search

Interview-teknikeren

Er han det mindste i tvivl om, hvordan en Profil er gået, drøner Kurt Strand hjem for at se genudsendelsen på DR 2. »Først når jeg ved, hvor interviewet haltede, sover jeg roligt,« lyder det fra journalisten, der efter 22 år i faget stadig ønsker at raffinere sin teknik. I næste måned udsender han interviewbogen »Spørg Bedre.«

Er han det mindste i tvivl om, hvordan en Profil er gået, drøner Kurt Strand hjem for at se genudsendelsen på DR 2. »Først når jeg ved, hvor interviewet haltede, sover jeg roligt,« lyder det fra journalisten, der efter 22 år i faget stadig ønsker at raffinere sin teknik. I næste måned udsender han interviewbogen »Spørg Bedre.«

»Det er fedt. Det er forrygende. Man bliver aldrig færdig med det.« Journalisten Kurt Strand sidder i et forblæst feriehus i Karrebæksminde og ser helt forelsket ud. Kærligheden gælder det, han har beskæftiget sig med i årevis. Og som han tirsdag efter tirsdag praktiserer for åben skærm i DRs Profilen. Interviewet.
»Jeg tror faktisk ikke, at man nogensinde bliver færdig som interviewer. Selv oplever jeg hver eneste gang, jeg har lavet et interview, at der er noget, jeg er blevet bedre til – men der er stadig også noget, jeg kan blive endnu bedre til. Arbejde videre med. Raffinere. Tænke bedre over.«
Kurt Strand er taget til Karrebæksminde for at undervise på et af DRs interne, intensive interviewkurser. Undervisning i interview-teknik har i flere år været en del af hans ansættelse i DR – og nu er han så på vej med bogen »Spørg Bedre«, hvor de mange års erfaringer er skrevet sammen, så også folk uden for DR kan få gavn af teknikkerne.
»Bogen bygger på det kompendium, som vi, der underviser på kurserne, har skrevet gennem årene. At bogen kommer nu skyldes både, at folk tit efterlyser litteratur om interviewteknik – og så en lidt cool betragtning af, at vi nok ikke kan holde på vores kompendium i al evighed. Med starten af to nye journalistuddannelser er der stor risiko for, at materialet før eller siden vil blive planket,« siger Kurt Strand.
Han har brugt en stor del af den våde sommer ved tastaturet for at skrive bogen, der primært beskæftiger sig med teknikken i det elektroniske interview.
»Grundfilosofien … er, at ethvert interview bliver bedre, hvis intervieweren tænker sig om. Denne påstand kan synes mere end almindelig banal – om end den ikke er så banal, at den hindrer udsendelse af interview i stribevis, hvor intervieweren synes at have skænket sit projekt et særdeles begrænset antal tanker. Ligegyldighed over for håndværket plager tilsyneladende masser af radio- og tv-journalister, som efterfølgende forsøger at undskylde sig med praktiske vilkår, mangel på tid – og somme tider også interviewpersonens manglende evne til at ‘levere varen'!«
»Jeg kender mange journalister, der hverken hører eller ser det, de selv har lavet. Det kan jeg simpelthen ikke forstå, og jeg diskuterer det tit med dem. Ofte er forklaringen, at ‘jeg ved jo godt, det var noget lort' eller ‘det kan jeg simpelthen ikke holde ud at høre igen'. Det er lidt defensivt. Hvis man skal blive bedre og undgå at lave det, man selv opfatter som en katastrofe bagefter, så skal man jo finde ud af, hvorfor det blev noget juks,« siger Kurt Strand. Han oplever selv, at analysen af det ‘gamle' interview er en vigtig del af forberedelsen til det næste.
»Nogen gange er jeg meget usikker på, hvordan en Profil er gået – om det egentlig fungerede eller ej. Hvis jeg har den fornemmelse, skynder jeg mig hjem og ser genudsendelsen på DR 2 senere på aftenen. Inden jeg sover, vil jeg gerne vide, om det gik ad helvede til og skaffe mig en eller anden overfladisk fornemmelse af, hvorfor. Ellers kan jeg ikke sove.«
»Det handler om at sige: ‘O.k. – fornemmelsen er rigtig. Der var noget dér, der haltede. Vi kom ud af en tangent'. Måske sker det lige præcis ved dét spørgsmål, som vi i redaktionen diskuterede om eftermiddagen inden udsendelsen. Det sker fand'me tit – den darling skulle have været slået ihjel. Det har jeg brug for at få bekræftet. Så er vi på rette spor – vi havde på fornemmelsen, at det her var galt.«
Men også selvom en udsendelse er gået glat, bliver den gennemgået i løbet af ugen, før den næste Profil er på tegnebrættet.
»Jeg skriver alle spørgsmålene ned for at kunne kigge hen over udsendelsen. Spørgsmålene er nemlig gode til at kunne slå ned og sige: ‘hov, det er her, filmen knækker' eller ‘det er her, den kommer op på sporet igen'.«

