Ingen priser til kvinder

 Hverken priser eller hæder tilfaldt kvindelige fotografer ved Årets Pressefoto. Kvinders stil passer ikke til konkurrencen, mener fotograf Henrik Saxgren.

 

Hverken priser eller hæder tilfaldt kvindelige fotografer ved Årets Pressefoto. Kvinders stil passer ikke til konkurrencen, mener fotograf Henrik Saxgren.

Der var hverken priser eller hæder til kvindelige fotografer ved årets konkurrence. Der er også kun to billeder taget af kvinder – Les Kaner og Tine Harden – ud af de 118, som er udvalgt til dette års udstilling. Til sammenligning var der priser og hæder til tre kvinder sidste år, hvor syv kvinder også kom med på udstillingen.

Pressefotografforbundets formand, Lars Lindskov, har ikke noget svar på, hvorfor der er så få kvinder på udstillingen.

"Der er meget få krigsbilleder udvalgt i år, så der burde egentlig være flere kvinder. Kvinder tager nemlig meget sjældent krigsbillederne," siger Lars Lindskov.

Alle de indsendte billeder til konkurrencen er anonymiseret for dommerne.

Pressefotograf-faget var tidligere et udpræget mandefag, men i dag er der mange kvindelige pressefotografer, og flere er på vej. Omkring 20 procent af de studerende på fotolinien på Danmarks Journalisthøjskole er kvinder.
Også dommerne ved Årets Pressefoto var overraskede over, at der ikke var flere kvinder blandt vinderne. "Vi troede, at Jørgen Flemmings billede af brudeparret var taget af en kvinde, ligesom vi også troede, at Thorkild Amdi Christensens portrætserie fra Asylcentret i Brovst var taget af en kvinde, men det var det heller ikke," siger dommer Anders Agger fra DR.

En anden dommer, Henrik Saxgren, tror, at forklaringen dels kan være kvindernes stil, dels deres noget mindre fremtrædende konkurrence-instinkt.

"Jeg tror, kvinderne mere går den kunstfotografiske vej. Der er mange piger på Fatamorgana, og de er meget talentfulde. Pressefotografiet har nok en mere mandlig approach. Der er meget konkurrence, og du skal stå tidligt op, hvis du vil være med der. Det forfinede og underspillede passer bedre til piger. Man kan godt sige, at det er mere maskulint at rejse ud til brændpunkter," siger Henrik Saxgren.

Saxgren har dog også en anden forklaring på, hvorfor kvinderne ikke markerer sig bedre i konkurrencerne: "Du kan ikke vinde, hvis du ikke sender ind! Men det ligger nok mere i mandens gener at konkurrere end i kvindens. Det er sagt i beundring for kvinden. Mænd samler jo på skalpe."

Læs også: Ned på jorden igen, Hædret for video og fotos og Vinderne af Årets Pressefoto

0 Kommentarer