
Illustration: Sidsel Sørensen
Siden Facebook i oktober sidste år skiftede navn til Meta, har der spredt sig en voldsom international hype om metaverset: Næste generation af internettet bliver tredimensionelt og langt mere indgribende end nutidens – og vi kommer til at kalde det metaverset. Det mener en række af verdens mest dominerende tech- og analysevirksomheder.
Vi kommer til at samarbejde, shoppe, uddanne os og købe ’land’ i virtuelle tredimensionelle miljøer. Og grafik vil poppe op i vores synsfelter, når vi bevæger os rundt med vores augmented reality-briller. Sådan kan nogle af idéerne sammenfattes.
Augmented reality vil sige, at der kommer et grafisk lag ind over den fysiske virkelighed, du kigger på – for eksempel i et par augmented reality-briller eller på en smartphoneskærm, som du holder op foran dig.
Milliarder og atter milliarder
Skal medie- og kommunikationsfolk interessere sig for udviklingen? Ja, mener flere eksperter, Journalisten har talt med.
Ifølge analysevirksomheden Gartner vil 25 procent af os tilbringe mindst en time om dagen i metaverset i 2026. Og giganter som Meta, Microsoft og Nvidia bruger milliarder på at udvikle det.
”Der er en ekstrem hype om metaverset lige nu,” konstaterer Sofie Hvitved, fremtidsforsker hos Instituttet for Fremtidsforskning.
Alene Meta brugte sidste år godt 70 milliarder kroner på udvikling relateret til metaverset. De kredser især om augmented reality og virtual reality headsets. Et virtual reality headset har en skærm til hvert øje, der tilsammen omslutter hele dit synsfelt.
Og i kulissen lurer Apple, der – ifølge flere eksperter – vil lancere augmented reality-briller til masserne inden for to år.
Og udviklingen har stor bevågenhed, også politisk: Midt september fortalte EU-Kommissionens formand – Ursula von der Leyen – i et ’Letter of intent’, at EU er på vej med et ”initiativ om virtuelle verdener, såsom metaverset”.
Ingen fast definition
På trods af at mange er enige om, at metaverset bliver den næste store ting, er der ingen fælles definition på det. Men de fleste er enige om, at det bliver tredimensionelt, og at vi kommer til at interagere med hinanden i det i realtid.
Facebook-stifter Mark Zuckerberg beskriver metaverset som ”et legemliggjort internet”.
Og Gartner beskriver det som ”et kollektivt, virtuelt, delt rum, skabt af konvergensen mellem virtuelt forbedret fysisk og digital virkelighed”.
Matthew Ball er forfatter til bogen ’The Metaverse: And how it will revolutionize everything’, der udkom i juli. Over for Journalisten sammenfatter han metaverset som ”et realtids 3D-netværk af virtuelle verdener”.
”Jeg tror, metaverset bliver den næste generation eller en udviklet version af internettet,” siger han.
Computerspil viser vejen
Et skifte hen imod et mere tredimensionelt internet er begyndt, siger Matthew Ball:
”I årtier har mediebranchen været domineret af video. Det er den mest populære og værdifulde form for underholdning globalt. Og alligevel bruger hver generation mere tid i virtuelle verdener og spil end den sidste,” siger han.
Kulturbegivenheder, information og annoncer vil i stigende grad flytte ind i virtuelle 3D-miljøer, vurderer Matthew Ball.
Sofie Hvitved tegner et lignende billede:
”Ligesom man er gået fra tekst til billede til video på sociale medier, kommer vi formentlig også til at se et skub i retning af mere ’immersive’ tredimensionelle medieformer,” siger hun.
’Immersive’ betyder ’fordybende’ på dansk. Man bruger det om situationer, hvor brugeren bliver ’opslugt’ af et digitalt univers.
Så dødt som Zuckerbergs øjne
Fra andre kanter bliver udviklingen latterliggjort. I august mente en skribent hos erhvervsmediet Fast Company for eksempel, at ”Metaverset er lige så dødt som Zuckerbergs tegneserieøjne”. Med henvisning til en 3D-figur af Mark Zuckerberg i Metas virtual reality-univers ’Horizon’.
Men faktisk bliver flere af de relaterede teknologier allerede brugt i stor stil.
Det danske augmented og virtual reality-bureau Virsabi har kunder som Ikea, Maersk og FLSmidth.
Kunderne bestiller for eksempel virtual reality-universer, hvor de træner medarbejderne. Og Jens Lauritsen – Virsabis Chief Product Officer – bruger aktuelt en del af sin tid på at implementere augmented reality-løsninger i produktionshaller og inden for offshore og maritim industri. Her lægger virksomheder digitale lag ind i eksempelvis teknikeres synsfelter med augmented reality-briller.
”Og noget af det, der generelt rykker meget for tiden, er 3D-visualiseringer af fysiske produkter,” fortæller Jens Lauritsen.
Virsabi har for eksempel skabt 3D-versioner af lampeproducenten Louis Poulsens lamper, som man kan ’hænge op’ hjemme i stuen – ved at holde sin telefon op foran sig.
Et andet eksempel er appen Klimaklar, som Virsabi har produceret for Odense Kommune: Hvis man holder sin telefon op foran sig, kan man se på skærmen, hvor meget vand der vil lægge sig det pågældende sted i tilfælde af kraftige regnskyl.
Forsigtige medier
Da overtegnede sidst skrev om virtual reality for Journalisten i 2016, var flere mediechefer begejstrede for, at man nu kunne lave journalistik i virtual reality – blandt andet ved hjælp af tredimensionel video i 360 grader.
Det har den almene mediebruger ikke set meget til siden. Men Matthew Ball vurderer, at det er et spørgsmål om tid, før medier for alvor begynder at operere i tre dimensioner.
”I løbet af det seneste årti har vi set mange traditionelle nyhedsmedier fokusere på videobaserede historier eller ‘immersive’ artikler online. Dét vil vi begynde at se transcendere til 3D-miljøer,” mener han.
Inden for annoncer er der også en forsigtighed – blandt andet fordi teknologien til at købe annonceplads i virtuelle 3D-miljøer ikke er moden, siger Matthew Ball. Men potentialet er stort, mener han og nævner den tredimensionelle spilplatform Roblox, som dagligt har knap 60 millioner aktive brugere.
”Det gør det til et essentielt medie at nå ud til forbrugerne på,” siger han.
”Der er også mange, der mener, at annoncer i fremtiden i stigende grad vil blive baseret på augmented reality,” fortsætter han.
Fra Sofie Hvitved lyder rådet:
”Samtlige medievirksomheder skal tage metaverset seriøst – med et langsigtet perspektiv. Forstået på den måde, at man skal begynde at lære at forstå strukturerne og dyppe tæerne i det.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.