search

Internationale medier øger søgelyset mod Tyrkiet

Efter syv år bag tremmer blev den tyrkiske journalist Füsun Erdogan ikke frigivet, da hun onsdag mødte i retten I Istanbul. Til gengæld retter internationale og tyrkiske medier nu for alvor søgelyset mod de 59 fængslede tyrkiske journalister. Presset, bl.a. fra IFJ, mod regimets behandling af journalister vokser. Også på pladsen foran verdens største retsbygning

Istanbul, 30. oktober: 25 slægtninge, venner og menneskerettighedsaktivister danner mur foran retsbygningen. De bærer skilte og dragter med påskriften ’Waiting for Justice’. Den fredelige – og helt tavse – demonstration filmes af BBC, hollandsk tv og en række tyrkiske medier. Menneskemurens budskab er klart: De 50 fængslede tyrkiske journalister skal frigives. Der er særligt fokus på Füsun Erdogan, som er den længst fængslede journalist i Tyrkiet. Indespærret siden 8. september 2006, hvor hun blev skubbet ind i en bil på åben gade i Izmir.

Vi står foran Europas største retsbygning i Caglayan, en forstad til Istanbul. 32.000 m2 i skinnende blank marmor. Det er her, journalisterne gang på gang bliver slæbt for en anklager, som finder på alle mulige krumspring for at holde sagen kørende. Füsun Erdogans sag har for eksempel skiftet anklager syv gange. En enkelt gang, i 2010, var en anklager på nippet til at løslade hende. Men så blev han forflyttet.

I dag skal hendes forbrydelse takseres. Den oprindelige anklager krævede livstid, fordi han fandt bevist, at Füsun Erdogan var ledende figur i det marxistiske parti, MLKP. Hun siger derimod, at alle beviser mod hende er plantet af politiet.

Dagens medieopbud tyder på, at omverdenen er ved at få øjnene op for den uret, der begås imod kritiske journalister. BBC laver stor reportage, hollandsk tv sendte i aftes en halv time med afsæt i Füsun Erdogans skæbne, en række Grønne europaparlamentarikere er på vej hertil, Dansk Journalistforbund skal om et par uger mødes med den danske udenrigsminister om de fængslede journalister, det europæiske journalistforbunds formand, Mogens Blicher Bjerregård har netop i dag i Istanbul tordnet imod den tyrkiske pressetilstand fra talerstolen hos International Publischers Association. Og det vælter ind med sympatitilkendegivelser fra hele verden. Måske virker det internationale pres på den tyrkiske regering?

Vi når netop indenfor i retssalen og besætter de sidste ledige sæder. Der er vel 200 personer, inklusive 30 vagter, i retssalen, der er på størrelse med et mellemstort parcelhus på 150 m2.

Med et får Füsun Erdogan ordet. Indleder med at takke alle sine støtter og fortsætter:

”Jeg har altid været åben om min socialistiske holdning og min kritik af regeringerne. Men jeg er journalistisk, ikke politisk aktivist. Jeg er offer for et set up. Beviserne imod mig er værdiløse. Det eneste positive er, at det tyrkiske regime ikke længere myrder journalister, nu nøjes man med juridiske mord.”

En af anklagerne er faldet i søvn. Hans hoved ruller frem og tilbage, indtil en assistent diskret får ham til hægterne igen.

På samme tid er der mange rørende øjeblikke, når der opstår øjenkontakt mellem pårørende og anklagede.

Salen rummer nemlig otte andre anklagede. Fælles for dem alle, inklusive Füsun Erdogan, er, at de ifølge anklageskriftet er aktive og ledende medlemmer af den forbudte ’terrororganisation’ MLKP. En studerende, som holder en markant forsvarstale, skulle have opmuntret til terror på forskellige universiteter. En lagerarbejder skulle have været bestyrelsesmedlem, og Füsun Erdogan hævdes at have kanaliseret penge fra den radiostation, Radio Free, som hun selv har oprettet, til organisationens undergravende arbejde.

Der dekreteres pause, og Füsun Erdogans søn får lov til at give sin mor et kram. Begge opløses i tårer, og selv formanden for det tyrkiske journalistforbund, Ercan Epekci, er dybt berørt. 

Efterhånden går det op for tilhørerne, at det ikke bliver i dag, der falder en afgørelse. Nu siger man på mandag den 4. november. Formanden for det tyrkiske journalistforbund lister ud på gangene. Han ser træt ud. Ikke mærkeligt, idet han følger alle retssagerne imod de fængslede journalister tæt:

”Det er deprimerende at følge, hvordan systemet arbejder. Jeg aner ikke noget om MLPK. Måske er der kriminelle blandt. Måske har de skjult våben. Måske har de brugt dem. Aner det ikke. Men det har intet at gøre med Füsun Erdogan. Hun er journalist!" nærmest råber den ellers meget tålmodige Ercan Epekci og fortsætter:

”Füsun har altid været kritisk, ikke mindst imod politiets metoder. Og hun er kendt. Mange lytter til hende. Det kommer hende til skade nu. Nu vil de bare af med hende, fordi hun ikke retter ind. Hun vil have lov til at ytre sig frit som journalist. Og hun vil have lov til at ytre sig frit som socialist. Er det for meget forlangt?”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen