Siden protesterne i Iran brød ud for seks måneder siden, er over 70 journalister blevet anholdt.
Det konkluderer Reporters Without Borders (RSF) i forbindelse med halvåret for protestbølgen, der begyndte, da den 22-årige Mahsa Amini døde i det iranske moralpolitis varetægt.
16 af de 70 anholdte journalister er stadig tilbageholdt, hvilket bringer det samlede antal fængslede journalister i Iran op på 27.
Det iranske styre betragtes som et af verdens mest undertrykkende regimer, men har ifølge RSF intensiveret sin chikane af journalister i de sidste seks måneder i et forsøg på at bringe dem til tavshed.
På betingelse af anonymitet har organisationen interviewet flere iranske journalister om, hvordan det er at leve og arbejde under skærpet overvågning.
Alle udtrykte angst og erkendte, at de nogle gange er nødt til at censurere sig selv for at undgå mulige afhøringer eller arrestationer.