Internt forbud hjalp ikke: Annonce-journalistik trives i Aalborg

Selv om Aalborg Stiftstidendes ledelse har garanteret, at avisen ikke længere ville love redaktionel omtale til annoncører i avisens tillæg, sker det stadig. Ledelsen vil efter JOURNALISTENs dokumentation igen indskærpe, at metoden skal stoppes.

Selv om Aalborg Stiftstidendes ledelse har garanteret, at avisen ikke længere ville love redaktionel omtale til annoncører i avisens tillæg, sker det stadig. Ledelsen vil efter JOURNALISTENs dokumentation igen indskærpe, at metoden skal stoppes.

Trods garantier udadtil om det modsatte, fortsætter Aalborg Stiftstidende med at tilbyde annoncører redaktionel omtale, hvis de tegner annoncer i tillæg og specialaviser.
Det bekræfter tre forskellige kilder over for JOURNALISTEN: En repræsentant fra det lokale erhvervsliv, en annoncekonsulent ansat på Aalborg Stiftstidende, samt et af byens større annoncebureauer, der i årtier har samarbejdet med avisen.
Dermed er Aalborg Stiftstidende på kollisionskurs med egne udtalelser. Avisen tilkendegav i december 1998 over for JOURNALISTEN, at den skitserede bytte-politik var aflivet én gang for alle.
»Vi bytter ikke længere annoncer for redaktionel omtale,« sagde chefen for annonceafdelingen Per Jensen til JOURNALISTEN. En forklaring, der blev bakket op af avisens chefredaktør Per Lyngby.
Forsikringen faldt, efter at Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, på baggrund af JOURNALISTENs omtale, havde udtalt sin kritik af avisens sammenblanding af redaktionelt stof og annoncer, som han mener vildleder læserne.
Forbrugerombudsmanden planlægger en sag mod avisen, ligesom Rigsadvokaten overvejer at gå ind i sagen.

Same procedure
Indehaveren af Centrum Tøj & Sko i Pandrup, Hans Ole Jensen, fortalte i august 1998 JOURNALISTEN om sine erfaringer med Aalborg Stiftstidendes annoncepolitik. Butikken havde for godt 6.000 kroner købt en kvart annonceside i avisens modetillæg, hvilket automatisk udløste en kvart sides omtale i tillægget.
Nu er det igen sæson for modetillæg:
»Ja, jeg er igen blevet kontaktet af Aalborg Stiftstidende,« siger Hans Ole Jensen.
Tilbød de dig redaktionel omtale, hvis du tegnede annonce?
»Ja,« svarer Hans Ole Jensen.
JOURNALISTEN kontaktede den reklamekonsulent på Aalborg Stiftstidende, som har givet Centrum Tøj & Sko tilbudet.
»Det er rigtigt, at jeg netop har givet indehaveren af Centrum Tøj & Sko tilbudet igen,« bekræfter konsulenten, som JOURNALISTEN har valgt at anonymisere. Konsulenten forklarer, at der indadtil ikke er gennemført ændringer i Aalborg Stiftstidendes annoncepolitik.
»Nu har jeg arbejdet med det her i 10-15 år, og det kører videre som altid. Vi bruger stadig at bytte annoncer for redaktionel omtale i tillæggene. Der er ikke lavet noget om der,« siger konsulenten.
Artiklerne,der ofte har karakter af produkt- og butiksomtale, laves af freelancere, og det forhold er reklamekonsulenten fra Aalborg Stiftstidende skeptisk over for.
»Det var bedre dengang, det var de fastansatte, der skrev artiklerne. I dag er det tit noget jap, freelancerne laver, og det må jeg høre om fra kunderne,« forklarer reklamekonsulenten.

Noget for pengene
Et opkald til et større nordjysk reklamebureau, der i årtier har samarbejdet med Aalborg Stiftstidende, underbygger,at »veksel-maskinen« fortsat kører.
»Jeg ringer til Aalborg Stiftstidende og siger: »Jeg har den og den kunde. Hvis han tager en halvside, hvad omtale får han så? Omtalen betyder, at kunder føler, de får noget for pengene,« siger annoncekonsulenten, der ikke ønsker sit navn frem.
Konsulenten fortæller, at avisen også selv er opsøgende med metoden.
»Ofte kører avisen uden om mig. Så går Stiftstidende direkte ud til kunderne og siger, at de har det og det tillæg. Skal du ikke med der, så laver vi noget redaktionelt! Og det virker. For ellers ville nordjyderne ikke bruge det. Hvis en annonce ikke virker, så tegner de ikke noget i næste nummer.«
Dermed står det fast, at Aalborg Stiftstidende i praksis fortsat følger den annoncestrategi, som beskrives i et yderst åbenhjertigt salgsbrev, JOURNALISTEN citerede i august 1998:
»Kom selv til orde i avisen. Som annoncør er du med til at udforme den redaktionelle linje,« lyder det i salgsbrevet, hvor kunderne loves redaktionel spalteplads i samme omfang, som de tegner annoncer i tillæggene: Én sidesannonce udløser en sides redaktionel omtale, en halvsides annonce giver en halv sides artikel, etc.

Hus forbi
»Annoncørerne ved jo som regel mest om emnet.«
Så bramfrit udtalte lederen af annonceafdelingen på Aalborg Stiftstidende, Per Jensen, sig til JOURNALISTEN, da han i august 1998 blev bedt om at forklare, hvorfor avisen tilbød annoncørerne redigerende indflydelse og garanterede dem omtale i tillæggene.
I december måtte Per Jensen erkende, at avisen nok var gået over stregen. Han forsikrede, at i fremtiden var det reklamer for sig og journalistik for sig:
»Vi bytter ikke længere annoncer for redaktionel omtale,« som han formulerede det.
I dag har Per Jensen ikke længere kontor på Aalborg Stiftstidende. Han er direktør for den noget mindre Fjerritslev Avis, og også munden er mindre åben:
»Jeg har ikke noget med det at gøre mere. Jeg er lykkelig ude af det,« som han siger.
Afløseren på posten som chef for annonceafdelingen er også ganske fåmælt.
»Jeg er nytiltrådt,« forklarer Michael Bermann. »Og for ikke at få noget forkert ud, om man så må sige, så har vi truffet den beslutning, at det kun er vores chefredaktør, Per Lyngby, der udtaler sig om det. Helt og aldeles.«
Michael Bermann nægter også at kommentere, om han er vidende om, at annoncemetoden stadig lever på avisen. Det sidste er ærgerligt, for ansvarshavende chefredaktør på Aalborg Stiftstidende, Per Lyngby, synes ikke opdateret om annonceafdelingens virke.
»Vi har fuldstændigt ændret vores salgsmateriale. Og vi har også ændret praksis. Det er det, jeg har givet besked om,« lyder det således fra Per Lyngby.
Men en annoncesælger på avisen fortæller mig, at intet er forandret
»Så vil jeg sige, at det er ikke mig bekendt. Jeg har givet
besked om, at annoncesælgerne ikke skal sælge annoncer mod redaktionel omtale,« siger Per Lyngby. »Jeg vil undersøge det. Hvis det stadig sker, er der nogen, der har misforstået noget,« siger han.

En spændende erhvervsavis
JOURNALISTEN er i besiddelse af et salgsbrev, afsendt i januar af Aalborg Stiftstidendes annonceafdeling i samarbejde med Vendsyssel Tidende, Fjerritslev Avis og Løgstør Avis.
Salgsbrevet er henvendt til virksomheder, der ønsker at profilere sig i »en spændende erhvervsavis, som hver gang er fyldt med artikler, der handler om det nordjyske erhvervsliv,« som det hedder i salgsbrevet om avisen, der udkommer i april.
Avisen distribueres ikke som indstik i aviserne, men med posten.
JOURNALISTEN bad en reklamekonsulent på et aalborgensisk reklamebureau tjekke, om Aalborg Stiftstidende giver redaktionel omtale i erhvervsavisen, hvis der rykkes annoncer ind.
»Jeg kunne få godt få redaktionel omtale til kunden, hvis jeg kom med en annonce,« siger konsulenten efter samtalen med Aalborg Stiftstidendes annonceafdeling. »En halvsides annonce til godt 18.000 kroner, giver en halvsides redaktionel omtale,« lyder den uddybende forklaring fra konsulenten.
JOURNALISTEN har talt med den annoncesælger på Aalborg Stiftstidende, der afgav tilbudet om redaktionel omtale i erhvervsavisen. Vedkommende henviser til avisens ledelse, der også på dette punkt melder hus forbi:
»Jeg er ikke vidende om at det foregår,« siger ansvarshavende chefredaktørpå Aalborg Stiftstidende Per Lyngby.
Kort efter ringer Per Lyngby tilbage.
»Jeg indkalder til et møde i dag klokken 12. Her vil jeg indskærpe,at vi ikke vil have den slags. Noget tyder på, at min første besked ikke er trængt ordentligt igennem. Jeres oplysninger tager fusen på mig. Det skal slås fast én gang til, at annoncesælgere ikke må tilbyde annoncører redaktionel omtale i tillæggene,« siger Per Lyngby. »Det kan vi ikke leve med redaktionelt.«

Bødesag på vej
»Det er uacceptabelt og ulovligt, det Aalborg Stiftstidende foretager sig,« siger Forbrugerombudsmand Hagen Jørgensen, da JOURNALISTEN forholder ham de seneste oplysninger i sagen.
Forbrugerombudsmanden er ved at forberede en sag ved Sø- og Handelsretten mod både Aalborg Stiftstidende og annoncørerne. Kontorchef i Forbrugerstyrelsen, Charlotte Arup forklarer, at det er Markedsføringslovens regler om god markedsføringsskik, der vil blive brugt i sagen. Resultatet kan blive en bøde til både annoncører og avisens ansvarshavende redaktør.
Forbrugerombudsmanden overvejer desuden en sag, hvor avisen og annoncørerne forbydes at lave lignende markedsføring i fremtiden.Gør de det alligevel, vanker der bøder.
Forbrugerombudsmanden orienterede sidst i december 1998 Rigsadvokaten om sagen, for at høre om Rigsadvokaten vil rejse tiltale jævnfør Medieansvarsloven. I skrivende stund har Rigsadvokaten ikke taget stilling. Statsadvokat Hanne Schmidt vurderer, at hun har svaret klar midt i marts.

JOURNALISTEN har i en række artikler siden august 1998 beskrevet annoncepolitikken på Aalborg Stiftstidende og Forbrugerombudsmandens sag mod avisen. Søg artiklerne i JOURNALISTENs arkivpå http://www.journalisten.dk/. Forbrugerstyrelsens hjemmeside http://www.fs.dk/ indeholder Forbrugerombudsmandens akter i sagen, blandt andet Pressenævnets afvisning af den.

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right