IOC truer danske journalister med sagsanlæg

Den Internationale Olympiske Komite, IOC, truer dansk nyhedsside om hestesport med sagsanlæg. epona.tv skal fjerne video filmet under OL i London, der dokumenterer brug af den såkaldte rollkur-træningsmetode. Det britiske journalistforbund kigger på sagen. (rettet)

Den Internationale Olympiske Komite, IOC, truer dansk nyhedsside om hestesport med sagsanlæg. epona.tv skal fjerne video filmet under OL i London, der dokumenterer brug af den såkaldte rollkur-træningsmetode. Det britiske journalistforbund kigger på sagen. (rettet)
En kontroversiel video optaget under de olympiske lege af hestesports-sitet epona.tv, skal øjeblikkeligt fjernes fra nettet. Det forlanger Den Internationale Olympiske Komite i et officielt brev til Epona. Hvis det ikke sker, forbeholder IOC sig retten til at bruge alle forhåndenværende midler.

På klippet kan man ifølge epona se, hvordan en OL-rytter under træningen bruge rollkur-metoden.
Rollkur er populært sagt udtryk for en kraftig, usund sammenrulning af hestens hals. Det Internationale Rideforbund har vedtaget, at det er ulovligt at bruge metoden i mere end ni minutter.

I sagen fra London mener IOC, at Epona har forbrudt sig mod deres medierettigheder.
»Vi mener, at optagelserne er vores, fordi vi har filmet i en offentlig park – og vi mener, at det er vigtigt at kunne dokumentere, at rollkur stadig finder sted,« siger Julie Taylor fra epona.tv.

Filmen er lavet ind over hegnet til opvarmningsbanen i Greenwich Park, der er en offentlig park. Under OL havde arrangørerne gjort sig store anstrengelser for at holde offentligheden ude. Der var opsat afspærringer, så journalister ikke kunne kigge ind. Fans, der tog billeder, blev bortvist af vagter. Det lykkedes dog epona.tv at filme knap to minutter af træningen ved at kravle op på en højtliggende terrasse.

I brevet til epona.tv skriver IOC, at "your unauthorised display of video over the internet causes prejudice to the exclusive rights-holders who have received authorisation from the IOC to do so. The availability of moving images related to the London 2012 Olympic Games on YouTube is therefore a clear violation of the IOC's rights."

For at få juridisk bidstand i sagen henvendte Julie Taylor sig til Dansk Journalistforbund, hvor hun er medlem. Men her var beskeden, at forbundet desværre ikke kunne gå ind i sagen, fordi DJ ikke giver bistand i sager, der involverer international ret. DJ sendte i går en mail til det britiske journalistforbund med en opfordring om at gå ind i sagen,.

Julie Taylor har efterfølgende fundet ud af, at IOC tidligere har været i haserne på medier for at bringe ubehagelige historier. De gjaldt for eksempel, da en georgisk bobslædekører i 2010 blev dræbt under OL. Eller da en gruppe demonstranter brugte de olympiske ringe under en demonstration i New York for et frit Tibet.

»I begge tilfælde var det en krænkelse af IOC's medierettigheder. Det er et argument, de bruger, når der kommer en historie, der er ubehagelig for dem. Der er masser af andre uskyldige OL-klip på YouTube, de ikke protesterer over.«

For tre år siden afslørede epona.tv brug af rollkur ved et stævne i Danmark. Metoden er i dag forbudt af det Internationale Rideforbund, hvis den bruges i mere end ni minutter.

Ifølge Julie Taylor vandt en hollandsk rytter to medaljer i dressur med en hest med blå tunge – et tegn på, at der ikke kommer blod nok til hestens hoved.

Under OL skabte en tysk hestesportsside også stor debat ved at vise stillbilleder af en rytter, der bruger rollkur. Billederne og hundredvis af vrede kommentarer på det internationale rideforbunds Facebook-side er siden blevet slettet.

Læs Eponas beskrivelse af optagelserne her.

(Rettet: Journalisten har tidligere skrevet, at DJ ikke kunne hjælpe Julie Taylor. Det er ikke korrekt. DJ bad i går det britiske journalistforbund om at gå ind i sagen.)

0 Kommentarer