Antallet af fængslede journalister i Iran stiger, mens protesterne mod landets styre varer ved.
32 journalister er nu blevet fængslet, siden demonstrationerne brød løs for omkring tre uger siden, da den 22-årige iranske kvinde Mahsa Amini døde efter at være blevet anholdt af Irans moralpoliti for ikke at bære sit tørklæde korrekt. Det oplyser organisationen Committee to Protect Journalists, CPJ.
Dødsfaldet har skabt raseri i dele af den iranske befolkning, og siden Amini døde på hospitalet efter anholdelsen, har der dagligt været store demonstrationer i Iran.
Alene i løbet af weekenden er tre journalister ifølge CPJ blevet anholdt. Safiyeh Qarabaghi, en freelancejournalist, der dækker anliggender for kvinder, blev anholdt lørdag og blev ifølge hendes mand taget med til et hemmeligt sted. Samme dag blev journalisten Siavash Soleimani anholdt i sit hjem i byen Urmia i det vestlige Iran. Søndag blev finansreporteren Javad Shaker anholdt på sin redaktion, mens han var på arbejde på avisen Donya-e-Eqtesad.
CPJ har tidligere oplyst, at flere af journalisterne er blevet anholdt i deres egne hjem under ransagninger, der er foregået om natten.