Arrestationer og tvungne avislukninger hører til arbejdsvilkårene for iranske journalister, der ellers er blevet lovet øget pressefrihed. Endnu koldere tider i vente, frygter presseformand.

AFSLØRING. Ved det iranske nytår i marts hævede hvert parlamentsmedlem i Teheran et løntillæg på omkring 25.000 kroner. Cirka dobbelt så meget som en gennemsnitlig iransk årsløn. Mange medlemmer var ellers gået til valg på løfter om mådehold og bekæmpelse af korruption, men havde ud over den ekstraordinære årsbonus for-synet sig med nye dyre Peugeoter og mobiltelefoner.

En rigtig god historie, mente parlaments-reporter Massih Ali-Nejad, der arbejdede for den moderate avis Hambastegi. Men også en riskabel historie i et land, der er kendt for tvungne avis-lukninger og fængsling af kritiske journalister.

Men Massih Ali-Nejad tog chancen og leverede historie og dokumentation – inklusive et print af en bonusudbetaling – til det iranske nyhedsbureau ILNA. Få dage senere blev hun forment adgang til parlamentet, beskyldt for tyveri og 'flirtende og uforskammet' opførsel.

»Jeg var klar over, at det var en risikabel historie, men jeg troede ikke, at det ville komme så vidt. Dokumentationen var jo i orden,« siger Massih Ali-Nejad fra et kontor på Hambastegi-avisen i det centrale Teheran.

Særligt siden parlamentsvalget sidste år er nye, kolde vinde blæst ind over det iranske presselandskab. Konservative genvandt flertallet i parlamentet, hjulpet på vej af det ikke-valgte religiøse organ Vogternes Råd, der forinden havde diskvalificeret cirka 2.500 kandidater, fordi de ikke matchede rådets fortolkning af islam. De fleste diskvalificerede kandidater tilhørte den i forvejen stækkede reformbevægelse, der med Mohammad Reza Khatami i spidsen vandt præsidentposten for første gang i 1997 – blandt andet på løfter om pressereformer.

Efter 1997 blev der åbnet over 100 nye aviser og magasiner, og årene umiddelbart efter Khatamis magtovertagelse bliver ofte beskrevet som 'en gylden tidsalder', der rykkede grænserne for, hvor langt man kunne gå i iransk journalistik. Der blev blandt andet skrevet om bagsiden af Iran/Irak-krigen, korruption og tabu-belagte sociale problemer.

Men siden da er næsten lige så mange medier blevet lukket af de juridiske myndigheder, der hører under den religiøse leder Ayatollah Khameneis kontrol, og Vogternes Råd har brugt sin vetoret og afvist samtlige forslag til pressereformer.

Det seneste år er en stribe iranske web-journalister og græsrodsaktivister desuden blevet arresteret. Ifølge menneskerettigheds-organisationen Human Rights Watch blev de tilbageholdte tortureret til at skrive 'tilståelsesbreve', hvori de 'medgiver', at græsrodsorganisationer er en del af et 'ondt projekt' dirigeret af 'udlændinge og kontra-revolutionære'. Flere af de arresterede arbejdede tidligere på reformvenlige aviser.

»Situationen bliver værre dag for dag,« mener Ali Mazroi, der er formand for det iranske journalistforbund, og som i foråret blev nægtet udrejse, da han var på vej til Danmark for at deltage i et møde hos International Media Support (IMS), der blandt andet arbejder for at forbedre pressefriheden i Mellemøsten.

Ali Mazroi er selv tidligere medlem af parlamentet og tilhører reformbevægelsen, hvilket illustrerer den flydende grænse mellem politik og journalistik i Iran. I fraværet af politiske partier agerer aviserne i høj grad talerør for forskellige politiske fraktioner.

»Avislukninger er ikke noget nyt, men indtil parlamentsvalget sidste år var det som regel muligt at genåbne under et andet navn. Det er det ikke længere,« siger Ali Mazroi.

Iranske journalister er tynget af selvcensur og manglende jobsikkerhed, fortæller Ali Mazroi. Mange følger magthaverne blindt, nogle opgiver faget, mens andre udvikler en særlig evne til at sno sig omkring de usynlige røde linjer.

»Iran har en lang tradition for politisk debat, og iranske journalister lærer at tilpasse sig de skiftende og uforudsigelige strømninger. Det er forbudt at videreformidle kritik af den religiøse leder, men de finder nye koder, og det betyder, at meget skal læses mellem linjerne. Det er en risikabel balancegang, for på et tidspunkt vil myndighederne vide, hvad de refererer til, og lukke mediet,« siger Ali Mazroi, der frygter, at pressefriheden får det endnu sværere efter præsidentvalget den 17. juni, hvor reformbevægelsen forventes at blive presset det sidste stykke ud i kulden.

»Op til valget har der været en ret livlig avisdebat blandt andet med krav om frie valg, men det er svært at sige, hvad der efterfølgende sker,« siger han.

Imens venter Massih Ali-Nejad på at kunne genoptage sit arbejde i parlamentet. Den iranske nobelpristager og advokat Shirin Ebadi har meddelt hende sin støtte, mens konservative websites forsøger at true og intimidere Massih Ali-Nejad til at opgive sagen.

»Jeg fortryder ikke, at jeg gik videre med historien. Det er kolde tider for pressefriheden i Iran, men som journalister har vi et ansvar. Vi bør spille en aktiv rolle for at skabe forandring og ikke blot vente på et mirakel,« siger hun.

Den internationale organisation Reporters Sans Frontières (RSF) stempler Iran som 'Mellemøstens største fængsel for journalister'. I organisationens seneste rapport kommer Iran ind på en bundskrabende 158. plads. 43 journalister blev fængslet i 2003.

Det seneste år har præstestyrets ideologiske håndlangere påbegyndt, hvad RSF beskriver som 'et systematisk angreb på internetmediet'. Organisationen vurderer, at omkring 10.000 websites bliver blokeret af myndighederne, der kun tillader filtrerede internetadgange.

I Iran er internettets udbredelse ifølge RSF vokset hurtigere end noget andet sted i Mellemøsten de senere år. For blot fire år siden lå tallet på 250.000 brugere, mens det i dag er vokset til omkring fire millioner ud af en samlet befolkning på 70 millioner.

• Læs mere på www.rsf.org.