Bording-prisen

Ingeniøren blev overset – nu er de nomineret til pris

Efter offentliggørelse af de nominerede til Anders Bording Priserne 2022 har juryen tilføjet endnu et medie

MobilityWatch blev fredag nomineret til Journalistprisen ved Anders Bording Priserne 2022.

Nomineringen kom som følge af afdækningen af, hvordan regeringen under forhandlingerne til infrastrukturplanen i 2021 ikke havde videregivet beregninger for CO2-udledningen i anlægsfasen, selv om de fandtes, og selv om Folketingets partier efterspurgte dem.

”Stærk research, vedholdenhed og solidt journalistisk fodarbejde blev udslagsgivende for, at transportministeren måtte fratræde,” lød nomineringen.

Hvad der imidlertid ikke fremgik var, at Ingeniøren ligeledes har afdækket sagen, og mediet blev heller ikke nomineret til prisen i første omgang.

Men her til formiddag er det blevet offentliggjort, at  Ingeniøren og MobilityWatch er nomineret til prisen sammen.

”Bumlet beslutningsproces”

Den nyhed blev overbragt til medarbejderne hos Ingeniøren tidligt i morges. Her skriver juryen, at nomineringen af MobilityWatch fortsat står ved magt.

”Vi er dog efterfølgende blevet gjort opmærksomme på en række forhold, der får os til at udvide nomineringen, så den bliver fælles med Ingeniøren, der er indstillet til samme pris for samme journalistiske projekt,” skriver juryen.

Juryen lægger vægt på, at de to medier har bragt forskellige bidrag til dækning.

”Men i det store hele har begge medier bidraget til det samlede journalistiske projekt, til afsløringen af tilbageholdelsen af vigtige beregninger – og til at afstedkomme de omfattende politiske konsekvenser. Nomineringen lyder derfor samlet for de to medier,” står der videre i mailen, som Journalisten har set.

”Tillykke til begge med nomineringen, hvilket vi håber, at I – trods vores lidt bumlede beslutningsproces – tager som en anerkendelse af, hvad stærkt journalistisk parløb kan resultere i,” slutter mailen.

Priser uddeles til september

Bording-priserne uddeles til specialmedier, og i år udpeges de tre vindere ved et arrangement den 1. september.

Der er tre forskellige priser, hvor der under hver er tre nominerede.

Akademikerbladet, Kulturmonitor og Fagbladet FOA er nomineret til Idéprisen, der gives til en enestående journalistisk idé, et produkt eller projekt på et specialmedie, som er eksekveret originalt og kreativt og dermed tjener som inspiration for den journalistiske udvikling for andre medier.

Medieprisen gives til et specialmedie, der i særlig grad er i stand til at ramme sin målgruppe og/eller opbygge en forretningsmodel og derfor kan tjene til inspiration for andre. Her er Samvirke, Mediet Markedsføring og Ingeniøren nomineret.

Endelig er Folkeskolen, Sygeplejersken og MobilityWatch og Ingeniøren nomineret til Anders Bordings Journalistpris, der uddeles til en person eller et team for en bemærkelsesværdig journalistisk præstation i et specialmedie.

0 Kommentarer