search

Inger Ørum Kirk forlader DR

Hun kom til DR for bare lidt over et år siden. Nu stopper Inger Ørum Kirk som HR-direktør i DR med udgangen af denne måned. Et indtil videre hemmeligt job uden for DR venter.

Hun kom til DR for bare lidt over et år siden. Nu stopper Inger Ørum Kirk som HR-direktør i DR med udgangen af denne måned. Et indtil videre hemmeligt job uden for DR venter.

Hun nåede lige akkurat at få to år hos Ritzau, inden hun i november 2009 blev udnævnt som ny HR-direktør i DR.

Nu er det så atter videre. Denne gang til et indtil videre hemmeligt job.

"Jeg har fået et jobtilbud, som indeholder en spændende kombination af opgaver, der giver mig muligheder for at bruge min erfaring og prøve kræfter med noget nyt og anderledes. Det kunne jeg ikke sige nej til. Det har været en svær beslutning, da DR er en enestående arbejdsplads med ekstremt dygtige medarbejdere, og hvor det dagligt har været en glæde at gå på arbejde," siger Inger Ørum Kirk, der på grund af en fortrolighedsklausul ikke kan oplyse, hvilken ny stilling hun skifter til.

Og i DR's top er man kede af situationen:

"Det er selvfølgelig ærgerligt, at Inger Ørum Kirk ikke længere skal stå i spidsen for DR's HR-område. Hun har løftet en kolossal opgave og påtaget sig et stort ansvar for at skabe de bedste rammer for chefer og medarbejdere og styrket hele DR i den periode, hun har været her," siger DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn.

Inger Kirk nåede i øvrigt at være ansat i DR af to omgange – første gang i 1994 og frem til årsskiftet 2007-2008 som blandt andet jurist i arbejdsret, siden som sekretariatschef i DR Programproduktion og sidst som underdirektør samme sted.

Efter to år som direktør på Ritzaus Bureau vendte hun som nævnt tilbage til DR den 1. januar 2010 som HR-direktør.

Den konstituerede direktør for DR Jura Politik og Strategi, Caroline Reiler, bliver konstitueret chef for DR HR, indtil en ny underdirektør for området er ansat.

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen