Fotografer arrangerer og iscenesætter deres billeder, som aldrig før. Mange, især unge, vil ikke lade sig begrænse af virkeligheden, når de skal fortælle en historie med billeder. De er selv med til at påvirke, hvad der foregår foran linsen, for at skabe et bedre fotografi. Grænserne for, hvor langt de vil gå, er forskellige, men tendensen er den samme. Det objektive billede er dødt. Det personlige og mere fortolkende billede er på vej ind.
»De unge fotografer er vokset op med MTV, dogmefilm og HI8-kameraer. De har for længst gennemskuet, at fotografiet er subjektivt. De tror ikke på Radioavisens og andre mediers selviscenesættelse som formidlere af sandheden. Derfor bruger de andre metoder,« siger freelancefotograf Henrik Saxgren.
Billedredaktør på Berlingske Tidende Niels Hjerrild mener, at udviklingen er problematisk.
»Fotograf-faget i dag er noget rod. Der er ingen klare linier for, hvad man må og ikke må. Billederne er flottere end nogensinde, men hvornår er det ægte historier, vi får fortalt, og hvornår er det opstillede,« spørger Niels Hjerrild.
Han mener, at blandingen af iscenesatte billeder og de mere traditionelle pressefotografier skyldes, at fotograferne i dag er blevet så dygtige, at virkeligheden ikke slår til.
»Billedmæssigt er nogle af de unge så gode, at det simpelthen ikke kan lade sig gøre at lave de billeder, de vil. Ikke hvis både indholdet, autenticiteten, touchet og æstetikken skal gå op i en højere enhed. Du er nødt til at snyde et eller andet sted. Og det nemmeste er at arrangere,« siger han.

Tabu
En af de unge grænsebrydere er Nicolai Fuglsig, der er tilknyttet Politiken. Han er nærmest blevet overdynget med priser siden afgangen fra Journalisthøjskolen for et år siden.
Infinity Award for Young Photographer i USA, Newcomer Photographer ved fotofestivalen i Perpignan i Frankrig, og ikke mindst vinder af en kategori ved World Press Photo i foråret. Alle tre steder vandt han med sit afgangsprojekt fra Journalisthøjskolen, en fotofortælling om en radioaktivt forurenet by i Rusland, Muslomovo.
Fotoserien, der også er udgivet i bogform, er langtfra, hvad de fleste forstår som almindeligt pressefotografi. Ikke kun er en del af billederne temmelig abstrakte. Nicolai Fuglsig har også bevidst påvirket, hvad der er sket foran linsen.
Fuglsig bad blandt andet nogle børn om at tage ud og lege i en ruin i byen for at få et billede derfra. Han havde tidligere set børnene lege der, men de var der ikke den dag, billedet skulle laves.
Han har selv holdt en glasmontre med et radioaktiv tegn op foran en dreng, der lå på et hospital, for at fortælle om drengens problemer med strålingen.
Fuglsig og hans tolk løb rundt på en mark i timevis for at få en hest til at stejle foran den rigtige baggrund. Et billede, der åbner bogudgaven. Tolken medvirker i øvrigt på flere af billederne.
Nicolai Fuglsig har tidligere været meget tilbageholdende med at fortælle om, hvordan han arbejder, og vil stadig ikke fortælle detaljer om det enkelte billede. Det, mener han, er uvæsentligt. Han vil hellere tage hul på debatten.
»Det her med at arrangere og iscenesætte er det største tabu i dansk pressefotografi. Vi trænger til en principiel debat,« siger han.
Nicolai Fuglsig indrømmer blankt, at han ofte laver billeder, der er langt fra almindelig fotojournalistik.
»I Muslomovo har jeg stået på hænder, flyttet på mennesker, kravlet rundt på skamler, spyttet på linsen og brugt en glasplade, jeg selv havde med. Jeg ved godt, at der er nogle mennesker, der vil blive chokerede over at høre det. Men jeg mener kun, at man kan fortælle den historie på den måde, jeg har gjort.«
Nicolai Fuglsig blev for et stykke tid siden så træt af at høre kollegaernes kommentarer til hans arbejdsmetoder, at han droppede ordet »presse« i sin titel, og nu kalder sig fotograf.

Kun billedet er interessant
De færreste danske fotografer er overraskede over Fuglsigs metoder – de har hørt rygterne. Og selvom flere mener, at han er gået over stregen, er de ikke forargede.
»Generelt må fotografer gøre, hvad fanden de vil, for det er kun billedet, der er interessant. Ikke nødvendigvis overvejelserne omkring det, og hvordan det blev til. For mig må man gerne flytte rundt på personer og vente fire timer på, at lyset bliver bedre,« siger Henrik Saxgren, der skynder sig at pointere, at den fri fortolkning ikke gælder for det traditionelle dokumentariske nyhedsfotografi som for eksempel fra Nørrebro-urolighederne.
»Et billede, hvor politiet trækker pistoler, må der aldrig røres ved. Det er et dokument. Modsat har vi portrættet, som alle er enige om, slet ingen grænser har for iscenesættelsen. Jeg mener nyhedsfotografiet er det eneste, der kan opstilles regler for,« siger han.
Fotograf på Jyllands-Posten Carsten Ingemann mener, at Nicolai Fuglsig er gået for langt ved selv at have en glasplade med til optagelserne, men vil alligevel ikke fordømme det.
»Vi har bildt os ind, at pressefotografiet er uangribeligt og dokumentarisk. Det passer overhovedet ikke. Det har det aldrig været. Jeg synes ikke, at Nicolai Fuglsigs Muslomovo-projekt er en uærlig skildring, selvom han har arrangeret og iscenesat. Som fotograf er du fortolker, ligesom du er som journalist.«

Uproblematisk at blande sig
Nicolai Fuglsig er langtfra den eneste fotograf, der indrømmer, at hans metoder adskiller sig fra traditionelt pressefotografi. Freelancer Joachim Ladefoged vandt en kategori ved World Press Photo i 1997. Og han indrømmer, at han også kan finde på at blande sig i, hvad der foregår foran linsen.
»For mig er der ikke noget problematisk i at bede nogen om at stille sig på en bestemt måde eller flytte på sig, så længe historien forbliver sand. I Perpignan (fotofestival, red.) vandt jeg blandt andet med et billede fra Albanien af en dreng, der sprang i vandet. Han var i gang med at bade, og jeg bad ham om at springe flere gange for at få et bedre billede. Det synes jeg da ikke, at billedet bliver utroværdigt af,« siger Joachim Ladefoged.
Freelancefotograf Nicolai Howalt kan også finde på at iscenesætte.
»Jeg synes ikke, det er forkert at finde en død hare i skoven og så flytte den til en eng. Som fotograf vælger man alligevel hele tiden til og fra. Også de fotografer, der ikke iscenesætter billeder. Det ene er ikke mere virkelighedsnært end det andet, så længe man ikke fortæller en usand historie. I virkeligheden synes jeg, det er et problem, at fotografiet har været betragtet som sandhedsvidne. Det har det aldrig været. Det tætteste, du kommer på objektivt foto, er vel i virkeligheden paparazzi-fotos, fordi fotografen her slet ikke påvirker situationen. Men det er jo også vanvittig subjektivt, fordi de udvælger enkelte, ekstreme situationer, der så fremstår som den skinbarlige virkelighed,« siger Nicolai Howalt,
Han er træt af, at det bliver betragtet som finere ikke at iscenesætte eller arrangere.
»Hvem har patent på virkeligheden? Masser af pressefotografer påvirker da omgivelserne uden at være opmærksom på det. Det er som om, at der har været fælles aftale om, at det er snyd at arrangere nogle ting. Men at uddybe sit sprog gennem de her værktøjer styrker da både billedet og historien. Og der er ingen præmierede fotografer, der kan sige, at de ikke har gjort det.«
Selvom Nicolai Howalt selv iscenesætter, ser han dog også en fare i de frie rammer.
»Der er en risiko for, at fotografer kan komme hjem med et fedt billede, som er skabt ud fra en dårlig eller usand historie. Men det må være op til fotografen selv at holde sin sti ren,« siger han.

Fluen væggen er død
Da Joachim Ladefoged begyndte som fotograf havde han en ambition om at virke som fluen på væggen. At han gennem sin linse skulle registrere den virkelighed, der omgav ham. Men han fandt hurtigt ud af, at det ikke kunne lade sig gøre.
»Det objektive billede er dødt. Det eksisterer ikke og har aldrig gjort det. Som fotograf vil du for eksempel altid påvirke situationen ved bare at være til stede.«
På en af sine rejser til Albanien var Joachim Ladefoged til en demonstration mod den daværende præsident Barisha.
»Lige så snart, vi løftede vores kameraer, gik folk amok. Og lige så snart, vi sænkede dem, slappede folk helt af. Skal vi så lade være med at tage et billede,« spørger Joachim Ladefoged, der ikke overraskende mener nej. Billedet skal tages, fordi et fotografi under alle omstændigheder er en subjektiv fortolkning.
»Forskellige fotografer fortæller på forskellige måder. Det må være op til den enkelte fotograf at sætte en grænse for, hvor langt han vil gå i sin fortolkning. Personligt går min grænse nok ved selv at bringe en ting ind i billedet, som ikke er til stede i forvejen. Men det kan ikke forarge mig, hvis nogen går det skridt videre.«
Nicolai Fuglsig mener, at den måde, han valgte at fortælle om den radioaktivt forurenede by Muslomovo på, er lige så sand som de mere traditionelle måder at tage billeder på. Eller lige så falsk.
»Det traditionelle pressefotografi bærer præg af, at man bare kommer og knalder et par billeder af, og så går igen. Så påvirker man da også situationen helt vildt. Jeg vil hellere prøve at fordybe mig og være med til at levere nogle billeder, der udfordrer læserens intellekt, så der bliver rum for fortolkning. Det er der hverken tid eller plads til at lave i dansk pressefotografi,« siger Nicolai Fuglsig.
»For mig er det allervigtigste, at læseren eller beskueren får en oplevelse, og at billederne kommer til at betyde noget for dem. Koste hvad det vil. Det handler ikke om at skabe noget dramatisk eller usandfærdigt. Det handler om at kende historien og visualisere den på den bedste måde. Dermed kommer æstetikken og iscenesættelsen i høj grad ind,« mener Nicolai Fuglsig.

Propaganda
Men når fotografen bruger sin egen hjerne til selv at skabe nogle situationer foran linsen, og sin æstetiske sans til at gøre andre billeder smukkere, opstår der nogle problemer.
»Hvis det bliver fotografens fantasi, der sætter grænser for, hvad der bliver fotograferet, fordi det er ham, der iscenesætter det, så begrænser vi jo fotografiet,« siger Henrik Saxgren.
»Der er en tendens til altid at søge de samme emner som sorg, død og fødsel i en krig. Hvis 500 fotografer i Kosovo alle sammen løber rundt og forsøger at æstetisere de emner, så bliver det en slags propaganda. Det er meget, meget dyrere, mere besværligt, hårdere og sværere at vente på, at situationerne opstår af sig selv. Men det skal altså også til. Ellers bliver fotografiet for
fattigt,« siger Henrik Saxgren.
Freelancefotograf Jan Dagø mener, at fotografer aldrig selv vil kunne skabe det samme, som virkeligheden kan præstere.
»Du vil aldrig selv kunne skabe noget så genialt, som kan opstå af sig selv på et splitsekund. For at fange den slags med kameraet, kræver det, at du venter på det, og det er ikke alle, der har tålmodighed til det. Derfor er der en risiko for, at det går hen og bliver skabelonfotografi.«
Jan Dagø har ligesom Joachim Ladefoged oplevet en demonstration, hvor
demonstranterne først begyndte at råbe og skrige, når han løftede sit kamera. Han lod være med at fotografere.
»Det er også et spørgsmål om at give sig tid. Det bliver jo ikke ved med at være interessant, at jeg står med mit kamera. Mange billeder ville vinde ved, at fotografen gav sig mere tid i stedet for. Jeg synes, at det, folk udtrykker af sig selv, fortæller mere.«

Læserne
Udviklingen med pressefotografiet over mod det mere personlige er sket over en årrække. Alligevel har der ikke været en åben debat om problematikken, og Jan Dagø mener, at man derfor har ladet læserne i stikken.
»Jeg tror, den her tendens skader fotografiet på lang sigt. Læserne er ikke med på, hvad der foregår, og pludselig bliver det ligesom Tour de France og EPO. De finder ud, hvordan der bliver arbejdet, og så bliver billederne uinteressante,« siger Jan Dagø.
Han vil gerne have, at der bliver meldt klarere ud til læserne, hvordan billederne bliver til, så de er klar over, hvilken slags fotografi de sidder og ser på. Om det er traditionelt pressefotografi eller en mere personlig fortolkende fotograf, der har arrangeret. Og han mener, at fotograferne selv må tage det ansvar på sig.
Joachim Ladefoged mener ikke, at det er nødvendigt.
»Folk er ikke så naive, så de tror på alt, hvad de ser. Jeg håber ikke, at folk, der har læst aviser, set tv og hørt radio om Kosovo i de sidste tre måneder, har troet, at det var sandheden, de fik. Der var propaganda fra serbernes side og fra Natos side. Det er ikke det samme som at sige, at man ikke skal stole på noget, men man skal da altid tænke sig om, når man ser et fotografi.«

Berlingske strammer op
Billedredaktør Niels Hjerrild er træt af, at der ingen faste regler er for pressefotografiet. Derfor vil han på Berlingske Tidende indføre retningslinier for, hvad fotograferne må, og hvad de ikke må. Fremover vil han ikke have, at reportagefotograferne bevidst påvirker en situation, de skal fotografere. Og slet ikke, at de arrangerer.
»Vores fotografer skal fotografere det, der sker. Så ligger kunsten i at komme på det tidspunkt, hvor der sker noget og være diskret til stede. Dermed siger jeg ikke, at billedet bliver objektivt, men det skulle gerne give et mere ægte udtryk i stedet for de teaterscener, vi nogen gange ser nu. Jo flere lag du kan skære fra i fortolkningen, jo tættere på det oprindelige kommer du. Og vi vil gerne signalere troværdighed ud til vores læsere.«
Carsten Ingemann mener ikke, at man kan lave en facitliste til, hvad man må, og hvad man ikke må.
»Du er hele tiden nødt til at overskride grænsen for at kunne sætte den. Jeg tror, det handler om, at alle skal have en anden holdning til fotografi, for hidtil har vi været naive i vores måde at betragte det på. Lad os droppe den åndssvage betegnelse pressefotografi. Lad os kalde det fotografi.«