search

Ingen kommentarer

Efterhånden gider jeg næsten ikke pakke bilen og tage af sted på mine jævnlige udflugter. En snert af kedsomhed har sneget sig ind over rejse-rutinen, og mine venner er begyndt at henvise til andre planer, når jeg inviterer dem med.

Jeg taler naturligvis om én af de gratis glæder, der følger med pressekortet og faget journalistik. Et større rederi spenderer nemlig fri befordring til mig og min bil + alle de passagerer, der kan proppes ind i køretøjet.

Og hvor har jeg i årenes løb nydt de mange dejlige ture. Om sommeren sad jeg som regel på soldækket og betragtede hovent de medrejsende, der betalte fuld pris og nu knap havde råd til at give deres børn en ispind. Modsat insisterede mine medbragte og taknemmelige venner ustandselig på, at de ville give mig en øl, en cola, en lun anretning, eller hvad jeg ellers kunne have lyst til.

I de kolde vinter- og forårsmåneder rejste jeg sædvanligvis alene. Jeg lagde en ulden plaid over knæene og satte mig til at læse i en avis, og jeg havde den fornøjelse, at besætningen efterhånden kendte mig og gerne slog en sludder af med journalisten. Til gengæld fik de et par tips om, hvordan de burde reagere, hvis de en dag skulle komme i pressens søgelys:

"Sig ‘ingen kommentarer'. Så lammer du de allermest energiske reportere, for de er som skabede køtere. Når du fodrer dem, bider de hånden af dig."

Men som sagt er der ikke mere den samme glæde forbundet med at sejle gratis og slentre en tur op i kiosken.

For nogle dage siden forvildede jeg mig tilmed ind i færgens tv-stue. Nogle lastbilchauffører og en lille flok damer fra ledelsen i Kvindeligt Arbejderforbund sad klinet til skærmen og fulgte ivrigt med i én af de mange forbrugerudsendelser. Jeg husker ikke, om det var Jens Olaf Jersild, der havde fat i kraven på en informationschef fra en marmeladefabrik eller én af de hvinende piger fra Boomerang, der var i gang med at kvæle en svedende ejendomsmægler. Måske var det en bankrådgiver i Kasse 2, der ihærdigt anbefalede investering i én af de aktier, som stadig holder sig flydende.

I hvert fald sluttede udsendelsen med et gedigent spareråd: når man vil koge kartofler, skal man skære dem over på langs, ikke på tværs. Så afkorter man kogetiden med tre minutter og sparer strøm.

En af damerne fra Kvindeligt Arbejderforbund skrev rådet ned på sin serviet. En langturschauffør var ved at blive kvalt i et latteranfald, og jeg listede beskæmmet væk og tog den beslutning, at det her skulle være min sidste gratis tur.
Måske var det blæst op over havet, for jeg fik et midlertidigt anfald af søsyge og svimmelhed. Under andre omstændigheder kunne det have været mig, som sad dér i tv-studiet og anbefalede folk at tjene lidt ekstra ved at spare på strømmen til kartofler. Jeg ville dog heller ikke selv have vovet at gå uden for manuskriptet og foreslå dem, at de hellere skulle tage sig en journalist-uddannelse og med den sejle gratis igennem livet.

Også her i en relativt sluttet kreds foretrækker jeg at sige ‘in-gen kommentarer', hvis nogen skulle spørge til rederiets navn. Dog vil jeg kraftigt overveje engang at udgive en lille pjece om fagets ukendte glæder. Hvis mine planer bliver til noget, skal et af kapitlerne være tilegnet det herlige rederi, der har givet mig mit livs bedste gratis udflugter, og et andet, tredje og fjerde kapitel skal dreje sig om …

Nej, jeg vil indtil videre holde finesserne for mig selv og til sin tid bruge de solide salgsindtægter fra pjecen som et smukt tilskud til folkepensionen.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: Jens Korse, Flemming Chr. Nielsen og Jens Vilstrup

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen