sig for tilhængere af præsident George W. Bush. Det var en løgnehistorie, men den skabte tillid hos amerikanske højrefløjspolitikere og folk i det fundamentalistiske bibelbælte. Løgnen gav afslørende fjernsyn.

Til efteråret er det Nordkorea, der står for tur til at blive afdækket i tv-udsendelser, der har potentiale til at blive mere end bemærkelsesværdige. For det er en af de få gange i historien – måske første? – at vestlige journalister gennem flere uger har rejst rundt i Nordkorea og filmet det hele.

»Det hele er både løgn og dog fuldstændig sandt,« fortæller Mads Brügger. »Jeg er bare ikke en kommunistisk teaterinstruktør med et teater, som hedder 'Det røde Kapel'. Men Simon og Jacob er skuespillere, og vi tog sammen til Nordkorea og opførte en kabaret. Det forløb filmede vi, og hermed dokumenterer vi journalistisk, hvordan et fuldstændigt lukket styre fungerer. Det er omvendt Günter Wallraff, for vi var helt åbne. Alt blev mere sindssygt, end vi på forhånd havde haft fantasi til at forestille os.«

Tidligere på året rejste Brügger og hans tilrettelægger, Johan Stahl, for første gang til landet og tilbød en teaterforestilling, hvor de danske skuespillere Simon Juhl Jørgensen og Jacob Nossel – begge med koreansk baggrund – ville underholde befolkningen. Ved at trylle, synge, spille H.C. Andersen og lave sketch.

»Vi blev lukket ind ved at tilbyde noget, der på overfladen var uskyldigt. En forestilling med komik og humor uden politisk dagsorden. Vi fik lov at filme hele turen til tv – under forudsætning af, at båndene hver dag blev tjekket af censuren.«

»Jeg havde en forestilling om, at vores danske opfattelse af scenekunst og humor ville kollidere med den koreanske. At der ville opstå konflikter, når vi kom til et gennemkontrolleret, isoleret diktatur, hvor befolkningen ikke kender Beatles eller internettet. Samtidig er Jacob spastiker, og det er noget, du normalt ikke ser i Nordkorea, hvor handicappede enten slås ihjel eller isoleres i lejre. Hvordan ville koreanerne reagere på ham?«

Konflikterne viste sig også straks. Forestillingen var blevet indøvet i Danmark, men blev efterfølgende pillet fra hinanden af en koreansk censurkomite. Danskerne måtte ikke spille 'Prinsessen på Ærten', for i det stalinistiske land er man imod konger, selv om man dyrker den afdøde statschef Kim Il Sung og hans søn og efterfølger Kim Jung Il som guder. De måtte ikke recitere Piet Heins gruk 'Lille Kat' og ej synge Kim Larsens sang 'Jutlandia'. Til gengæld fik danskerne lov at opføre en version af Per Pallesen og Tommy Kenters 'Fru Kristof' – dog på den betingelse, at handicappede Jacob Nossel ingenting sagde, men skulle sidde i sin kørestol og blæse i en fløjte. Og han måtte for øvrigt ikke være handicappet, men skulle agere en normal mand, der bare lod, som om han var spastiker.

»Nordkorea er et helt unikt sted, det sidste sted, hvor man kan opleve, hvordan det var i Sovjetunionen under Stalin eller i Tyskland under nazismen. Befolkningen er gennemkontrolleret, de sulter. Jeg tror, mange vil bryde mentalt sammen, hvis styret pludselig forsvinder, og dørene til nutiden lukkes op.«

Mads Brüggers seneste serie, 'Danes for Bush', kan betegnes som rent fup, hvor journalisterne spillede noget, de absolut ikke var, nemlig svorne tilhængere af den siddende amerikanske præsident. »Det her er ikke fup. Det er et rollespil, hvor Simon og Jacob er ægte nok. Vi laver en situation i en virkelighed og tester, hvad der sker. Det er som at sætte en bjørnefælde op i en skov og så vente. Her begyndte situationen at leve sit eget liv, og det var som at være med i verdens mærkeligste dogmefilm.«

»Du kan ikke arbejde som normal journalist i Nordkorea, for du kan ikke gå frit rundt og ikke komme i kontakt med folk. Det er en stor faldefærdig kulisse, hvor ingen aner, hvad befolkningstallet er, eller om landet har atomvåben. Men eksperimentet gav os mulighed for at beskrive dette ekstreme samfund gennem strabadserne med vores lille teater, vores ture rundt i landet – samt det sociale samvær med de folk, der var sat til at passe på os. Folk, der både var venner og vogtere.«

»Det allerstærkeste var, da vi midt i maj blev hevet ind til den der march. Vi blev spurgt, om vi ville med til en lille fredsdemonstration og kom ind til et rent nazihelvede. Det var parader som i Nürnberg opført til ære for USA, der vil stoppe de koreanske missilprojekter. Jeg tror, der var udkommanderet en halv million mennesker på pladsen, og vi blev placeret på det podium, hvor hele den kommunistiske partitop også stod. Her hørte vi dybt hadefuld retorik om at myrde, dræbe og slå ihjel.«

Pludselig blev Mads Brügger og Jacob Nossel trukket ned for at anføre en procession på tusinder af råbende demonstranter.

»Som alle andre gik jeg med knyttet, strakt arm og heilede. Jeg var ved at kaste op, og bagefter var det underligt at komme tilbage til hotellet og se os i nationalt fjernsyn. De bragte billeder af os som én af dagens nyheder. Da begyndte jeg at blive bange, for der måtte da være nogen i dét land, der ville vide, at det ikke er i Nordkoreas interesse, at Jacob og jeg går heilende rundt på Kim Il Sung-pladsen. Og Simon kaldte det Banjos Likørstue – bare med livet som indsats.«

Men ingenting skete. De gjorde deres arbejde færdig og opførte deres fundamentalt censurerede kabaret to gange for små tusinde mennesker. Det fem mand store danske tv-hold forlod landet i ro og mag og fik sidste dag udleveret alle deres råbånd. De kan ses på DR2 til vinter. /

Mads Brügger om løgnen som metode

Du bruger fup som arbejdsredskab?

»Jeg har ingen problemer med at lyve over for løgnere. Nordkorea er baseret på humbug og fup på gigantniveau. Det er til gengæld ikke rart at lyve over for enkeltpersoner, men man må jo slå æg i stykker for at lave omelet.«

Det er stadigvæk løgn?

»Nogle gange har folk, der lever på en løgn, brug for et virkelighedschok. Som f.eks. nogen af de republikanere, vi traf i USA, de levede virkelig i en helt alternativ virkelighed. Her kan man bruge rollespil til at hive dem ud af fatamorganaet.«

Men løgn er det?

»Alle journalister og dokumentarister spiller vel et spil over for deres kilder. Jeg går bare et skridt videre. Du siger jo normalt ikke til folk, at de får en mindre flatterende rolle. Mange journalister bruger et element af løgn for at få folk til at medvirke.«

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen