search

Ingen point til form

"En fantastisk oplevelse," siger fotografen Henrik Saxgren om syv døgn i februar, hvor han sammen med otte andre udpegede verdens bedste billeder. Dommerne ved årets World Press Photo skiftede fokus – efter flere år med sort/hvid æstetik og form som vinderstil, blev det i år indholdet, der blev belønnet af dommerne.

Det er bælgmørkt i salen. Hvert 2. sekund skifter billedet på lærredet. I alt skal de ni fotografer, som sidder i mørket, se 16.000 billeder. Blandt de 16.000 skal de finde verdens bedste pressebilleder.

Et billede går kun videre i konkurrencen, hvis én af de ni dommere trykker på en lille lygte, han sidder med i hånden. Hvis ingen trykker, så er billedet dømt ude af årets World Press Photo.

"Det var fascinerende alene at lære nogle mennesker at kende ud fra hvilke billeder, de kunne lide. For ingen sagde noget i begyndelsen, vi trykkede bare," fortæller Henrik Saxgren, som for fire uger siden sad der i mørket og var den ene af de ni fotografer i World Press Photos jury.

Verdens fotograføjne har de seneste år med interesse fulgt dansk fotografi, blandt andet derfor ønskede World Press i år en dansker i juryen. Valget faldt på fotografen Henrik Saxgren, som i fem år har arbejdet for Masterclass, der er underafdeling af World Press Photo.

Efter et døgn var antallet af konkurrerende billeder nede på langt under det halve, og de overlevende billeder kørte så over lærredet igen. For at fortsætte i konkurrencen krævede det i anden runde, at tre af jurymedlemmerne stemte på billedet. Efter tre dage var antallet nede på under 1.000.

De ni dommere arbejdede fra syv morgen til langt ud på aftenen, og de fik dagligt indprentet betydningen af deres arbejde: "Verden venter på jeres afgørelse," som Amsterdams borgmester sagde ved jurymedlemmernes ankomst.
"En fantastisk oplevelse. En af de største i mit liv," siger Henrik Saxgren og tilføjer, da han hører ekkoet af sit eget udsagn:

"Det ser sikkert ret voldsomt ud på tryk, men det var altså en helt fantastisk oplevelse."

Det er processen og energien i de syv dommerdøgn, der får Saxgren til at ty til superlativerne. Det er jeg-alene-vide-Saxgren, der i Amsterdam blev udfordret.

"Det var et gruppe-dynamisk eksperiment. Når man som jeg har arbejdet alene i årevis, så glemmer man, hvor berigende det kan være at arbejde i en gruppe. Jeg er vant til at føle mig klog på billeder – det var stærkt pludselig at sidde sammen med otte andre mennesker og opleve, at vi i fællesskab gik efter et fælles mål. Det handlede ikke om at kæmpe for hver sin smag, men om at berige hinanden – vi lyttede, jeg lyttede og holdt op med bare at kæmpe for at få ret. Der opstod en fantastisk kemi," fortæller Henrik Saxgren, som er glad for det galleri af billeder, juryen endte med at give årets World Press-priser.

 

Point til indhold
JOURNALISTEN møder Saxgren 14 dage efter offentliggørelsen af vinderne. Han er fortsat helt høj over oplevelserne i Amsterdam. Og han er tilfreds med det signal, der ligger i den billedstil, der løb med priserne.

"Hvis der kan udledes noget af dette års World Press, så er det, at der næsten ingen point var til form, men rigtig mange point til indhold," forklarer Henrik Saxgren.

Han taler om, at der var en mæthed blandt dommerne over den æstetik, der har præget de seneste års vinderbilleder.

"Der var en uudtalt, men dog tydelig træthed over for de formmæssigt meget insisterende billeder, hvor billederne er så meget form, at historien bag billederne næsten forsvinder. For os blev indhold, altså historien det vigtigste," siger Saxgren.

Det er netop sort/hvid æstetikken, de unge danske, prisvindende fotografer har ry for at repræsentere. Også i år var der tre danskere, der hentede hæder ved World Press, men det var ifølge Saxgren billeder, som var båret af en god historie.

"Jeg mener, at der kan spores en tendens til, at unge fotografer insisterer så meget på formen, at der er fare for, at det kan gå hen og blive ren maner, hvis ingen tør korrigere. Alt kan ikke fortælles spektakulært, og det skal det for guds skyld heller ikke," mener Henrik Saxgren, der i stedet ønsker mere nærhed og tilstedeværelse fra fotografens side.

Henrik Saxgren er stolt over, at juryen turde skifte fokus – væk fra formen.

"Det er altid lettest at præmiere billeder, der formmæssigt er stærke. Men vi turde bryde med den form-syghed, der har været i nogle år. Vi har ikke villet lade os forføre af formen, men har forsøgt at kigge bag den. Og jeg tror, at den retning, som dette års jury har peget ud, kan betyde noget vigtigt for pressefotografiet."

 

Applaus vigtigere end historien
For Henrik Saxgren er World Press Photo meget andet end konkurrence. Det er en verdensudstilling, som skal fortælle væsentlige historier fra hele verden og inspirere fotografer i alle lande. Samtidig synes han, at det vigtigste, World Press står for, er, at organisationen laver workshopper og seminarer verden over – også for at styrke fotografiet i tredje verdens lande.

"Det er langt, langt vigtigere end at stimulere vestlige fotografers konkurrencelyst."

Selv har han altid haft et politisk mål med sit fotografi.

"Jeg har gerne villet forandre verden, og min politiske insisteren har sikkert virket rigelig påtrængende gennem årene. Men jeg synes, det er fattigt, hvis den nye generation af pressefotografer skifter viljen til at forandre ud med ønsket om applaus. Jeg synes, det er slemt, hvis formen og ønsket om anerkendelse bliver vigtigere end den historie, fotograferne vil fortælle," siger Henrik Saxgren, som ser et problem i, at dansk fotografis succes hele tiden måles i, hvor mange priser billederne henter hjem.

"Jeg er helt med på, at priserne er vigtige, når man skal have skabt sig en karriere med fotografiet. Jeg har da også selv brugt konkurrencerne til at positionere mig. Men jeg synes, det er sørgeligt, når nogen gør deres fotografiske liv afhængigt af, om de vinder priser. Man må gøre op med sig selv, hvornår man har vundet priser nok."

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen