search

Ingeniører Uden Grænser vil have gratis journalistisk arbejdskraft

Ingeniører Uden Grænser prøver at få højskoleelever til at udføre gratis pr-arbejde. Leder af journalistlinjen på Askov Højskole synes, det er problematisk, at organisationen forsøger at få professionelt arbejde udført gratis. Hos Ingeniører Uden Grænser siger man, at det er en fejl, at opslaget endte på højskolen, men at man er overrasket over kritikken: »Vi har masser af ingeniørstuderende, der gerne vil arbejde frivilligt for os«

”Vil du hjælpe nødlidende mennesker i fattige lande – og bidrage til et livs overlevelse? Så er du måske vores nye pr-person.”

Sådan indledes det opslag, som Ingeniører Uden Grænser, IUG, har sendt ud til Askov Højskole.

IUG søger en person, der er meget velskrivende og kan vinkle en pressemeddelelse. En person, der har erfaring med at skrive til hjemmesider, har flair inden for kreativ markedsføring, og som kan arbejde selvstændigt. Og så skal personen også være indstillet på at deltage i gruppemøder om aftenen.

Arbejdstiden er ikke fastlagt, men det er lønnen. Der er nemlig ikke nogen.

Ole H.B. Andreesen, leder på journalistlinjen på Askov Højskole, har valgt ikke at sende beskeden videre til sine elever.

»Det er problematisk, at man beder om at få professionelt arbejde udført gratis. Jeg synes også, at det er problematisk, at virksomheder åbenbart tænker, at alle kan udføre den slags arbejde, når man har gået to måneder på en højskole. Det, de leder efter, er jo en topprofessionel kommunikatør,« siger han til Journalisten.

Ole Andreesen tror, at Ingeniører Uden Grænser godt kan finde en, der vil kaste sig ud i det.

»Det kan godt være, de kan finde en, der tænker "nå, det kan jeg sgu da godt klare", men så er det, fordi vedkommende ikke ved, hvad kriterierne dækker over,« siger han.

»Jeg er lidt træt af det her med, at man tror, at enhver kan skrive. Det er uambitiøst, at man tror, at elever på en højskole kan udføre det arbejde. De går jo ikke engang på en uddannelse,« siger Ole Andreesen.

Ingeniører Uden Grænser: Vi har masser af frivillige ingeniører

Hos Ingeniører Uden Grænser er man overrasket over kritikken.

»Mit ærinde har været at finde en, der kan fortælle vores gode historier. Vi er en organisation, der er baseret på frivillige. Vi har også en masse frivillige ingeniørstuderende, der tager med ud til udviklingslande for at hjælpe til. De har bare svært ved at formidle vores historier, så derfor leder vi efter en, der kan det,« siger Christina Hennings, sekretariatsleder i Ingeniører Uden Grænser.

Christina Hennings forklarer, at opslaget, som er kommet Askov Højskole i hænde, er sendt ud tidligere. Med succes.

»Vi har tidligere haft journaliststuderende med i vores gruppe. Det er ikke sådan, at vores opslag har skræmt folk væk, men det kan godt være, at vi har slået for store brød op i forhold til kravene,« siger Christina Hennings.

»Jeg kan godt forstå, at det journalistiske bagland synes, at den her frivillige tilgang kan være for meget. Men jeg kan ikke forstå, at den journalistiske faglighed skulle blive kastet i grams. Som sagt har vi både ingeniører og ingeniørstuderende, der hjælper os frivilligt, og jeg er dybt duperet over den måde, de gerne vil hjælpe,« siger Christina Hennings.

Christina Hennings forklarer, at det ikke var meningen, at opslaget skulle sendes til Askov Højskole.

»Jeg ved ikke, hvordan det er endt der, men det var i hvert fald ikke meningen, og det beklager jeg meget. Vi ville sende den ud til journalist- og kommunikationsuddannelser,« siger hun.
 

Kommentarer
2
Ole Andreesen
29.08.13 11:49
Om det er en fejl eller ikke,
Om det er en fejl eller ikke, at opslaget er endt på Askov Højskole, ændrer ikke ved, at det er et meget krævende og fagligt vanskeligt job, man vil have u-uddannede til at udføre gratis. Det svarer jo lidt til, at man beder en ingeniørstuderende om lige at foretage beregninger, lave en byggeplan, et budgetoverslag, indhente tilbud og stå med ansvaret for et stort byggeri - og så vil man love, at pågældende kan få noget flot på cv'et, men der er altså ingen penge i det.
Sådan en bygherre vil nok blive kaldt u-ambitiøs. Hvad kalder man så en organisation, som vil have så stor og vigtig kommunikationsopgave udført ganske gratis af folk, som endnu ikke er uddannet eller erfarne til det?
Fremhævet af Journalisten
Hans Lauring
29.08.13 19:35
Og hvor ved du fra, at det
Og hvor ved du fra, at det netop ikke er den slags arbejde ingeniørene leverer gratis? Læser man på organisationens hjemmeside, så har de blandt meget andet sendt vand- og sanitetseksperter 6 mdr til Haiti efter jordskælvet - mon ikke det i høj grad overgår byrden i at side i Danmark og skrive nogle pressemeddelelser?

Jeg er med på, at det er under al kritik når Kongehuset og kommercielle foretagener prøver at skaffe sig gratis arbejdskraft , men hvorfor er det helt utænkeligt at en journalist eller journaliststuderende kan arbejde gratis, når ingeniører og læger godt kan?

Jeg har ingen planer om at søge stillingen, men forstår ikke forargelsen over, at den er slået op.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen