Umiddelbart betyder De olympiske Lege i Beijing stramning af censur og mediekontrol, stik imod Den olympiske Komité og Kinas løfter. Men i det lange perspektiv kommer legene ad omveje til at betyde større åbning.

CENSUR. Hvis du ikke kan læse netsiden fra Kina, så er de tre mest sandsynlige årsager:
Du prøver at komme ind på Kina-kritisk site
Du får Kina-kritiske mails fra uønskede elementer
Det handler muligvis om Tibet, Taiwan eller terror
Enhver, der har været på nettet i Kina, kender den kinesiske censurs blindgyde. For mit eget vedkommende senest i juli, når jeg ville åbne mails fra organisationer som Human Rights in China i New York og China Labour Bulletin i Hong Kong. Sådan er det hver gang; også hvis man går ind på sider, som byder de kinesiske magthavere imod, organisationer og emner som Amnesty International eller Falun Gong. For tiden er der maraton head banging mod Kinas store Mur i cyber space. De flere end 20.000 udenlandske journalister, som er i Kina for at dække OL, banker frustrerede og forbløffede hovederne ind i vor tids mest massive virtuelle mur.

I EN SURREALISTISK OPVISNING beklagede IOCs pressechef afmægtigt at have vildledt journalisterne ved at love fri internetadgang. Dagen efter meddelte IOCs vicepræsident, at Kina havde ombestemt sig, og at "internetbrug vil blive som ved ethvert andet OL".
IOC har ellers hele tiden lovet, at Beijing ville opfylde kravene til både menneskerettigheder og uhindret mediedækning. Beijings viceborgmester sagde i sin tid, at ikke alene ønskede Beijing at fremme byens udvikling, "men hele samfundsudviklingen, herunder demokrati og menneskerettigheder".
Samtidig har Kina lovet medierne vilkår af "international standard" ved OL, men snedigt nok ikke formuleret den kinesiske fortolkning af begrebet. Nu hedder det blot, at journalisterne i deres OL-dækning ikke har brug for emner, der i de kinesiske magthaveres øjne "ikke har noget med OL at gøre".
Uanset forfatningens ord om ytringsfrihed og ret til at danne politiske partier er virkeligheden, at Kommunistpartiets herredømme ikke må anfægtes, og den eneste reelle politiske opposition og debat findes inden for Partiet. Her diskuteres til gengæld livligt, også hvordan Kina skal inddrage befolkningen i samfundsdebatten ved at slække grebet om medierne.

SET MED MAGTHAVERNES ØJNE er problemet, at det er risikabelt at åbne for sluserne. Det ville i løbet af nul komma fem samle millioner af kinesere i et kæmpe kor af kritiske røster, som i dag knap kender til hinandens eksistens eller problemer. Hvis alle forulempede kinesere finder sammen i protest og frustration, kan det udløse social og politisk eksplosion i et land, som først og fremmest – og somme tider med brutale midler – tilstræber politisk stabilitet og økonomisk fremgang.
Det er i denne ligning, at magthaverne erkender nødvendigheden af folkelig deltagelse og sågar kritik, men nok især indspark til nye ideer og løsninger på Kinas problemer, blandt andet kriserne på arbejdsmarkedet og i høj grad også Kinas stærkt belastede miljø – med større ytringsfrihed som ventil. Men da menneskeretsaktivisten Yang Chunlin på kort tid indsamlede 10.000 underskrifter på en erklæring om, at Kina har mere brug for menneskerettigheder end OL, blev han idømt fem års fængsel for kritik af Kinas socialistiske system og de kinesiske ledere – round up the usual suspects, få dem af vejen inden OL.
Den officielle propaganda giver kineserne indtryk af, at OL i Beijing er det internationale samfunds taknemmelige udtryk for stor beundring af Kina. At IOC blot er en lukket loge omkring international idræt, kendt for sine skumle forretningsgange, er der ikke lagt vægt på. Magthaverne har sat enorm prestige ind på pletfri afvikling af legene i Beijing, og det er ikke let. Forureningen i Beijing er livsfarlig visse dage. Og der findes borgere, som er ligeglade med OL.

HVERT ÅR 10. MARTS er der ulovlige markeringer i Tibet – som regel ganske uanseelige – i anledning af årsdagen for den opstand, der sendte Dalai Lama i landflygtighed i 1959. OL betyder, at magthaverne har blottet en flanke, så i år udviklede det sig voldeligt med mange dræbte – også kinesere, som blev ofre for tibetanernes vrede. Myndighederne reagerede som altid med total mørklægning, men enkelte meldinger og fotos slap alligevel ud via mobiltelefoner.
Kineserne tilrettelagde den olympiske fakkels verdensturne med stor omhu, og dog fik afviklingen katastrofal mediedækning. Der var højlydte og farverige støttedemonstrationer for tibetanerne overalt, hvor det kunne lade sig gøre.
Så blev Kina ramt af et alvorligt jordskælv. Myndighederne mørklagde som altid umiddelbart per refleks, men efter få timer blev kursen lagt om, og for første gang i Det nye Kinas snart 60 år var der fri adgang til et brændpunkt for journalister fra ind- og udland. Det var en satsning af dimensioner – i det store perspektiv langt større end OL – og belønningen kom prompte. OL og faklen blev trængt i baggrunden. Nu stod verden last og brast med jordskælvets ofre. Millioner af kinesere viste mageløs solidaritet og offervilje. Også udlandet meldte sig hurtigt med tilbud om målrettet katastrofehjælp. Og ligeledes for første gang tog Kina imod hjælp fra "udbryderøen" Taiwan såvel som fra det ellers forhadte Japan.

FØRST EFTER NOGLE UGER begyndte nogen mørklægning. Det var, da tusinder af forældre til børn, der blev dræbt, da deres skoler styrtede sammen, påpegede, at de sjusket byggede skoler var rene dødsfælder i det jordskælvsudsatte område, mens regeringsbygninger generelt modstod rystelserne. Den slags kritik tåler magthaverne endnu ikke. Men ånden – eller lidt af den – er sluppet ud af flasken, og rundt om i Kina bærer folk gule sløjfer i solidaritet med ofrene og de efterladte – og også som en diskret hyldest til mediedækningen.
De kinesiske magthavere planlægger til mindste detalje, for at intet må gå galt. Men jordskælvet i Sichuan kunne ikke planlægges, og så blev det dét, der trak modsat af OL-kramperne og løslod medierne for en stund. Erfaringerne fra Sichuan bliver et vigtigt argument for de kræfter i Kinas øverste ledelse, som taler for en styrkelse af medierne. Læren er, at kineserne ikke er så dumme endda. De kan udmærket tåle at høre sandheden. De behøver ikke de formynderiske censorers fintmaskede filtrering og forvanskning for at forstå verden og agere i den.

Mette Holm har beskæftiget sig med Kina i 30 år – blandt andet som korrespondent for flere danske medier – og hun har skrevet flere bøger om landet.