foto: Sara Galbiati
Det svarer til at få stukket en pistol i ansigtet eller blive udsat for vold eller trusler på livet. Det er voldsomt belastende, og i flere tilfælde decideret invaliderende, at blive udsat for dårlig omtale i medierne.
Det fastslår en undersøgelse fra Arbejds- og Miljømedicin på Bispebjerg Hospital gennemført af tre overlæger. Konklusionen lyder blandt andet:
”Forebyggelsesmæssigt bør journalister være varsomme med at hænge personer ud i pressen, især når det drejer sig om nogen, som ikke er vant til at være i mediernes søgelys. Ligeledes bør personer, der har været udsat for dette, have bistand til at håndtere udhængningen og måske tilbydes støttende behandling.”
En af lægerne bag undersøgelsen er Finn Gyntelberg, professor emeritus, der sammenfattende kalder mediernes behandlinger af personerne i undersøgelsen for ”uagtsom mobning”.
»Journalisterne får en god historie om en skandale og løber ud ad tangenten uden at tænke på, at der i den anden ende faktisk er et menneske, som måske ikke er så skyldig, som nogen siger,« siger han.
Baggrunden for undersøgelsen er, at lægerne blev opmærksomme på, at Arbejdsskadestyrelsens Erhvervssygdomsudvalg behandlede flere sager med psykiske arbejdsskader, hvor medieomtale blev fremhævet.
»Der var flere sager, hvor folk havde fået det helt elendigt og nærmest var blevet invalideret af at blive hængt ud i pressen,« forklarer Finn Gyntelberg.
»Det er folk, der bare har passet deres arbejde. Pludselig er der en sag, hvor de kritiseres for ikke at have gjort det godt nok. Og så bliver de hængt ud. Undertiden ligefrem med navns nævnelse.«
Forskerne fastslår, at alle 25 invaliderede er blevet hængt ud uberettiget. De skriver: ”Flere var ansat på plejehjem eller skoler, og deres arbejde var blevet voldsomt kritiseret.” – foto: Sara Galbiati
I Erhvervssygdomsudvalget er arbejdsmarkedets parter, Arbejdsskadestyrelsen og Sundhedsstyrelsen repræsenteret sammen med relevante lægelige specialister. De afgør blandt andet, om en psykisk arbejdsskade kan udløse førtidspension.
»Hvis skadelidte kan bevise eller sandsynliggøre, at de er blevet syge af en faktor i deres arbejde, så kan man give erstatning, og så kan de få anerkendt deres sygdom som en erhvervssygdom og få de erstatninger, der kan gives i den anledning,« siger Finn Gyntelberg.
Lægerne satte en egentlig undersøgelse op. Den fastslår, at i alt 25 mennesker de seneste 10 år har fået anerkendt en række sager med psykisk lidelse som arbejdsskade udløst af medieomtale. Tolv er diagnosticeret med posttraumatisk stress, PTSD, otte er diagnosticeret med en posttraumatisk reaktion, fem har fået andre diagnoser som for eksempel kronisk angst.
»Først fandt vi dem, som havde været udsat for mediehetz. Så fandt vi en kontrolgruppe. Alle i kontrolgruppen havde været udsat for meget voldsomme begivenheder. Trusler på livet, røveriforsøg, ubehagelige ting af den art. Det var der ikke nogen af de andre, der havde – men de to grupper havde den samme sygdom. Det er karakteristisk, at den gruppe, der havde det lige så dårligt som voldsofrene, ikke havde været udsat for vold. De havde kun været udsat for medieomtale,« siger professor emeritus Finn Gyntelberg.
Du siger, at negativ medieomtale kan give samme psykiske skader som vold?
»Netop! De har fået den samme sygdom, de har det lige så elendigt som de voldsofre, som den anden gruppe bestod af. Næsten alle, der er blevet anerkendt i Arbejdsskadestyrelsen med en psykisk arbejdsskade, har været udsat for trusler på livet. For eksempel bankassistenter, der har været udsat for røveriforsøg og har fået stukket en pistol i hovedet.«
Men ingen af de personer, der har været hængt ud i pressen, har også oplevet for eksempel trusler.
»Det får mig til at konkludere, at vi ikke er helt på vildspor. Det er en sandsynliggørelse af, at det faktisk er det, at de er blevet hængt ud i pressen, der har gjort dem syge,« siger han – og fastslår:
»Vi har underbygget vores mistanke om, at den mest nærliggende årsag, til at de her mennesker fik det psykisk dårligt, er, at de var blevet hængt ud i pressen,« fastslår Finn Gyntelberg.
Det er første gang, der er lavet en systematisk, medicinsk undersøgelse af, hvor belastende negativ presseomtale er for ofrene.
Nu ved jeg godt, at jeg spørger dumt. Men det er altså folk, der er blevet hængt ud i medierne i kraft af den funktion, de har haft på arbejdsmarkedet?
»Ja, ellers ville de jo ikke kunne få en arbejdsskadeerstatning. Alle i undersøgelsen har fået anerkendt en psykisk arbejdsskade. Dem, der havde været udsat for pressehetz, havde ikke været udsat for det, som de andre havde været udsat for. Trusler. Vold. Det er normalt sådanne sager, som kan anerkendes. PTSD kan anerkendes efter erhvervssygdomslisten. Men det gælder kun nogle. Så er der andre, der kan få det anerkendt med en diagnose, fordi de har været udsat for meget psykisk traumatiserende begivenheder.«
»Det er varige skader. Du kan ikke få en førtidspension, hvis der er udsigt til helbredelse. Det er definitionen,« siger Finn Gyntelberg.
Så de er reelt invaliderede af denne omtale?
»Ja! Det er ret slemt, synes jeg!«
»Det er ikke nemt at komme på førtidspension og heller ikke at få godkendt en arbejdsskade. Bare det at skulle gå igennem hele proceduren omkring en arbejdsskadeerstatning i en sag, som ikke står på listen over erhvervssygdomme, og som skal særbehandles i et udvalg, er i sig selv et belastende forløb, som ofte varer en to-tre år.«
Så det er ikke simulanter?
»Nej! Det er altså ikke så nemt at snyde erfarne læger, psykiatere og neurologer. De har været igennem forskellige speciallæger.«
»Vi har med rimelighed sandsynliggjort, at de er blevet syge af at blive hængt ud.«
Ud over professor emeritus Finn Gyntelberg er det overlæge i psykiatri Jørn Thykjær Mogensen fra Arbejdsskadestyrelsen og Nanna Hurwitz Eller, overlæge på Bispebjerg Hospitals Arbejds- og Miljømedicinske Afdeling, der har udført undersøgelsen.
De 25 personer, der er med iundersøgelsen fra Bispebjerg Hospital om udhængning i medierne, er overvejende offentligt ansatte i underordnede positioner, for eksempel sosu-assistenter, folkeskolelærere og pædagoger. Der er 11 kvinder og 14 mænd. – foto: Sara Galbiati
Undersøgelsen har isoleret 25 sager, hvor der er tildelt arbejdsskadeerstatning efter medieomtale. De 25 sager er fundet blandt 600 sager, hvor der er givet erstatning for psykisk sygdom.
»Det kunne godt have været flere end de 25. Der skal noget til, for at folk rejser en arbejdsskadesag på, at de har det psykisk elendigt efter at være blevet hængt ud i pressen. Så det er toppen af et isbjerg.
Der er nok flere af den slags sager, hvor folk har haft det lige så dårligt, men hvor der ikke er blevet rejst en sag,« siger professor emeritus Finn Gyntelberg.
Selv om de tre overlæger bag undersøgelsen har haft adgang til hele journalmaterialet og materialet fra behandlingen af arbejdsskadesagerne, så er materialet anonymiseret for at beskytte de 25 personer i centrum af undersøgelsen.
De 25 sager strækker sig over 10 år. Det er alle sager, hvor folk har fået anerkendt en arbejdsbetinget, psykisk lidelse. Alle case-personer har fået negativ omtale i trykte aviser. Derudover har 18 af personerne fået negativ omtale i online-medier, radio og tv. Alle 25 har nøjagtigt de samme symptomer på psykiske sygdomme som for eksempel voldsofre.
