Eller gør isbjørneungen og mediedarlingen fra Berlin virkelig det?

Læserne er vilde med sex og dyr. Det kan vi se på de mest læste historier på nettet. Jeg tror ikke det vil smadre journalistikken på først web og siden papir. Men det vil ændre journalistikken til det bedre, fordi de knastørre systemhistorier, hvor vi holder mikrofonen for magthavere vil blive klædt af til skindet som uinteressante.

Det har jeg skrevet en leder om til Journalisten nr. 8:

'Engelsk kat tager selv bussen.'

'Mystisk vielsesring fundet i marcipanis.'

'Kvinders ti værste fejl i sengen.'

Der er ingen vej udenom. Man må bare erkende, at historier med placeringer på top-ti over ugens mest læste handler sjældent om strukturledigheden, EUs forfatningskvaler eller klimaforandringer.

Læsernes dom er krystallysekroneklar. De er vilde med isbjørneungen Knut og hans pelsede venner, bryster, hverdagsulykker og kendisstof.

Skal vi faglærte mediefolk så gå i fosterstilling under dynen og håbe, at det der med nettet går over af sig selv, så vi uforstyrret kan skrive videre om strukturreformen på basis af ekspert-, politiker- og interesseorganisations-kilderne?

Nej, Knut bør ikke give grundangst. Vi kan faktisk lære meget af læsernes kontante dom på nettet.

På Politiken.dk blev historien om en kridhvid kat, der tog bussen til en fish & chips-shop i Wolverhampton dagens mest læste den 13. april, mens læsernes foretrukne dagen forinden handlede om en krokodille, der bed armen af en dyrepasser.

Det sker, selv om de mere kuriøse historier ikke får topplaceringer, men bliver lagt sådan lidt nede til højre under topnyhederne. Det redaktionelle signal er klart: Her er en sjov lille historie, som vi godt ved ikke er verdens vigtigste, men vi synes alligevel lige …

Selvfølgelig har den snarrådige nyhedsredaktør på Politiken.dk eksperimenteret med at smide et pelsdyr på toppen. Hvad skete der så? Tja, læserne klagede i hobetal over denne helt useriøse prioritering.

Man kan så grine ad de dobbeltmoralske læsere, som sluger dyrene råt uden at ville vide af det. Men det skal man lade være med, for morgenavisernes brand og læsernes selvforståelse er journalistikkens redning – også på nettet.

Når jeg vil se bryster eller en journalistisk slammer af en historie, så går jeg ikke ind på Politiken.dk, men på Ekstrabladet.tv. Når jeg går ind på JydskeVestkysten.dk eller Politiken.dk er det for at blive opdateret og klogere (og læse ATS) – i et hvert fald i min egen selvforståelse.

Seriøs eller lokalt forankret journalistik er den eneste vej for Nordjyske.dk og alle de andre. Man kan i længden kun konkurrere på sit egen butiks præmisser, fordi der er købmænd derude, som er meget dygtigere til pop og porno.

I min bog er seriøs ikke lig med mikrofonholderi for de sædvanlige magthaverne om tunge emner. Tværtimod kan vi lære af netbrugernes adfærd til at blive bedre journalister.

Den rene systemhistorie, hvor politikere og ekspertkilder pludrer løs uden appel til vores følelser og engagement, er på vej til at dø. Guderne skal vide, at lige netop den fortjener det. Hvis morgenaviserne skal overleve på nettet, er der ikke andre muligheder end at trække researchen igennem og tale med de berørte borgere eller sågar skrive om konsekvenserne for dyrene.

Det betyder ikke, at den undersøgende journalistik er død. Men det stiller skærpede krav om også at leve op til kriterierne om nærhed og sensation. Kort sagt: Om bedre journalistik.

Tom Heinemann viser vejen med sin prisbelønnede film Når tilbud dræber. Han fortæller en indviklet globaliseringshistorie ved at vise, hvordan indiske arbejdere er blevet groft misbrugt, så man kan købe billige håndklæder i Jysk. Thomas Svaneborg og Niels Sandøe fra Jyllands-Posten gjorde det i deres prisbelønnede serie om, hvordan pampere i Lærerstandens Brandforsikring stjal de billige lejelejligheder fra almindelige folkeskolelærere. Det er vigtige historier, der taler til følelserne. Måske trak de ikke helt lige så mange klik som den hvide bjørn, men de styrkede DR og Jyllands-Postens brand. Godt det samme. For jeg vil hverken undvære Knut eller den gennemførte journalistik.