search

Interview med kroppen

For nogle år siden blev jeg interesseret i NLP-psykologien. Og uden at gøre det, der står nedenfor, til det eneste saliggørende, så tror jeg, at journalister kan hente en del inspiration i en interviewtradition, som er en del anderledes end vores, nemlig coachens og terapeutens interviewteknik.

De tre faggrupper har en fælles interesse i hurtigt at skabe tillid, når vi møder mennesker. Åbenheden giver bedre historier, som så kan forfølges med forskellige formål.

Den hurtigste måde at skabe tillid er at gå mennesker i møde. Vi kan bedst lide dem, som ligner os selv, det er fornuftige folk. Ubevidst søger vi folk, vi ligner. Det er hovedreglen, og det ved enhver sælger selvfølgelig. Det er derfor, at ejendomsmæglere storker af sted efter køberne i huset for at afkode børnenes alder, hundehold eller bilmærke. Nej, hvor sjovt, siger mægleren så, når han har fundet den rette vinkel, jeg har også to børn, ja mine er fire og syv. Fantastisk alder. Der er i øvrigt mange børn på vejen her.

Nu kan ejendomsmæglere selvfølgelig være temmelig irriterende, måske fordi de har lige lovlig travlt med at blive gode venner med folk. Sådan en husrundvisning er jo hurtigt overstået, mens journali-sten på interview har længere tid til at opbygge kontakten. Men ligesom ejendomsmægleren har vi brug for at gå folk i møde.

Det kan gøres på værdier og interesser, og på alle mulige andre måder. Selv arbejder jeg på Berlingske Tidendes Nyhedsmagasin, og her ved journalisterne jo godt, at det er smartest at tage slips på, når direktørerne skal interviewes. Ved at møde dem i påklædningen mindsker vi barrieren. Måske sidder vi så og nikker og siger shareholder value for rigtigt at vise, at os inden for erhvervslivet tænker ens.

Alt det her er selvfølgelig banalt, men nu kommer afdelingen for avancerede banaliteter.

Den trænede coach ved, at i kommunikation kommer kroppen længe før ord.

I restauranten er vi aldrig i tvivl, når vi ser det forelskede par. Vi ser jo, hvordan de sidder dér, opslugte af hinanden. Øjne, der mødes. Kroppe, der læner sig lidt frem henover bordkanten. Gafler, der løfter spaghettien op samtidig. Hvis den hvide dug er kort nok, kan vi se, hvordan de forelskedes ben spejler sig i hinanden. Har vi trænet sanserne skarpt nok, lægger vi måske mærke til, hvordan åndedrættene følges ad. Selv pulsen kan slå i samme takt, når kontakten er tilstrækkelig dyb.

Går vi ind i et lokale med fremmede, skal vi nok finde meningsfællerne, uanset om de åbner munden eller ej. Må-ske er vi uheldige. Vi kom lidt sent, kun én plads var ledig, og fyren ved siden af er tydeligvis idiot. Sådanne konflikter ser en trænet coach i et blik. Når folk ubevidst er i harmoni med hinanden, er kroppene det også. Og omvendt.

For coachen er det vigtigt hurtigt at fjerne barrieren med den coachede. Derfor vil coachen hurtigt bringe sin krop i harmoni med samtalepartneren. Er benene krydsede, følger coachen efter. Taler den anden hurtigt, eller bruger den anden gerne bestemte vendinger, låner coachen ord og hastighed. Er åndedrættet overfladisk, indstiller coachen sig efter det.

Opgaven er ikke at abe efter. Det har de fleste prøvet som børn, og det er ret så irriterende. Når gode ting bliver overdoseret, går der ejendomsmægler i den. Opgaven er mere subtilt at opbygge fællesskab i krop, tonalitet og ord. Ikke at kopiere, men at kopiere nok til at møde samtalepartneren. Til at opbygge tillid.

Herefter kan den coachende journalist vælge at tage næste skridt. Når mennesker først er mødtes, følges de gerne ad. Ofte vil det være den ene, som fører den anden.

I interviewsituationen kan det være meget praktisk. Når jeg som interviewer for eksempel søger efter mere følelsesmæssige erfaringer hos den interviewede, dur det ikke med et overfladisk åndedræt. Vejrtrækningen er en måde at regulere adgangen til følelser, det er derfor nogle går gennem livet uden rigtigt at trække vejret. Søger jeg svar af den art, er mine muligheder derfor størst, hvis den interviewede trækker vejret dybt. For eksempel fordi jeg, efter først at have mødt personen i åndedræt, gradvist gør åndedrættet dybere. Normalt vil den interviewede følge efter.

Som erhvervsjournalist møder jeg mange talmennesker. Når jeg vil have en revisortype op og flyve, fører jeg ham opad i kroppen. Måske spørger jeg om, hvad det er for en vision, han ser, og typisk ser jeg op imens, som om jeg faktisk ser, hvad han ser. Er det rigtigt trægt, kan jeg godt finde på at pege derop, eller ligefrem løfte armene, og det ville bestemt ikke være kønt på tv. Men hvad revisor-interviewet angår, så har det den fordel, at jeg med kroppen leder den interviewede væk fra en kropsholdning, hvor han har adgang til tal og rationelle argumenter, og ind i en kropsholdning præget af indre billeder. Sådan nogle er sjovere at skrive på.

Det er et par eksempler. I starten kan det være besværligt at træne disse færdigheder, sådan som det jo altid er, indtil den nye viden er blevet en ubevidst vane. For processen er det befordrende, hvis den interviewede så har noget at have tilliden i. Hvis der nedenunder alle teknikkerne ligger en forestilling om, at det er måder at manipulere den anden til noget, den anden ikke har gavn af, så vil kroppen afsløre det. Der kommer støj på kommunikationen, og det spærrer for opbygningen af tillid.

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
data_usage

SENESTE NYT

chevron_left
chevron_right
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen