Internationale eksperter kritiserer brug af kommentatorer i Danmark

Flere udenlandske medieeksperter undrer sig over, at vi i Danmark bruger politiske kommentatorer, der har tætte forbindelser til politikere.

Flere udenlandske medieeksperter undrer sig over, at vi i Danmark bruger politiske kommentatorer, der har tætte forbindelser til politikere.Én politisk kommentator er gift med en minister. En anden har produceret valgmateriale for en folketingskandidat. En tredje har gjort sig selv til aktør i valgkampen. En fjerde har selv været minister og har en datter, der stiller op til folketingsvalget. Og så er der alle de kommentatorer, som tidligere har været pressechefer for enten den røde eller den blå fløj.
Flere udenlandske eksperter sætter nu direkte spørgsmålstegn ved navngivne danske kommentatorers habilitet. Det sker i det nummer af fagbladet Journalisten, som udkommer i dag.

Professor i journalistik ved Oslo Universitet Sigurd Allern vurderer, at seere og lyttere i Norge ville sætte spørgsmålstegn ved kommentatoren og dermed også mediets troværdighed, hvis kommentatoren var gift med en minister, som for eksempel Ralf Pittelkow, eller hvis en tidligere minister som Hans Engell blev brugt til at bedømme dueller mellem de to statsministerkandidater. Han undrer sig også over, hvor hurtigt spindoktorer flytter over på den anden side af bordet og bliver kommentatorer.

»Jeg synes, at man kan stille spørgsmålet, om vejen fra regeringskontorerne til mediekontorerne ikke er blevet foruroligende kort. Konsekvensen kan være, at folk får indtryk af, at politik først og fremmest er et politisk spil, hvor de, der skal overvåge magten, i højere grad bliver samarbejdspartnere,« siger Sigurd Allern.

Lektor i journalistik og etik ved Poynter Institute Bob Steele undrer sig over, at Niels Krause-Kjær kunne lave et interview til en brochure for en konservativ kandidat og alligevel fungere som kommentator i tv-programmet Jersild og Spin.
Det blev nævnt, at han var tidligere konservativ pressechef, men ikke, at han bidrog aktivt. Dét, mener Bob Steel, gør en stor forskel.
»At give personen titlen kommentator, som en der kan vurdere valgkampen udefra, er misvisende, hvis kommentatoren selv er involveret i valgkampen,« siger Bob Steele.
Ifølge Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen er det afgørende, at der er åbenhed omkring kommentatorens baggrund og forbindelser. Poul Madsen mener ligefrem, det er på tide, at medierne stiller de samme krav om åbenhed til sig selv, som de stiller til ministrene. Og på samme måde som det kræves, at ministre fremlægger, hvilke personlige interesser de har, bør medierne fremlægge, hvilke interesser de politiske kommentatorer har.
Til gengæld synes Poul Madsen ikke, at der er noget at komme efter i forhold til Hans Engell, der trods sin fortid som minister og konservativ partiformand har fungeret som avisens dommer i duellerne mellem Thorning og Fogh.
»Jeg mener, Hans Engell er en af Danmarks bedste politiske kommentatorer, fordi han har prøvet det på sin egen krop. Vi ved jo godt, hvad hans baggrund er. Der er ikke noget fordækt i det,« siger Madsen.
Under valgkampen afbrød TV 2 samarbejdet med kommentatoren Ralf Pittelkow af etiske årsager. På Jyllands-Posten fortsatte Ralf Pittelkow valgkampen igennem som kommentator. Pittelkow afviser over for Journalisten, at han skulle have et problem. Hans redaktør bakker ham op.
»Ralf Pittelkow er en af de mest gennemlyste kommentatorer. Alle ved jo, at han er gift med Karen Jespersen. Desuden har vi en aftale om, at han ikke kommenterer hende. Det er selvfølgelig en lidt speciel situation, men det har vi talt med Pittelkow om,« siger chefredaktør Carsten Juste
Chef for DR Perspektiv Ralf Andersson, der er ansvarlig for Jersild og Spin, hvor Niels Krause-Kjær afløste Qvortrup midt i valgkampen, anser det for at være helt uproblematisk, at Niels Krause-Kjær har produceret et interview til en folder for sin konservative ven og kandidat i valgkampen René Offersen.
»I og med, at vi har præsenteret ham som tidligere pressechef for De Konservative, har vi ikke lagt skjul på det udgangspunkt, han har talt fra. Det afgørende er, at man fortæller, hvilken baggrund personen har. Så kan folk selv tage stilling,« siger Ralf Andersson.
Niels Krause-Kjær mener, at det rent faktisk er berettiget at rejse en diskussion af de danske, politiske kommentator.
»Det ene, vi skal kigge på, er gennemsigtigheden. Det andet er, at politiske kommentatorer bliver brugt som tapet. Det er en hurtig og billig måde at fylde spalteplads i aviserne. Kommentatorer bliver brugt og bruger sig selv ureflekteret. Det gælder også mig selv,« siger Krause-Kjær.
Han skønner, at han har sagt nej til to ud af tre henvendelser under valgkampen.
»Men jeg burde nok have sagt nej til ni ud af ti,« tilføjer han.

Læs eksperternes kommentarer i Journalisten nr. 18 2007.

0 Kommentarer