Ingen panik: I Oslo bestemmer skolen, hvor du skal i praktik

På journalistuddannelsen i Oslo afgør studielederen, hvor de studerende skal i praktik. Ofte mødes medie og praktikant ikke, før aftalen skrives under. I Sverige minder systemet om det danske – bare i slow motion

Forestil dig et praktiksystem uden panik. Forestil dig et system, hvor de studerende får praktiksted efter, hvordan de klarer sig på studiet – og ikke, hvor gode de er til at sælge sig selv til en samtale, på en hjemmeside eller i en ansøgning.

Sådan et system findes for eksempel på bacheloruddannelsen i journalistik på Norges Kreative Højskole i Oslo.

Lars Richard Bache har i 10 år været studieleder, og han har en afgørende rolle i, hvor de studerende ender i praktik. Det er nemlig hans opgave at vælge, hvilke studerende der får hvilke praktikpladser.

»Jeg får gode tilbagemeldinger om, at praktikanterne klarer sig godt. Både mediearbejdspladserne og praktikanterne er som regel tilfredse, når praktiktiden er overstået. Det viser, at vi har fundet det rigtige sted til den rette praktikant,« siger Lars Richard Bache.

Skal klare sig godt i undervisningen

Systemet betyder, at de studerendes evne til at sælge sig selv betyder meget lidt. På Norges Kreative Højskole er det vigtigere, hvad de studerende har på deres CV, og hvordan de har klaret sig i undervisningen.

Praktiksøgningen begynder med et skema, hvor de studerende skriver deres CV og fortæller, hvor de gerne vil i praktik.

»Der er ingen begrænsninger på, hvor mange steder man kan søge. Man må gerne kommer med 10 forslag,« siger Lars Richard Bache, der samler de studerendes skemaer.

Næste fase er vejledningen. Her bliver alle studerende indkaldt til en samtale hos Lars Richard Bache. På Norges Kreative Højskole i Oslo er det typisk 40 studerende om året.

»Jeg kigger på deres ønsker, baggrund, erfaring og karakterer, og så diskuterer vi den studerendes muligheder,« siger han.

Studielederen finder praktikstedet

Vejledningen ender typisk med, at Lars Richard Bache tager kontakt til de medier, han mener matcher både den studerendes interesser og evner.

Du spiller en meget vigtig rolle som bindeled mellem de studerende og praktikstederne. Bliver de studerende ikke sure på dig, hvis de ikke får opfyldt deres ønsker?

»Nej, det er meget sjældent, at det sker,« siger Lars Richard Bache.

Stedet skal passe til evnerne

Men nogle gange er der behov for at afstemme forventninger, siger han.
»Nogle få studerende overvurderer sig selv og tror, at de skal i praktik på VG, selv om de ikke er ret dygtige eller erfarne. Men der må jeg bare sige, at det kommer de ikke.«

Men bliver de studerende så utilfredse?

»Nej, det sker meget sjældent. Vi vejleder dem jo og snakker med dem. Hvis du spiller fodbold i 4. division, betyder det ikke, at du kommer til at klare dig godt i FC København. Tværtimod vil du sandsynligvis ikke føle dig god nok og opdage, at du nok hørte til i en lavere division,« siger Lars Richard Bache.

Reglerne siger, at han er den eneste, som må kontakte praktikpladserne direkte.

»Jeg kender medierne, og de kender mig, og vi har matchet praktikanter i mange år. Så hvis jeg siger, at jeg har en kandidat, der ville være god til nyhedsredaktionen, så stoler de på mig,« fortæller han.

Kom ind på snakketøj

Det er dog hændt, at enkelte studerende er gået uden om systemet og selv har taget kontakt til medierne.

»En studerende solgte sig selv så godt, at praktikstedet gerne ville have ham. Jeg vidste, at hans snakketøj var i orden, men pennen fulgte ikke med, og derfor advarede jeg om, at det ville gå aldeles galt,« siger Lars Richard Bache.

Trods advarslen insisterede praktikstedet på at tage praktikanten.

»En måned efter ringede de tilbage og sagde: Lars, nu forstår vi, hvad du mener.«

Er det muligt at snyde systemet?

