Freelancebureauet InMente vil udvide og oprette en international afdeling. Den nye afdeling skal hedde InMente International, og planen er, at den skal købe historier og billeder fra freelancere og stringere over hele verden. Historierne skal afsættes til medier i Danmark, Norge og Sverige.
Det fremgår af en mail, som er blevet rundsendt til en række journalister i udlandet, og som Journalisten er i besiddelse af.
Medejer af InMente, Jesper Laursen, bekræfter indholdet af mailen, men er i øvrigt meget fåmælt omkring planerne.
»InMente er i gang med at afsøge mulighederne inden for det her marked,« er hans eneste kommentar.
InMente International bliver ifølge mailen lanceret omkring 1. oktober. InMente vil ikke konkurrere med de store nyhedsbureauer. I stedet vil bureauet satse på at etablere sig i en niche og levere »gode features, dybdeborende baggrundsartikler, de sjove og søde historier, eller historier om mennesker, der har lavet noget usædvanligt«, som der står i mailen.
InMente er tidligere blevet kritiseret for at underbetale de freelancere, som leverer artikler til bureauet. Ifølge mailen er der dog gode penge at hente ved at levere til InMente International./ Jakob Werner
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.