»En præcis målsætning hjælper intervieweren til at få bedre styr på sit interview af den simple grund, at målsætningen fortæller, hvad interviewpersonen skal sige – og hvor interviewet skal slutte …. En målsætning skal være kort – en replik eller en enkelt sætning eller to. Målsætningen skal være til at huske.«

»Jeg har i øjeblikket en ambition om at blive bedre til at konkretisere og styre. Jeg snakker jo meget med de professionelle interviewpersoner, som forbereder sig temmelig godt og kommer med dagsordener og budskaber, som de vil have fyret af. Og jeg vil gerne blive bedre til at gennemskue alt, hvad de kommer med på forhånd for at kunne tage stilling til det og bedre kunne styre dem – og interviewet.«
»Jeg prøver for tiden at tænke meget konkret, at styre med konkreter. At holde fast i, at når man sætter en konkret ting på et interview, så er det dén ting, der styrer interviewet. For eksempel når vi taler salmonella med fødevareministeren, så vil jeg gerne have at hele interviewet kommer til at handle om et lille æg.«
»Jeg tænker tit på Gert Smistrup, som på Journalisthøjskolen øverst på tavlen skrev ‘kapitalgoder' – og så fortsatte nedad med ‘besætning', ‘kvæg', ‘køer', ‘Maren', ‘muh!' Det er et godt billede på, hvordan man som journalist bør tænke, og Smistrups remse har jeg taget med i bogen. Det er vigtigt at gøre sig klart, hvor på den skala jeg skal plugge ind. Både for at gøre historien forståelig for lyttere, læsere og seere. Men også for at gøre den konkret i forhold til styring af interviewet.«
»Og jo mere konkret et interview bevæger sig. Jo lettere er det at styre en interviewperson, for én, der vil tale udenom, vil altid snakke abstrakt.«
»Men det er utroligt vanskeligt at få en fødevareminister med på at skulle snakke salmonella ud fra et æg. Det lykkedes da heller ikke, da jeg havde Henrik Dam Kristensen i studiet – men det var måske lige så meget, fordi jeg heller ikke selv havde rendyrket det.«
»Det er ofte længden, der gør det nemt at genkende et upræcist spørgsmål. I sig selv betyder mængden af ord, at interviewpersonen – og muligvis også intervieweren – ikke kan gennemskue, hvad det præcist er, der spørges om.«

»I min forberedelse skriver jeg mange spørgsmål, som jeg prøver af og går helt ned i betydningen af, om småord skal med eller ej. Men jeg sletter de fleste af spørgsmålene igen og ender med noget mere stikordsagtigt.«
»Noget særligt er indgangsspørgsmålet og det første spørgsmål efter et båndet indslag. De er skrevet ordret ned, og dem følger jeg. Det er nemlig sindssyg vigtigt at få spurgt på den helt rigtige måde, når man starter interviewet eller et delforløb for at undgå, at interviewet ryger den ene vej, hvor det var meningen, at det skulle den anden.«
»Jeg synes, jeg har set så mange eksempler på interview, der starter med et spørgsmål, der går i den gale retning. Det er jo katastrofalt – især i direkte interview. Altså tre minutter i en TV-Avis, der starter med et skævt spørgsmål – der går tid med at trække det tilbage, og når man så er der, hvor man skulle starte, så er der måske kun halvandet minut tilbage. Derfor skriver jeg de spørgsmål ned.«
Helst vil Kurt Strand have så lidt som muligt skrevet ned, når han går i studiet. Hans manus til de 25 minutters Profil fylder højst et A4-ark og rummer kun hovedspørgsmålene. Resten ligger i hovedet – og hos produceren.
»For mange papirer fjerner evnen til at høre efter, hvad der bliver sagt,« siger Kurt Strand.
»Jeg synes selv, det er noget af det mest generende, hvis jeg hører et interview i radioen og fornemmer, at værten har opmærksomheden et andet sted, fordi han eller hun sidder og læser, hvad det næste spørgsmål er. Og på tv bliver det helt tydeligt, hvis den, der interviewer, sidder og kigger ned, mens der er en, der svarer på det forgående spørgsmål. Det er helt forfærdeligt.«
»Som seer flytter det koncentrationen fra interviewet, og det må være underligt for den, der bliver interviewet, at øjenkontakten pludselig bliver afløst af en kiggen i papirer. Det er et signal, der siger, ‘det, du siger nu, det interesserer mig ikke. Jeg skal videre, jeg har en dagsorden'.«
– Det har du jo også.
»Ja selvfølgelig, men den skal sidde her,« siger Kurt Strand og sætter pegefingeren mod panden. »Den skal ikke ned og hentes på papiret.«
»Min drøm er faktisk at gå i studiet stort set uden manus. Jeg ville gerne nøjes med en gul lap med fem stikord på. Det ville være fedt. Jeg har gjort det i masser af interview, bare ikke direkte. Det giver én en utrolig frihed som interviewer. Lappen sikrer, at den dagsorden, jeg har, nok skal blive holdt. Desuden sikrer den, at jeg kan høre maksimalt efter, hvad der bliver sagt.«
»Men jeg tør ikke. Jeg er hunderæd for at sidde der på tv og pludselig gå i stå. At sidde der, og der måske er ti minutter tilbage …«
»Det ville selvfølgelig aldrig ske, for der er jo en i øret på mig. Så i virkeligheden handler det om bare at gøre det.«

»Et godt interview beror på en række bevidste valg og skabes i udpræget grad inden båndet kører eller rød lampe lyser. Jo mere tid intervieweren har brugt inden interviewet, jo mindre tid er der måske brug for under selve interviewet og i den efterfølgende redigering.«

»Også de skrivende journalister kan have noget ud af på forhånd at bruge mere energi på at beslutte sig for, hvad det er, de vil have med hjem. For masser af skrivende benytter sig af samme muligheder som de elektroniske journalister,« siger Kurt Strand og peger på min lille kassettebåndoptager på bordet.
»Du bruger jo båndet som din notesblok. Og det er da nemmere at komme hjem med 60 minutters bånd, der har et forløb, som svarer til det, du havde disponeret på forhånd, frem for at komme hjem med tre timers bånd, der hverken er hoved eller hale på. I virkeligheden er det samme proces. Og båndoptageren giver jo den frihed til at høre efter. Det kan være svært at høre ordentligt efter i et interview, hvis man hele tiden skal skrive det hele ned.«

»Jo mere enkle, klare og korte spørgsmål – jo mere enkle, klare og korte svar får du.«
»95 procent af alle sager i de danske retssale afgøres af fakta, fakta, fakta! Forberedelsen – dét I kalder researchen – er helt afgørende.«
(Forsvarsadvokat John Korsø Jensen på DR-Interviewkursus 1995).

»Hold hovedet koldt: Man skal ikke lade sig slå ud, men stille og roligt sige: Det var ikke helt dét, jeg spurgte om …«
(Henrik Holm-Nielsen, udspørger i Tamilsagen, på DR-interviewkursus 1994).

Bogen er rigt forsynet med eksempler. De fleste er nøgterne båndudskrifter af interview, hvor læseren selv må tolke, om de er taget med for at illustrere det vellykkede eller det mislykkede.
Desuden er der gennem hele bogen strøet inspirerende citater fra danske og udenlandske journalister – og advokater.
– Hvad er det, du henter hos advokaterne?
»Vi har brugt dem flere gange på vores kurser, for de bruger jo faktisk den journalistiske håndværksmetode, men langt mere målrettet. En forsvarsadvokat, der står i en retssal har jo noget på spil. Hvis ikke han laver et ordentligt interview med et vidne, risikerer han den konklusion, dommeren eller nævningene drager af det, vidnet fortæller, bliver en anden end den, han ville have frem.«
»Derfor er han nødt til at tænke sig godt om. Hvordan skal jeg spørge for at få den rigtige konklusion frem – og det har en umiddelbar konsekvens, hvis hans projekt ikke lykkes.«
»Det har det ikke for os. Det kan da godt være, at vi ikke fik hevet den målsætning hjem, der stod og blinkede, men det har jo ikke de samme konsekvenser. Højst den, at det, der blev sendt ud, ikke var så godt som det kunne have været.«

Bogen ‘Spørg Bedre' udkommer i oktober på DR Multimedie.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen