Freelanceren Per Henrik Hansen tog prisen for årets bedste landbrugsartikel på international konference. Han har haft bedre muligheder for at skrive kritisk end sine udenlandske kolleger, siger han til Journalisten.dk.
Per Henrik Hansens artikel »Kyllinger designet til vækst« tog prisen som årets bedste på den internationale kongres for landbrugsjournalister i Canada. Artiklen handler om de nye produktionsvilkår for danske kyllingeproducenter.
»Jeg er stolt og beæret, blandt andet fordi jeg får prisen for en ret kritisk artikel,« siger Per Henrik Hansen til Journalisten.dk.
Per Henrik Hansen kommer selv fordommen om, at landbrugsjournalistik ikke er kritisk, i møde. Han mener, at han simpelthen har haft bedre muligheder for at skrive kritisk om landbruget end landbrugsjournalister i resten af verden. 'Spis Bare', magasinet der bragte artiklen, er dog lukket nu, men der er andre medier til kritisk landbrugsjournalistik, siger Per Henrik Hansen.
»Ligesom ved alt andet fagjournalistik er der selvfølgelig også det, vi kalder køleskabsartikler – inspiration og gode ideer til, hvordan man kan drive sit landbrug. Men blandt andet Maskinbladet er jo et helt uafhængigt medie, der også skriver kritisk om landbrugets organisationer,« siger han.
»Man kunne dog godt mene, at mange af bladene om landbrug kunne være mere kritiske over for sine egne udgivere. Men sådan tror jeg det er i alle brancher.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.