Kritiske aviser såvel som et dansk projekt i Teheran har fået det meget svært efter Ahmadinejad. Den kritiske presse holder kæft, og danskerne holdes ude.

Uden nærmere forklaring har Iran lukket døren for et dansk-støttet udviklingsprojekt hos det iranske journalistforbund. I løbet af de seneste tre år har Dansk Journalistforbund og International Federation of Journalists, IFJ, samarbejdet om at træne iranerne i at forhandle løn og i at organisere journaliststuderende. Projektet har haft succes, ikke mindst i forhold til de journaliststuderende, hvor medlemstallet er mangedoblet. Men da Uffe Westerberg, der er konsulent for IFJ, skulle ned og afslutte projektet med en workshop i Iran i efteråret, kunne han pludselig ikke få visum.

»Jeg skulle have været af sted i oktober, og tre personer skulle have været af sted mellem jul og nytår, men det lykkedes ikke. Vi fik ikke noget visum og ikke nogen forklaring, selv om alle papirer var i orden lang tid i forvejen. Vi har opereret helt åbent, og myndighederne får alt at vide om, hvad vi laver. Jeg kan ikke se andet, end at nogen synes, det er et dårligt projekt, fordi vi har haft en vis gennemslagskraft, og fordi det ikke er en statslig fagforening,« siger Uffe Westerberg, der til daglig er leder af Rold Skov Natur- og Kulturcenter.

»Tidligere har det iranske journalistforbund kunnet trække i nogle tråde i det iranske udenrigsministerium, men det var før Ahmadinejad. Han rensede ud, og nu er det hans folk, der bestemmer. Det gør det ikke nemmere.«

I det hele taget har den iranske præsident været hård kost for pressen, som ellers har været kendetegnet ved at være langt mere rummelig for politisk kritik end pressen i mange af de andre mellemøstlige lande. Iranske aviser henter almindeligvis opbakning og måske penge fra fremtrædende politikere, som de så til gengæld støtter i spalterne. Det har givet mulighed for skarp og hyppig kritik af skiftende præsidenter og regeringer, selv om der aldrig har været plads til at kritisere Den Islamiske Republik som system. Efter valget af den ultra-konservative Mahmoud Ahmadinejad i 2005 har det imidlertid vist sig, at det iranske frirum er ved at lukke sig.

»Det politiske pres på aviserne er vokset,« siger fru Mofidi, der er stedfortrædende chefredaktør på det reform-orienterede iranske dagblad Kargo-Zaraan og ledende medlem af det iranske journalistforbund.

»Myndighederne sender breve direkte til chefredaktørerne, hvor der ikke bare står, hvad de ikke skal skrive, men også hvad de så skal skrive i stedet. Det er nyt. For eksempel får vi besked på ikke at skrive om inflationen, om priserne, strejkerne og atom-programmet. Eller det vil sige: Vi må gerne skrive om atom-programmet, men det skal være med bestemte ord og vendinger.«

Det iranske politiske system er ekstremt uigennemsigtigt og uforudsigeligt. Det er derfor aldrig til at vide for aviserne, hvor grænserne præcist går for det, de kan rapportere om. Det har jævnligt ført til lukninger af aviser, der pludselig var kommet på den forkerte side af den usynlige grænse. Tidligere har journalisterne taget den slags med et skuldertræk, for de har vidst, at der hurtigt ville åbne en ny avis af samme type. Den mulighed er nu væk, og det er særdeles alvorligt.

»Der er en lang kø af ansøgninger om at åbne aviser, men der sker ingenting. De er holdt op med at give nye tilladelser til reform-aviser,« siger fru Mofidi.

For hendes avis betyder det, at der er skåret kraftigt ned på kritikken af både de konservative og reformisterne. Udgivelsestilladelsen er for dyrebar til, at de tør risikere den.

Uffe Westerberg har ikke opgivet håbet om at gøre udviklingsprojektet i Teheran færdig og har derfor søgt om visum igen.