»Der er meget få, som snyder, fordi det er skolen, som arrangerer praktikperioden. Hvis nogle snød, ville jeg hurtigt opdage det.«

Ansætter uden samtale

I Danmark sender medierne hvert halve år en mindre hær af redaktører og praktikantvejledere til Store Match-dag – bedre kendt som Panikdagen – på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus. Også her er det anderledes i Norge.
Lars Richard Bache siger, at mange praktikpladser stoler så meget på hans dømmekraft, at de ansætter praktikanten uden samtale.  Nogle beder om opgaver, den studerende har lavet på uddannelsen.

»Og nogle praktiksteder vil gerne have et interview med vedkommende.«

Når der er fundet et match, besøger den studerende sit kommende praktiksted og hilser på sine kommende kolleger og chefer.

Synes praktiksteder ikke, det er mærkeligt at ansætte praktikanter, de aldrig har mødt?

»Hvis jeg ikke har været ærlig over for dem, så opdager de det. Så jeg afsætter aldrig en studerende til et praktiksted, hvis jeg ikke tror, det vil gå godt.«

Svenske medier er for langsomme

Når journaliststuderende på Mittuniversitetet i Sverige søger praktikpladser, minder systemet om det danske – fra før åbent hus, forsamtaler og forhåndsafter blev indført.

Der er dog én stor forskel: De svenske praktiksteder har ikke det samme kapløb om at komme først.

»Især SVT og Sveriges Radio har været så langsomme, at mange studerende har fået en plads andre steder,« siger Ingemar Åttingsberg, programansvarlig for journalistuddannelsen på Mittuniversitetet.

Studerende fra Mittuniversitetet søger sammen med studerende fra Stockholm og Göteborg. Ligesom i Danmark bestemmer de studerende selv, hvor de vil søge hen, og det er universiteterne, der formidler de studerendes ansøgninger – ligesom i Danmark.

Glemte at tjekke postkassen

Tempoet for afvikling er dog betydeligt lavere end i Danmark. Hvor ansøgningerne i Danmark udleveres til medierne om morgenen på Panikdagen, sendes de i Sverige til medierne. Sidste år gik man fra at sende dem per brev til at sende dem per mail.

»Vi opdagede, at mange redaktioner havde glemt at tjekke deres postkasse,« fortæller Ingemar Åttingsberg.

Sidste gang modtog praktikstederne for eksempel ansøgningerne 21. oktober klokken 12. Men det betød ikke, at dagen blev en ”Panikdag”.

»Klokken 15 havde fire studerende fået plads,« siger Ingemar Åttingsberg.

»Så hurtigt går det ikke her«

Da Journalisten forklarer, at 80-100 pladser bliver besat i løbet af et par timer på en typisk dansk Panikdag, siger Ingemar Åttingsberg:

»Nej, så hurtigt går det ikke her. Göteborgs Universitet og Mittuniversitetet fik afsat seks ud af 80 ansøgere den første dag. Dagen efter fandt yderligere seks-syv stykker en plads.«

Ligesom i Danmark er systemet ikke uden stress.

»De studerende er stressede og stresser hinanden op. Det stresser dem for eksempel, at en ven får en god praktikplads, mens de ikke selv får en plads lige så hurtigt,« siger Ingemar Åttingsberg.

Ingen hjemmeside

De studerende på Mittuniversitetet har ikke hjemmesider, og åbent hus på medierne er en sjældenhed.

Ingemar Åttingsberg siger, at Mittuniversitetet vejleder de studerende individuelt om valg af praktiksted, ligesom det sker på Den Kreative Højskole i Oslo. Men de studerende bestemmer selv, hvor de søger hen.

»Hvis de tror, de kan komme ind på en stor avis, skal de have lov til at prøve det. Hvis det ikke lykkes, kan de søge et mindre praktiksted i anden runde.«

Hverken Norge eller Sverige har en koordineret praktiksøgning for alle journalistuddannelser. Derfor kan Lars Richard Bache og Ingemar Åttingsberg ikke udtale sig om den måde, alle norske og svenske journaliststuderende finder praktikplads.