Finn Gyntelberg fortæller, at de 25 sager er hentet fra hele landet.
Kan du sige noget om de medier, der er involveret?
»Sådan som jeg har set det, er det primært lokale aviser, lokal-tv og lokal-radio. Der er nogle af sagerne, hvor der også har været landsdækkende medier involveret,« siger Finn Gyntelberg.
Det er umiddelbart overraskende?
»Ja, men det er tit det mest belastende. Det kan godt være, at vedkommende ikke bliver hængt ud med navn i første omgang, men lynhurtigt ved hele lokalsamfundet, hvem det er,« siger Finn Gyntelberg.
»Det er ikke nogen ligegyldig sag for folk uventet at blive hængt ud i medierne og blive til spot og spe i deres lokalsamfund.«
»Det er helt klart, at det tåler folk ikke. At få trukket tæppet væk under deres egen selvforståelse. Det er mobning, som er en meget alvorlig påvirkning af folk. Det kan virkelig give kronisk, psykisk skade.«
»De fleste sager er fra provinsen. Langt de fleste er fra lidt mindre samfund. Jeg kan også forestille mig, at det er værre at blive hængt ud i mindre samfund med stor social kontrol, end hvis du lever en anonymiseret tilværelse på Vesterbro.«
»Journalistikken er også med til at vogte over, at nogle skiderikker kommer frem i lyset. Når man gør det, så er der desværre sager, hvor man rammer ved siden af,« siger radiochef på Radio VLR Peter Bruun Hansen, der samtidig opfordrer til at være varsom med udhængning. – foto: Sara Galbiati
Klaus Dalgas er redaktør på Helsingør Dagblad. Han er ikke overrasket over, at undersøgelsen især udpeger lokale medier:
»Når man er herude i lokalområdet og laver journalistik og beskriver de mennesker, man er sammen med, så rammer man jo de mennesker lige nøjagtigt, hvor de er, og hvor de bor. Det er jo vores naboer, det handler om,« siger Klaus Dalgas, der udtaler sig generelt om undersøgelsen, hvor alle data om de berørte personer og de implicerede medier er anonymiserede.
Klaus Dalgas fremhæver, at man på Helsingør Dagblad gør sig særligt umage i sager, der omtaler personer, der ikke er medievante. Han understreger:
»Det viser jo bare, hvor stort et ansvar vi sidder med på de lokale medier. Selv om vi er et mindre, lokalt medie, så har vi en lige så stor betydning for de mennesker, som bor omkring os, som BT og Ekstra Bladet har.«
»Og vi har en forpligtelse til at være stensikre på, at alle oplysninger er korrekte, når vi skriver kritisk om mennesker i vores lokalsamfund. Vi er nødt til at være GRUMME omhyggelige med alt, hvad vi skriver.
Vi ved, at det har en kæmpe betydning lige nede i supermarkedet, lige nede på hovedgaden,« siger Klaus Dalgas.
»Hvis vi har en sag om en SOSU-assistent, så bliver vi nødt til at være endnu mere omhyggelige end landsdækkende medier. For vi er en del af det lokalsamfund, vi skriver om. Vi har dybe diskussioner om det hver gang,« siger Klaus Dalgas.
Peter Bruun Hansen er radiochef på Radio VLR i Vejle:
»Min første reaktion er, at det er jeg naturligvis ked af at høre. Der er jo ingen journalister på denne her jord, der ønsker at skade andre mennesker med fejl eller uberettiget journalistik.«
Peter Bruun Hansen bruger undersøgelsen til en gang selvransagelse på fagets vegne.
»Hvis journalistikken er uberettiget, så har man ikke gjort sit arbejde ordentligt. Og så kommer man til at skade folk. Man må som minimum forlange, at man bruger den tid, der skal til, på at researche, inden man kommer frem med påstandene, så tingene er i orden.«
Peter Bruun Hansen er ikke chokeret over undersøgelsens konklusioner, siger han:
»Jeg kan sagtens forestille mig, at det kan få fatale følger, når det spinder ud af kontrol, og folk mister deres selvværd – og ikke tager til genmæle,« siger Peter Bruun Hansen.
»Hvad skal vi så gøre? Skal vi holde op med at skrive kritisk? Skal vi lade være med at lade journalistikken gå til kanten – og nogle gange over? Journalistikken er også med til at vogte over, at skiderikker kommer frem i lyset. Når man gør det, så er der desværre sager, hvor man rammer ved siden af.«
»Selvfølgelig skal man være varsom med at hænge folk ud. Grundlæggende er det journalistiske fag ikke anderledes end andre håndværksfag. Man skal være uddannet og have styr på det, man gør – uanset om man som murer bygger et hus, der vælter ned om ørerne på folk, eller man som journalist skader folk med en uberettiget behandling,« siger radiochef Peter Bruun Hansen.
»Det må ligge elementært i jobbet, at man har orden i sine sager.«
Ingen af de berørte casepersoner var politikere eller ledere, og ingen havde træning i at tale med journalister.
Hvor tæt kan du beskrive de 25 sager?
»Det var folk, som ikke var vant til at have med journalister og medier at gøre. Det er ikke ledere, tværtimod, det er folk lavt i hierarkiet. Det er underordnet personale. Overvejende i offentlige institutioner. Det er sygehjælpere, det er SOSU-assistenter, det er pædagogmedhjælpere og pædagoger, enkelte lærere, sygeplejersker og politifolk,« siger Finn Gyntelberg.
Sagerne er typisk startet med, at en person er blevet mistænkt for noget i pressen. Det er sket gennem omtale af forhold på deres arbejdspladser.
Efter den negative omtale er vedkommende gået til sin fagforening for at få hjælp. Fagforeningen har så vurderet sagen og støttet personen i at rejse en sag.
»Der, hvor der er rejst sager, er det min vurdering, at det i høj grad er blevet foranlediget af fagforeninger. Og efterhånden som sagen er blevet afklaret, og der ikke var noget at komme efter, så er fagforeningen gået efter at få en arbejdsskadeerstatning til den pågældende.«
Arbejdsskadestyrelsen anerkender kun psykisk lidelse som erhvervssygdom efter udhængning i pressen, hvis beskyldningerne fra pressen har været uberettigede. Om de konkrete sager har ført til klager til Pressenævnet eller til egentlige injuriesager, er ikke oplyst i de sagsakter, lægerne bag undersøgelsen har haft adgang til.
Hvor meget materiale har I på de enkelte patienter?
»Uha, der er meget. Det er tunge sager. Vi har ført en hel masse fra journaler over i skemaer for at kunne håndtere det datamæssigt. Sagsakter, undertiden vidneafhøringer fra retssager og så videre. Hver sag er meget velbelyst,« siger professor emeritus Finn Gyntelberg – der har dette overordnede budskab til pressen:
»Det er nogle journalister, som kører lidt for hurtigt. Mange medier har kun to-tre timer til at finde ud af, hvad der er op og ned i en sag. Det er heller ikke nemt. Når så først et medie har bidt sig fast i, at her er der en skurk, så er de ikke helt flinke til at tænke på, om det nu også er rigtigt.«
»Så kan den kritiske sans godt forsvinde lidt,« siger Finn Gyntelberg.
Konklusion: ”De fleste af casepersonerne havde et job, hvor de aldrig havde haft kommunikation med massemedier før den specifikke udhængning.” – foto: Sara Galbiati
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
"Journalisterne får en god historie om en skandale og løber ud ad tangenten uden at tænke på, at der i den anden ende faktisk er et menneske, som måske ikke er så skyldig, som nogen siger."
Her er da noget at tænke over.
Man skal altså være noget fagligt afstumpet, hvis man begynder at formulere sig ud af dette faktum. Ikke desto mindre, er det lige netop det vi ser - gang på gang.
'Først fandt vi dem, som havde været udsat for mediehetz.'
Jeg er interesseret i at høre den videnskabelige definition på en 'mediehetz'. Og desuden, hvorfor forskerne vælger ordet 'hetz', som jo er et stærkt negativt ladet ord, der kan tolkes som om, at det er en helt uberettiget medieomtale.